fredag den 31. oktober 2014

Rasmus Thorsen - Væver, Husmand og Indsidder.

Rasmus Thorsen, Thor Christensens yngste søn og min 2 x tipoldefar er født i Holme i 1783.
Rasmus bliver konfirmeret i Aarhus, Vor Frue sogn i 1799. Ved folketællingen i 1801 er han læredreng hos Farver Wulf Friderich Asmussen - ejeren af Stampemøllen - i Vestergade i Aarhus, så jeg antager, at i og med at konfirmationen fandt sted i Aarhus, var han også i 1799 læredreng samme sted.
 

Hvad Rasmus bedriver i de følgende tyve år, kan man kun gisne om.
I en årrække i 1800 tallet bliver det indført i kirkebøgerne, hvem der rejser til og fra et sogn, og på den måde kan man følge en persons færden og beskæftigelse. Desværre dækker disse lister kun en begrænset periode fra tidligst 1814 til senest omkring 1870 for landsognenes vedkommende. Tilligemed var det først og fremmest tjenestefolk og daglejere, som havde pligt til at melde sig hos præsten, når de rejste fra eller ankom til et sogn - og den kategori hørte Rasmus Thorsen tilsyneladende ikke til - og ej heller hans søster Mette Cathrine i øvrigt - måske i kraft af faderens placering i samfundet.
 

Derudover bliver der i årene 1801- 1834 ikke foretaget folketællinger, som kan placere folk i et bestemt sogn, men optegnelserne i kirkebogen i forbindelse med Rasmus Thorsens første ægteskab indikerer, at han fortsat har bopæl på stampemøllen.
I senere folketællinger registreres han blandt andet som væver, så væveriet bliver hans erhverv, selv om han var i lære som farver.
 

I 1823 bliver Rasmus Thorsen, der nu er 40 år gammel, gift med den kun 19 årige Mariane Sørensdatter fra Kasted. Vielsen finder sted 12. august 1823 i brudens hjemsogn,  som skik og brug var. Trolovelsen blev meddelt kirken to uger tidligere, den 30. juli.
Parret slår sig ned på stampemøllen, hvor Rasmus formodentlig boede i forvejen som indsidder (lejer uden selvstændigt hus som bolig), men det bliver et kortvarigt ægteskab.
7. marts 1825 føder Mariane et dødfødt drengebarn, og Mariane selv afgår ved døden tre uger senere den 20. marts.
 

Et halvt års tid senere, 16. december 1825 bliver Rasmus, der nu er 42 år, gift med 32 årige Ane Marie Jensdatter i Holme. Ane Marie er ganske vist døbt Anne Marie, men i løbet af 1800 tallet ændres stavemåden, så enhver, der i 1700 tallet er døbt Anne, bliver til en Ane.
 

Ane Marie er født uden for ægteskab og døbt 17. januar 1790, og var således hvad man betegnede som et uægte barn. Først 8. juli samme år trolover faderen, Landsoldat Jens Nielsen sig med moderen Johanne Jensdatter, og året efter 6. maj 1791 bliver de  gift. Jens og Johanne får yderligere to børn, Niels i maj 1792 og Maren i maj 1795, inden Jens Nielsen dør 21. juni 1795.
 

Også Ane Marie når at få et uægte barn, inden hun bliver gift, nemlig Jens Pedersen, født 9. august 1824 i Holme. Som barnefader bliver udlagt Peder Davidsen, tjenestekarl på Løveapoteket i Aarhus, men ægteskab blev det altså ikke til, og i stedet tager Rasmus barnet med i købet sammen med moderen, da de indgår ægteskab.
 

Rasmus og Ane Marie får to sønner, begge født i Holme.
Thor Rasmussen - opkaldt efter sin farfar - født 7. november 1826 samt
Friderich Rasmussen, født 22. oktober 1828, og han er min tipoldefar. Også hans døbenavn bliver med årene fordansket til Frederik.
 

Ved folketællingen i 1834 bor Rasmus, der betegnes som væver, og Ane Marie sammen med de tre sønner i et hus i Holme. Det samme i 1840, dog er kun den yngste søn Frederik stadig hjemmeboende, og erhvervsbetegnelsen er denne gang væver og husmand.
 

Det går ikke så godt for Rasmus og Ane Marie, og i 1845 har de ikke længere deres eget hus, men bor til leje hos en familie Rasmussen, og Rasmus er nu blot indsidder og daglejer.
 

Rasmus Thorsen dør 20. juli 1847, 64 år gammel.
 

Dengang var der ikke noget, som hed folkepension, ligesom forløberen for folkepensionen, alderdomsunderstøttelsen til værdigt trængende først blev indført i 1891. 
Så en kvinde var ilde stedt, hvis manden døde først, og de intet ejede, hvad Rasmus og Ane Marie tydeligvis ikke gjorde. I yderste konsekvens endte man på fattiggården, og det var ikke særlig misundelsesværdigt.
 

I 1850 bor Ane Marie fortsat i huset hos familien Rasmussen, registreret som inderste (indsidder) med ubestemt næring, men ved næste folketælling i 1855 er både Ane Marie og familien Rasmussen tilsyneladende forsvundet ud af sognet.
 

Jeg genfinder dog Ane Marie, der 70 år gammel i 1860 bor hos sønnen Jens Pedersen i Jegstrup i Tranbjerg sogn, men endnu er det ikke lykkedes mig at finde frem til, hvad der videre sker med Ane Marie.


Jens Pedersen.
 
Ane Maries ældste søn og Rasmus Thorsens stedsøn Jens Pedersen, født i Holme 9. august 1824, bliver konfirmeret i 1839, ligeledes i Holme.

Efter konfirmationen starter Jens' karriere som tjenestekarl. I første omgang på en gård i Slet og siden går turen til Viby og året efter tilbage til Slet. 
Her bliver han i de næste to år, inden han i november 1843 drager videre til Ingerslev i Tiset sogn med et godt skudsmål.
 

Allerede i maj 1844 går turen tilbage til Slet, og her bliver han indtil maj 1846, hvor turen går til Marselisborg. Her bliver han kun et halvt år, og endnu engang går turen tilbage til Slet.
 

Efter endnu to år i Slet er Jens efterhånden blevet 25 år, og i november 1846 går turen til Viby endnu engang, denne gang med et udmærket skudsmål, formodentlig bedre end bare et godt skudsmål.
Efterfølgende er der nogle huller på til- og afgangslisterne, men i al fald befinder Jens sig i 1850 i Ingerslev, hvorfra han i maj 1851 tager til Slet.

Endelig efter mere end ti år på farten bliver Jens gift i Holme 5. december 1851, 27 år gammel, og bruden er Maren Rasmusdatter fra Viby Mark, og hun er 32 år.
 

I 1852 flytter Jens og Maren til Raunholt Mark i Tiset sogn, og 21. november samme år føder Maren deres eneste barn, sønnen Rasmus Peter Jensen. Begge Jens' brødre, Thor og Frederik Rasmussen er blandt fadderne.
 

I 1855 bor Jens og Maren stadig på Raunholt Mark, men inden 1858 flytter de til Jegstrup i Tranbjerg sogn, hvor moderen Ane Marie, nu almisselem og 70 år gammel, bor hos den lille familie, som lever af deres jordlod.
 

Endnu i 1867, hvor sønnen Rasmus Peter bliver konfirmeret, bor familien i Jegstrup, men inden folketællingen i 1870 må de være flyttet, med eller uden mor og svigermor Ane Marie, og de ender på Aistrup Mark i Malling sogn, hvor de køber hus. 

Her dør Jens Pedersen 1. marts 1877, kun 52 år gammel. 
Hans enke, Maren, bliver boende i huset, og hun er ved folketællingen i 1880 registreret som husejer og jordbruger, mens sønnen Rasmus Peter er træskomand.
Maren Rasmusdatter dør 28. januar 1887, 67 år gammel, og sønnen bliver boende i huset indtil i hvert fald 1890, hvor han er 36 år og stadig ugift.



Thor Rasmussen.
 
Rasmus Thorsen og Ane Marie Jensdatters ældste søn Thor Rasmussen, født 7. november 1826 i Holme, bliver allerede inden sin konfirmation sendt ud for at tjene, idet han allerede i 1840, kun 13 år gammel, er at finde som tjenestekarl på en gård i Viby, og derfor finder Thors konfirmation i 1841 også sted i Viby.

Også i 1845 er Thor tjenestekarl på en gård i Viby, og efter endt militærtjeneste bliver han igen i 1850 tjenestekarl på en anden gård i Viby.

25. november 1854 bliver Thor gift med den to år ældre Ane Catrine Jensdatter fra Kolt. Vielsen finder sted i Viby, hvor ægteparret året efter også køber hus, som jeg var heldig at finde nogle oplysninger om her, oven i købet med billeder, men om husene er de oprindelige fra midten af 1800 tallet er usikkert.

http://www.lokalhistorieiaarhus.dk/viby/Lokalhistorie%20Gaardarkiv/VibyGartHusm/Stamkort_50b.html
 

http://www.lokalhistorieiaarhus.dk/viby/Lokalhistorie%20Gaardarkiv/VibyGartHusm/Stamkort_50a.html
 

Thor køber en grund - med eller uden hus - som han i 1862 udstykker i to, hvoraf han beholder den ene matrikel og sælger den anden. 
Tilsyneladende kan familien ikke leve af jorden alene, og Thor må tage arbejde ved siden af som arbejdsmand.
 

Thor og Ane Catrine får tre døtre:

Petrine Rasmussen, født 2. oktober 1855
Else Marie Rasmussen, født 11. oktober 1858
Maren Rasmussen, født 21. december 1861
 

Thors hustru, Ane Catrine dør 24. november 1886, næsten 70 år gammel.
 

Thor sælger ejendommen i 1889, men hvad han bedriver indtil sin død 24. marts 1903, har jeg ikke fået opklaret. Jeg har ikke kunne finde ham ved folketællingerne i Viby eller de omkringliggende landsogne, hverken i 1890 eller 1901.
 

Hans død er registreret i kirkebogen for Viby sogn, hvor han også begraves. Her er hans erhverv noteret som Vejmand, og hans bopæl opgives at være Dannebrogsgade 27, st i Aarhus. 

I dødsannoncen i Aarhus Stifttidende er Thors erhverv imidlertid noteret som Vognmand, mens adressen er opgivet som Dannebrogsgade 17, men uanset hvad boede han hverken i nr. 17 eller 27 ved seneste folketælling i 1901.
Dannebrogsgade hed i øvrigt Kunstvej indtil 1898 og hørte til Viby sogn indtil 1899.


Rasmus Thorsen og Ane Marie Jensdatters yngste søn, Friederich Rasmussen er min tipoldefar, og hans historie følger.

onsdag den 22. oktober 2014

Stampemøllen ved Skambækken i Skåde.

Min farmors familie på både fædrene og mødrene side stammer fra egnen lige syd for Aarhus.
 

Min farmor, Karen, og hendes bror Valdemar, som blev født i henholdsvis 1891 og 1886, fik som de første i familien samme efternavn som deres far, Andreas Frederiksen. Men efternavnet kunne såmænd lige så godt have været Rasmussen, hvis ellers deres farfar, Frederik Rasmussen, havde fulgt landets love, da Andreas Frederiksen blev født i 1857.
 

Adskillige år tidligere, i 1828, havde staten indført en forordning, som påbød alle danske familier at tage et fast slægtsnavn. Loven var imidlertid ikke særlig populær, og den overvejende del af befolkningen havde meget svært ved at forstå, hvad den lov skulle gøre godt for, så man fortsatte i mange år med at gøre, som man plejede, hvor efternavnet, eller tilnavnet som det hed dengang, var afledt af faderens fornavn og dermed skiftede fra generation til generation. 
Udover adelen var der familier, der allerede på det tidspunkt havde et fast slægtsnavn, men det var de færreste familier blandt almuen, som havde det, og det var netop almuen forordningen var rettet imod, fordi myndighederne efterhånden havde svært ved at skelne den ene fra den anden på grund af de mange enslydende navne, folk bar.
 

Historien om min farmors aner starter med Thor Christensen - eller Thoer, som han rettelig var døbt - og Fridericha Thorsen, mine 3 x tipoldeforældre, som blev født i henholdsvis 1743 og 1753 eller deromkring. Naturligvis går historien længere tilbage, men det var så langt, jeg formåede at komme tilbage i tiden.
 

I Holme Kirke lige syd for Aarhus bliver Thor Christensen trolovet med Fridericha Thorsen 19. januar 1780, og 12. juli samme år bliver de gift. Det er angivet, at de begge er af byen, som det formuleres, men de må være tilflyttet, for deres fødsler er ikke i registreret i Holme. Faktisk er det endnu ikke lykkedes mig at finde deres fødesogn på trods af, at jeg har tjekket stort set alle sogne i området omkring Aarhus og Skanderborg.
 

Thor og Fridericha får tre børn, to sønner og en datter.
Allerede i efteråret 1780, kun få måneder efter brylluppet, kommer den ældste søn, Christen Thorsen, til verden, og han bliver døbt i november.
 

Hvem der er faddere ved en barnedåb, kan være interessant, idet det ofte giver et fingerpeg om eventuelle familierelationer, men ved ingen af de tre børns dåb er der noget, der tyder på, at fadderne tilhører familien.
Til gengæld siger fadderne i forbindelse med dåben af Thor og Friderichas tre børn noget om familiens placering i samfundet på tidspunktet og de forbindelser, de har, som tilsyneladende stiger i rang med årene.
Ved Christens dåb er fire af fadderne lokale folk fra Holme og den sidste en købmandsdatter fra  Aarhus.
 

I foråret 1783 kommer Rasmus Thorsen til verden. Dåben finder sted 18. maj i Holme, og de fleste af fadderne denne gang kommer udenbys fra, Aarhus og Marselisborg, samt  en Jomfru Stauning fra Aldrup Mølle, enken efter Christian Stauning, som var møller i Aldrup Mølle i Tiset sogn. Det er tænkeligt, at Thor har arbejdet som møllersvend der, inden han kom til Holme.
 

Endelig kommer Mette Cathrine Thorsdatter til verden i sommeren 1787, og dåben finder sted 5. august.
Først i forbindelse med Mette Cathrines dåb nævnes familien som hørende til Stampemøllen, og blandt fadderne er også Farver Asmussens søn. Farver Asmussen og hans søn ejer stampemøllen, hvor Thor bliver stampemøller efter den tidligere stampemøller Christian Nielsens død i 1788. Inden da set det ud til at Thor - i følge et skifte fra 1782, hvor Thor er indsat som formynder - har været forpagter af Holme Præstegård.

  
Thor Christensen, som nu er stampemøller i Holme, må have gjort et vist indtryk på sin samtid, for selv om han som nævnt ikke ejer møllen, har møllen siden fået navnet Thors Mølle, opkaldt efter Thor. 
Første gang jeg ser stampemøllen betegnet som Thors Mølle er i kirkebogen for Holme i forbindelse med en barnedåb i februar 1830, få år efter Thors død. Han dør 21. september 1826, 81½ år gammel. 
Thors hustru Fridericha dør 14. oktober 1832, 79 år gammel og er i kirkebogen opført som almisselem.
 

Her er det på sin plads at sige noget om stampemøller, oftest vandmøller, som var udbredte i den tids samfund. De kunne anvendes til flere formål. Granulering af krudt, bearbejdning af skind og huder - feldberedermøller - valkning af stof, fremstilling af papir på basis af gamle klude af linned samt fremstilling af kradsuld på basis af gamle klude af uld.
 

Thors Mølle var oprindelig bygget som krudtmølle, men på Thors tid anvendtes den til valkning af stof. Få år efter Thors død blev møllen solgt, og under den nye ejer blev møllen omdannet til en kradsuldmølle.

Thors Mølle var ligesom to andre møller på den tid beliggende ved Skambækken, som i dag går under navnet Varnabækken. Thors Mølle er den eneste, som endnu eksisterer i dag, dog ikke længere som mølle, men som restaurant. Dog er bygningerne fra Thors tid for længst væk og erstattet af nyere bygninger.
 

http://aarhuswiki.dk/wiki/Thors_M%C3%B8lle
 

http://aarhuswiki.dk/wiki/Skamb%C3%A6kken
 

Christen Thorsen, Thor og Friderichas ældste søn, er i lære hos Farver Asmussen, da han i 1797 bliver konfirmeret i Aarhus. Af lægdsrullen fremgår det, at han har fået amtspas - altså tilladelse til at opholde sig i Aarhus -  og at han siden var i lære hos en snedker frem til oktober 1803, hvorefter han aftjener sin værnepligt i 2. Jyske Regiment. Han får sin afsked ved sessionen i 1805.
Den 3. juni 1807 Gifter Christen sig med Mariane Mogensdatter i Vor Frue Kirke i Aarhus. Mariane er enke efter Blegemand Peder Seiersen og en halv snes år ældre end Christen. Ægteskabet forbliver barnløst, og allerede året efter, den 17. oktober 1808 afgår Christen ved døden, kun 28 år gammel.

Datteren Mette Cathrine Thorsdatter får ikke bare én, men hele to sønner samt en datter udenfor ægteskab. 
Første gang  29. april 1818 hvor hun får sønnen Christen Christensen. Som barnefader bliver udlagt Christen Pedersen, gårdskarl hos Købmand Hans Raae i Aarhus.
 

Ægteskab bliver der ikke noget af, og seks år senere, 6. maj 1824, får Mette Cathrine endnu en søn Rasmus Andersen, og denne gang er en Anders Rasmussen udlagt som barnefader. Man kan vist roligt sige, at det er ikke fantasien, som råder ved navngivning af uægteskabelige børn.
 

Både i 1818 og 1824 er Stampemøllen registreret som Mette Cathrines opholdssted, men hun forsvinder ud af sognet, formentlig til Aarhus. Det er i al fald i Aarhus, jeg finder hende i 1832, hvor hun har fået en datter uden for ægteskab, Frederikke Rasmusdatter som dør 8. maj 1832, 7 dage efter fødslen. Mette Cathrines adresse angives at være Fattighuset, "Fattigstiftelsen i Aarhus". Ved folketællingen i 1834 er Mette Cathrine ikke registreret hverken i Aarhus eller andetsteds, ligesom jeg ikke har fundet hende død  i Aarhus, så hendes skæbne er ukendt.

Begge sønner bliver boende i Holme. 
I 1832 bliver Christen konfirmeret, og umiddelbart derefter starter han 14 gammel sin årelange karriere som omrejsende tjenestekarl. Beder, Viby, Framlev, Vilhelmsborg, Marselisborg og Moesgaard er kun et udpluk af de steder, han frekventerer undervejs.
 

Endelig i 1854 bliver Christen gift med Sidsel Marie Jensdatter i Ormslev, og de slår sig ned i Holme på Skåde Mark, hvor de får to døtre og to sønner plus en søn, der dør som helt spæd.
 

Christen Christensen dør 14. juli 1876, kun 58 år gammel.
 

Christens seks år yngre bror, Rasmus kommer i pleje hos et gårdmandsægtepar i Holme, som gennem årene har flere plejebørn. Her er han 10 år gammel i 1834 registreret som almisselem.
 

Rasmus bliver konfirmeret i 1839, men bliver hos gårdmandsparret som tjenestekarl frem til 1848, hvor han tager til Viby som tjenestekarl et par år.
 

9. januar 1852 bliver Rasmus gift med Ingeborg Christensdatter fra Fulden, og ligesom broderen Christen bosætter Rasmus sig med sin hustru i Holme på Skåde Mark.
Rasmus og Ingeborg får to døtre og tre sønner og i forbindelse med børnenes dåb er det tydeligt, at Rasmus er nært knyttet til sine plejeforældre, idet begge er blandt børnenes faddere.
 

Også broderen Christen er blandt fadderne indtil sin død, ligesom Rasmus tilsvarende er blandt fadderne, når Christen holder barnedåb. 
Så de to brødre, der ikke fik den bedste start på livet, som uægte børn med en ugift mor, som ikke kunne eller ville have dem - samt to fædre som i hvert fald ikke ville have dem - holder sammen livet igennem.
 

Rasmus får såmænd heller ikke så langt et liv, idet han dør 6. marts 1887, kun 62 år gammel.
 

Familien slog tilsyneladende ikke helt hånden af Mette Cathrine i forbindelse med hendes eskapader, idet Mette Cathrines bror Rasmus Thorsen stod fadder til Rasmus, og endda bar barnet ved dåben. 
Det fadderskab tog han nu ikke så alvorligt - eller også havde han sit eget at slås med - for tilsyneladende bevarer han ikke kontakten til de to nevøer, Christen og Rasmus.


Rasmus Thorsen er min 2x tipoldefar, og hans historie følger.