Viser opslag med etiketten slægtsforskning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten slægtsforskning. Vis alle opslag

søndag den 28. september 2014

Fra Møllerlærling til Skolelærer.

Arent Lund Gjørup og Inger Marie Christensens yngste barn og eneste søn, Kristian Gjørup er min farfar. En farfar jeg kun har kendt som et fotografi i en stor oval guldramme i min farmors hjem, idet han døde mange år før, der var tænkt på mig.


Kristian er født i Nautrup 8. november 1883, konfirmeret i 1898, og efter konfirmationen har han formodentlig været beskæftiget i faderens mølle. Ved folketællingen i 1901 står han i al fald opført som møllerlærling, men enten gik Kristians ambitioner i en anden retning, eller også var mølleriet ikke længere så givtig en forretning som tidligere.
 

Uanset baggrunden vælger Kristian den boglige vej, og i 1906 tager han sin lærereksamen fra Silkeborg Seminarium. Ganske vist er Kristian ikke den første skolelærer i familien, idet hans oldefar, Niels Nielsen Gjørup, i slutningen af 1700 tallet var skoleholder i Ulbjerg, men i modsætning til sin oldefar har Kristian fået en egentlig læreruddannelse på et lærerseminarium. Kristian tager senere, i 1916 en tillægseksamen i engelsk, men forinden får han etableret sig og stiftet familie.
 

I 1907 er Kristian andenlærer på Horne Skole på Vardeegnen. Året efter underviser han på Hørning Skole på Skanderborgegnen, og det er formodentlig i løbet af det halve år, Kristian tilbringer i Hørning, at han møder den unge kvinde, som tre år senere bliver hans hustru.



I september 1908 er Kristian tilbage i Salling, hvor han får job som lærer på Oddense Skole, og endelig året efter i juli 1909 får han stillingen som førstelærer - skolens leder - på Durup Skole, ikke så langt fra fødebyen Nautrup. 

Jobbet som førstelærer i Durup bestrider Kristian til sin død, og tilligemed er han i en årrække medlem af både Sognerådet og Menighedsrådet.
 

Et halvt år inden Kristian endelig får stillingen som førstelærer, dør hans far, Arent, og hans mor Inger Marie flytter ind i lærerboligen i Durup, dog ikke permanent, for siden flytter hun tilbage til Nautrup, hvor hun bor hos sin yngste datter Ane Marie til sin død i 1928.
 

Min farmor, Karen Frederikke Frederiksen, stammer fra Hørning, hvor Kristian var skolelærer gennem et halvt år i 1908.
Karen er født 29. juni 1891 og var således kun 16-17 år gammel, da Kristian var i Hørning, og dermed lige lovlig ung i forhold til at indgå ægteskab.
Karen bliver boende hjemme hos forældrene, Andreas og Nielsine Frederiksen, i Hørning. Måske hun her er travlt beskæftiget med at sy og brodere sit udstyr. 



Familien Frederiksen flytter til Tranbjerg i 1910 - 11, og i Tranbjerg Kirke bliver Karen og Kristian gift på Karens 20 års fødselsdag 29. juni 1911. Forloverne ved brylluppet er brudens far samt Førstelærer Jens Peter Kristensen af Hørning, så alt tyder på, at Kristian har vedligeholdt kontakten til Hørning siden sit ophold i byen i 1908.
 

Året efter, 16. august 1912, føder Karen det første af to børn, Elna Gjørup, og så går der næsten ni år inden, sønnen Henry Lund Gjørup kommer til verden 9. januar 1921.







 



Ovenstående fotografi har jeg i al den tid, jeg har haft billedet, forestillet mig, var et sølvbryllupsbillede. Men i og med at Kristian og Karen får kun 23 år sammen, må det vel være fra deres Kobberbryllup.

1. juli 1934 dør Kristian af et hjerteslag, som man kaldte det dengang, og det var også det, jeg fik at vide som barn, når jeg spurgte.
Kristian blev kun 50 år gammel, og Karen står i en alder af 43 år pludselig alene med en giftemoden datter og en dreng i skolealderen, og uden bolig tilligemed idet lærerne dengang boede i tjenestebolig.
Karen ser det som den bedste løsning at flytte tilbage til familien på sin hjemegn, hvilket jeg vender tilbage til, men trods det at hun flytter længere sydpå, bevarer hun kontakten til Salling resten af sin levetid. Karen gifter sig aldrig igen.

søndag den 21. september 2014

Fra Dalstrup over sognegrænsen til Nautrup.

Min oldefar, min farfars far, Arent Lund Gjørup er Christen Nielsen Gjørup og Bodil Pedersen Riis' yngste søn, født 17. januar 1848 i Dalstrup, Harre sogn.
 

Han bliver faderløs allerede som 10 årig. Moderen gifter sig ganske vist igen et halvt år efter faderens død, men ægteskabet når kun at blive halvandet år gammelt, inden hun bliver enke endnu engang.
 

Arent bliver konfirmeret i 1863, og året efter, i maj 1864, rejser han til Junget som tjenestekarl, og fra Junget vender han tilbage til hjemmet i Dalstrup halvandet år efter, oktober 1865, og her ser det ud til, at han bliver, indtil han gifter sig. Moderen, som jo er enke, har sikkert brug for både Arent og broderen Niels' arbejdskraft på gården og møllen.
 

Arent lærer møllerfaget derhjemme, og da han 25 år gammel den 20. november 1873 gifter sig med Inger Marie Christensen fra Nautrup, møder han op i Nautrup Kirke som Mølleforpagter af Dal Mølle. Forloverne ved vielsen er Inger Maries far Gårdmand Kresten Mikkelsen i Nautrup og Boelsmand Kristian Jensen i Nannerup, Jebjerg sogn - Jensine Gjørups mand.
 

Bruden Inger Marie Christensen er fire år ældre end Arent og født 17. september 1844 i Vile. 
Hendes far er Landmand og Smed Kresten Mikkelsen, født 1897 i Vile og moderen Ane Andersdatter stammer fra Tøndering, hvor hun blev født i 1822.

Inger Marie er den ældste af Kresten og Anes børneflok, som udover Inger Marie består af Johanne, Nielsine og endelig Mikkel.
Inger Marie er opkaldt efter sin farmor, Johanne efter sin mormor og Mikkel efter sin farfar. 

Efter brylluppet bor brudeparret et lille års tid i Harre, formodentlig på gården i Dalstrup, men i 1874 er det tid til at få fod under eget bord, og i november måned rejser Møller Arent og højgravide Inger Marie til nabosognet Vile. Formodentlig forpagter han møllen i Vile.
 

Måneden efter den 30. december 1874 får Arent og Inger Marie en datter, som får navnet Bodiline Gjørup, sikkert opkaldt efter Arents mor. Bodiline er dog ikke selv ubetinget tilfreds med navnet, og ved senere folketællinger bruger hun det lidt mere mundrette navn Boline.
Senest i 1878 bosætter familien sig i Nautrup, hvor Arent ernærer sig som møller.


22. juni 1878 får Arent og Inger endnu en datter, Ane Marie Gjørup, og 8. november 1883 får de endelig en søn, Kristian Gjørup som er min farfar.
 

6. april 1900 bliver den ældste datter Bodiline gift i Nautrup Kirke med sin fætter Gårdejer og Møller Kristian Gjørup, søn af Arents bror Niels Kjeldsen Gjørup og hustru Ane Jensen. 
Kristian har nu overtaget gården og møllen i Dalstrup, som hans farfar Christen Nielsen Gjørup købte  i 1835, og efter vielsen flytter Arents datter Bodiline med sin mand til Dalstrup. Her bliver de boende til deres død, ligesom Kristians mor Ane bliver boende på gården til sin død i 1921.
 

Kristian og Bodiline får aldrig børn, og de dør begge i 1950 med et halvt års mellemrum. Bodiline dør hjemme 18. marts 1950, 75 år, og Kristian dør på Skive Sygehus 15. november 1950, 78 år. 
Hvad der blev af gården i Dalstrup, om nogen i familien overtog den, eller den blev solgt, har jeg ikke fundet ud af.
 

Arent og Inger Maries yngste datter Ane Marie bliver gift 5. maj 1904 i Nautrup Kirke. Hun er da 26 år og brudgommen er Gårdmand Kresten Sørensen Dalgaard 27 år, født i Nautrup 18. februar 1877.
 

Ane Marie og Kresten Dalgaard får kun ét barn, nemlig datteren Karoline Sørensen Dalgaard, født 16. februar 1910
 

Karoline bliver 30. august 1936 gift med Lærer Niels Hansen Jepsen, og de bosætter sig i Junget, hvor de får to børn. Jeg kom flere gange i deres hjem som barn, idet Karoline var min fasters kusine og - bortset fra min far og mig -  min fasters eneste levende slægtning af sin egen familie.

Arent havde måske forestillet sig at sønnen Kristian skulle overtage møllen i Nautrup og blive møller, som der efterhånden var tradition for at blive i familien, men sådan kom det ikke til at gå, for i modsætning til sin far og alle sine morbrødre og mostre fik Kristian som den første i familien en boglig uddannelse. 


Arent når at opleve Kristian fuldføre sin uddannelse som skolelærer inden sin død  22. marts 1909, 61 år gammel.
Ved den førstkommende folketælling i 1911 er møllen overtaget af en anden familie.
 

Arents hustru Inger Marie flytter efter Arents død til Durup hos sønnen Kristian, og siden bor  hun hos den yngste datter Ane Marie og hendes mand Kresten, i hvert fald fra 1916 og frem til sin død  6. marts 1928, 83 år gammel.
 

Da boet efter min faster og onkels død i 1980'erne skulle fordeles fik jeg en æske med en masse gamle billeder. Min far fik tidligt interesse for at fotografere, og alene af den grund har jeg en masse billeder fra en tid, hvor ikke gud og hvermand ejede et kamera. Han fremkaldte i øvrigt også selv sine film.
 

Blandt billederne var nogle få rigtig gamle billeder, som var taget hos en fotograf, og et par stykker af dem har jeg haft problemer med at få sat navn på. Eftersom det at blive fotograferet i begyndelsen af 1900 tallet var en alvorlig sag, og sikkert heller ikke helt billigt at få gjort hos en fotograf, er min formodning, at sådanne billeder bliver inden for familien og ikke bliver kastet i grams til alle mulige naboer og bekendte.
Så idet jeg går ud fra, at det er familiebilleder, er det nu også efter at have gravet i slægtshistorien lykkedes mig at sætte navne på personerne, navne jeg er 99,9% sikker på.





Billedet forestiller med al sandsynlighed min oldemor Inger Marie Christensen og hendes to døtre Bodiline og Ane Gjørup. Det baserer jeg dels på, at Bodiline og Ane er anført som sypiger i en af folketællingerne, dels ved at sammenligne med senere billeder taget af en ældre udgave af Inger Marie.



Dette billede er jeg ret sikker på må være Ane Marie Gjørup, Arent og Inger Maries datter, med sin ægtemand Kresten Sørensen Dalgaard samt datteren Karoline





Arent Lund Gjørup er ikke den eneste i sin slægt, som forlader Dalstrup og slår rod i Nautrup.
 

I 1891 tager Laurits Gjørup bopæl i Nautrup. 
Laurits er søn af Arents bror, Niels Kjeldsen Gjørup, og han gifter sig i 1898 med en pige fra Nautrup, Ane Marie Kristensen (hvorfor hedder alle kvinder Ane Marie eller Ane noget andet?) 
Laurits og Ane Marie får en datter i 1899, Elisabet Gjørup og derefter Anna, Niels Kjeldsen, Marie og Jenny.
 

Man kan vist roligt sige, at Christen Nielsen Gjørups svoger Niels Kjeldsen har fået sat sit aftryk på familien Gjørup med en Niels Kjeldsen i foreløbig tre generationer.
Laurits og hustru bor i Nautrup så sent som ved den senest tilgængelige folketælling i 1930.
 

Også Laurits'  yngre bror Niels Kjeldsen tager bolig i Nautrup, hvor han bor i hvert fald så sent som i 1925. Han bliver gift med Oline Pedersen, og de får børnene Niels, Sigurd, Olga, Ane og Søren.
 

Og nu forlader vi Nautrup og tager til Durup, hvor Arents søn Kristian har bosat sig i 1910 for senere at stifte familie.

torsdag den 11. september 2014

Fra Himmerland til Harre.

Niels Nielsen Gjørups yngste søn, Christen Nielsen Gjørup, født i Ulbjerg o. 1787 er min tipoldefar.
 

Da der ingen folketællinger findes mellem 1801, hvor Christen stadig boede sammen med familien i Ulbjerg, til 1834 hvor han var bosat i Hjerk sogn i Salling, var der et ordentlig tidsmæssigt hul, jeg skulle have udfyldt.
 

Nygaards Sedler har været til stor hjælp, ligesom min gode ven Google også har hjulpet mig frem til flere hjemmesider, hvorfra jeg har kunne samle den ene brik efter den anden til puslespillet, som dog langt fra er fuldendt, idet perioden mellem 1801 og 1817 stadig er helt blank.
 

Den 18. juni 1817 indgår Købmand Christen Nielsen Gjørup sit første ægteskab med Maren Springborg, født i 1796 og datter af Lars Springborg og Gjertrud Fomsgaard. Vielsen foregår i Vor Frue Kirke i Aalborg, som er Maren Springborgs hjemby.
Christen og Maren bosætter sig i Skive og får otte børn, hvoraf den ene søn dør inden, han fylder et år.
 

Lauritz Gjørup, født 30. juli 1818.
Niels Christian, født 17. december 1819 , død 25. juni 1820
Niels Christian Gjørup, født 17. november 1820
Som skik og brug var på den tid får den førstkommende søn samme navn som afdøde.                           
Georgine Marie Gjørup, født den 2. april 1822
Andreas Peter Gjørup, født 10. juli 1823
Larsine Frederikke Gjørup, født 4. juli 1824
Nicolai Marinus Gjørup, født 22. oktober 1825
Maren Sophie Gjørup, født 1. september 1827

Maren Springborg dør 27. september 1828, kun 32 år gammel.
 

I 1830 køber Christen Bajlumgaard, beliggende i Hjerk sogn i Salling. Gården er sat på auktion, og Christen erhverver den for 3095 rigsbankdaler.
 

Christen, som nu er proprietær, når dog forinden at indgå et nyt ægteskab, og 16. marts 1832 bliver han 44 år gammel gift med den 22 årige Bodil Pedersdatter Riis i Hjerk Kirke.
Bodil stammer fra Lybye i Salling, hvor hun er født i 1810. Forældrene er Peder Andersen Riis og Birthe Jensdatter.
 

Christen fortsætter, hvor han slap så at sige, og han og Bodil får syv børn med få års mellemrum.
 

Petrine Marie Gjørup, født 11. juli 1833
Gjertrud Magrethe Gjørup, født 9. maj 1835
Christine Augusta Gjørup, født 26. august 1837
Jensine Gjørup, født 30. april 1840
Niels Kjelsen Gjørup 6 år, født 5. april 1844
Arent Lund Gjørup, født 17. januar 1848
Maren Springborg Gjørup, født 18. september 1851
 

Petrine og Gjertrud fødes på Bajlumgaard, men derefter sælges gården, og i 1835 flytter familien til Dalstrup i Harre sogn, hvor Christen erhverver sig en gård og en vandmølle, og her bliver Christen og Bodil resten af deres dage.
 

Allerede i 1834 er Nicolai Marinus fra ægteskabet med Maren Springborg sat i pleje hos Christens søster og svoger i Skive, ElseMarie Gjørup og hendes mand Købmand Niels Kjeldsen, som et par år senere også tager Larsine Frederikke i pleje.
 

Else Marie bliver enke efter Niels Kjeldsens død mellem 1840 og 1844, og Christens førstkommende søn opkaldes efter Niels Kjeldsen, ligesom den yngste datter nogle år senere opkaldes efter Christens første hustru.
 

Også sønnen Andreas Peter fra første ægteskab bliver sat i pleje, og han tilbringer nogle år hos sin morbror, Andreas Springborg, der bor i Skovsted by i Thy. Som 21 årig vender han hjem til Dalstrup, hvor han forpagter Christens mølle i et par år, hvorefter han drager af igen.
 

15, juni 1859 dør Christen 72 år gammel.
Bodil bliver på gården - møllen har været forpagtet ud til forskellige forpagtere i årevis -  og bliver året efter den 19. januar gift med Christen Pedersen.
 

Efter nogle år bliver Bodil enke endnu engang, og selv dør hun 70 år gammel 14. september 1880.
 

Christen Nielsen Gjørups rejse fra Ulbjerg i Himmerland sluttede i Salling i den lille by Dalstrup i Harre sogn.
 

Christen og Bodils yngste søn Arent Lund Gjørup er min oldefar, og han blev i Salling, hvor han bosatte sig i den nærliggende by Nautrup, også i Harre herred. 
Også Arents søn, min farfar blev, om ikke i sognet så dog i herredet og bosatte sig og stiftede familie i Durup, hvor min far kom til verden mange år senere, og han nøjedes ikke med at ture Jylland rundt, men skabte sig en tilværelse helt ovre i hovedstaden.
 

Men hvordan gik det så med Christens øvrige sønner og døtre? De blev spredt for alle vinde, og den historie hører også med her.

mandag den 8. september 2014

En tidsrejse i anernes fodspor.

Slægtsforskning, det er sådan noget, man bliver grebet af, når man først går i gang med det, hvis man er mig. Forskning er vel at tage munden for fuld, men det er åbenbart den gængse betegnelse, når man for at tilfredsstille sin egen nysgerrighed forsøger at kortlægge anernes gøren og laden gennem tiderne.
 

Måske en skønne dag mine to børn også vil få interesse for at læse om deres for længst afdøde forfædre, selv om de aldrig har kendt dem.
 

Så er der lige det, om denne familie er min familie eller ej?
 

Jeg er født som Hansen, men kom i løbet af tre måneder til at hedde Gjørup. Sagt med andre ord er jeg adopteret, så den familie, jeg graver frem, er jeg ikke på nogen måde blodsbeslægtet med, og i et forum for slægtsforskning kunne jeg i en debat læse, at det simpelthen var no go med adoptivbørn eller -forældre, som ikke var blodbeslægtede, i en anetavle. De kunne komme med i en note, og det var så det.
 

Der var også en, som mente, at når adoptivbørn absolut ville forbinde sig selv til anerne i adoptivfamilien, måtte det skyldes, at den familie sikkert var finere end den oprindelige familie, aha! Sikkert sagt af en, som ikke selv har problematikken inde på livet, lige som nogle af dem, der mente, at adopterede ikke hører hjemme i anetavler, måtte erkende, at de måske ville have haft en anden holdning, hvis de selv havde haft den problematik på nærmere hold.
 

Uanset hvad der er korrekt eller ej, er min adoptivfamilie nu engang den familie, jeg kender og kan forholde mig til. Det er den familie, som har medvirket til at forme mig til det menneske, jeg nu engang har udviklet mig til at være, og de tidligere generationer, jeg aldrig har kendt, har på samme vis påvirket og formet generation efter generation.
 

Hvad betyder et navn i øvrigt? Går man langt nok tilbage, ender en Gjørup med at blive til en ganske almindelig Nielsen, Hansen eller Jensen.
 

Tidligere relaterede efternavnet sig til faderens fornavn, så sønner og døtre af en Anders Jensen kom til at hedde Andersen eller Andersdatter til efternavn, medmindre slægten tidligere havde erhvervet sig et mere særpræget familienavn, som dermed gik videre til næste generation - og det gjaldt først og fremmest adelen.
 

Allerede i 1828 påbød staten, at familien skulle have et fast slægtsnavn i stedet for patronymerne, som skiftede fra generation til generation, men bønder tager ikke sådan lige nye skikke til sig, så det varede årtier, førend den nye praksis med at give børnene samme efternavn som faderen slog helt igennem. 
Man havde også mulighed for at tage navn efter sit erhverv, sin gård eller en anden lokalitet, og det gjorde en af mine forfædre.

Han hed Niels Nielsen, men tog i slutningen af 1700 tallet slægtsnavnet Gjørup efter en lokalitet i sognet, hvor han var degn og skoleholder, og sådan endte min far, og dermed også jeg, som en Gjørup.
Og her starter historien.....