Viser opslag med etiketten Peder Larsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peder Larsen. Vis alle opslag

mandag den 25. maj 2015

Fra Hald og Vinderød til Haagendrup.

Mette Pedersdatter fra Hald er gårdmandskone og højgravid enke i Haagendrup, da hun 19. juli 1712 bliver gift med Peder Ebbesen fra Vinderød, og det er formentlig Mettes tredje ægteskab.
Mette er enke efter Lars Olsen, som ved sin død i slutningen af maj samme år var 32 år og altså ni år yngre end Mette, der er født o. 1671.
Lars Olsen er født i Auderød, Kregme sogn, og alderen taget i betragtning lyder det mere sandsynligt, at det var Mette fremfor Lars, der i første omgang giftede sig til en gård i Haagendrup.
 

Notater fra skiftet efter Lars Olsen d. 1712-07-18:
"og begge deres Sammen Auflede børn som er Jørgen laursen paa 3[die] Aar Gammel, og som Enchen, (v/r)eeder fremmelig til barchsel effter hendes Salig Mand kand iche dette skiffte . . ." - enken gift igen med Peder Ebbesen, barnets farfar var Ole Jacobsen - skiftet forsat 17/7 1713: enken fødte en datter døbt Margrethe Larsdatter.
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Mette og Lars Olsen får to børn, nemlig Jørgen født januar 1710 og Margrethe født november 1712 efter sin fars død.
 

Også Peder Ebbesen er noget yngre end Mette. Han er 28 år, og Mette 41 år, da de indgår ægteskab, hvor Peders far, Ebbe Pedersen i Vinderød, og Mettes ældre bror, Niels Pedersen Kappen i Hald, er forlovere.
Peder og Mette får kun et enkelt barn, nemlig datteren Maren der kommer til verden juni 1716, og heldigvis er Maren en overlever.
 

Mette Pedersdatter er 84 år ved sin død i 1755, og Peder Ebbesen bliver 73 år, død  maj 1757.

Peder Larsen og Maren Pedersdatter.
 
Mette og Peders eneste datter, Maren, gifter sig 29. juni 1738 med Peder Larsen, søn af Lars Knudsen og Dorthe Rasmusdatter i Evetofte. Maren er da 22 år, og Peder 27 år. Forloverne er brudeparrets fædre.
 

Brudeparret bosætter sig i Haagendrup hvor de formentlig overtager Marens fødegård.
Peder og Maren får ti børn, tre sønner og syv døtre, hvoraf to af sønnerne og to af døtrene dør i løbet af deres første leveår, mens endnu en datter dør som 8-årig.
 

Karen Pedersdatter 1740 - 1785 i Ellinge, 45 år
Niels  1741 - 1742, 17 uger
Margrethe Pedersdatter 1743 - 1816 i St. Havelse, 72 år
Niels 1744 - 1744, 6 uger
Kirsten 1746 - 1746, 18 uger
Mette 1747 - 1756, 8 år, 7 mdr  
Kirsten Pedersdatter 1749 - mellem 1801 og 1815 Ll. Havelse
Maren Pedersdatter 1752 - 1801 i Tisvilde, 53 år
Ane 1754 - 1754, 3 dage
Lars Pedersen 1755 - 1808 i Haagendrup, 54 år
 

Peder Larsen bliver 70 år, død august 1781, og Maren Pedersdatter bliver 82 år. Deres yngste søn, Lars, overtager gården i Haagendrup, hvor Maren fortsat bor som aftægtskone til sin død i 1799.

Maren og Peders børn.

Karen Pedersdatter, Maren og Peders ældste datter, bliver gift som 20-årig med Heie Ibsen fra Ellinge i Torup sogn. Han er 50 år og enkemand ved ægteskabets indgåelse i 1760.
Året efter får parret en søn, Jeppe Heiesen. Formentlig får de flere børn, men kirkebogen er ikke særlig let tilgængelig, og under alle omstændigheder finder jeg ingen søskende til Jeppe, hverken i sognet eller i amtet ved folketællingen i 1787.
Karen er 45 år ved sin død i 1785, og året efter afgår Heie Ibsen ved døden, 76 år gammel.
 

Margrethe Pedersdatter  bliver gift med Lars Ibsen fra Kregme i 1765. Hun er 22 år, og han er 26 år. Forloverne ved brylluppet er brudens far og svogeren Heie Ibsen fra Ellinge.
Lars Ibsen er i øvrigt søn af Jep Larsen, en bror til sognefoged Lars Larsen i Harløse der var gift med Gertrud Andersdatter, som også hører til blandt mine aner.
Efter alt at dømme bosætter Margrethe og Lars sig i Store Havelse i Ølsted sogn, men det kan ikke verificeres, eftersom der ikke eksisterer kirkebøger for Ølsted før 1814, og derudover er Lars Ibsen afgået ved døden inden 1787, hvor jeg finder Margrethe i folketællingen sammen med en ny yngre ægtemand samt en datter fra første ægteskab 
 

Også Niels Jensen, Margrethes anden ægtemand, har forbindelse til en af mine aner, idet han er barnebarn til Jens Laursen i Harløse, som jeg når frem til på et senere tidspunkt.
Tilsyneladende er Niels og Margrethes ægteskab barnløst. Margrethe dør i 1816, 72 år, og Niels er ligeledes 72 år ved sin død seks år senere
 

Maren Pedersdatter , den yngste af søstrene, er 31 år, da hun i 1783 bliver gift med den jævnaldrende enkemand Hans Larsen fra Tisvilde i Tibirke sogn.
Jeg finder dem i Tisvilde ved folketællingen i 1787 sammen med Hans Larsens søn, Søren, fra første ægteskab, samt deres fælles søn, Jørgen, men ved folketællingen 1801 er de væk, og Tibirke er endnu et af de sogne, hvor tidlige kirkebøger er gået tabt på grund af brand i præstegården, hvilket betyder at kirkebøger fra før 1814 ikke længere findes.
Jeg finder imidlertid Maren i et skifteregister, hvor hun er noteret i 1802, så hun må være død omkring 1801-02.
 

Lars Pedersen, yngste og eneste overlevende søn, bliver gift måneden efter sin søster, nemlig i maj 1783. 28 år er han, jævnaldrende med bruden, Karen Rasmusdatter fra Melby. De får to sønner, opkaldt efter farfar og morfar, Peder og Rasmus.
Karen afgår ved døden i november 1805, 49 år, og 31. januar det følgende år gifter Lars sig med endnu en Karen Rasmusdatter, som dog er 30 år yngre end ham selv.
Lars og Karen den 2. får en søn i 1807, men i april året efter afgår Lars ved døden, 54 år. Hans enke gifter sig naturligvis igen senere samme år, og hun når i øvrigt at blive enke endnu engang siden.
 

Kirsten Pedersdatter, den sidste af Maren og Peders døtre, er min 3x tipoldemor og bliver ligesom søsteren Margrethe gårdmandskone i Ølsted sogn, dog ikke i Store Havelse, men i Lille Havelse, hvor min slægt forbliver i tre generationer, inden min oldefar bryder op fra egnen og flytter sydpå.

lørdag den 2. maj 2015

Lars Knudsen og Dorthe Rasmusdatter i Evetofte.

Peder Bentsen, ældste søn af Bent Pedersen og Margrethe Pedersdatter i Freerslev, gifter sig til en gård i Lille Havelse i Ølsted sogn, idet han som 30 årig gifter sig med den to år ældre enke Kirsten Pedersdatter.
Hvordan man opsnuser, at der sidder en enke på en gård et eller andet sted udensogns er ikke godt at vide, men der har sikkert været en livlig trafik imellem sognene.
Desværre kan man kun følge den trafik fra 1814 til omkring senest 1870, hvor først og fremmest tjenestefolkene opføres på til- og afgangslister i kirkebøgerne for de enkelte sogne.
På mandtalslister fra 1700 kan man dog aflæse, at der også dengang var adskillige tjenestefolk fra andre sogne på gårdene, og det kunne såmænd også tænkes, at Peder Bentsen selv havde været i tjeneste på en gård i Ølsted sogn på et tidspunkt.
Kirsten Pedersdatter er født i Haagendrup i Melby sogn, hvor også begge hendes forældre er født, så nu går turen til Haagendrup og Evetofte, og siden til Vinderød og Torup sogn for at samle op på familien.







Melby sogn ligger nordvest for Frederiksværk ud mod Kattegat og støder op til både Vinderød og Torup sogn. Landsbyerne Haagendrup og Evetofte ligger dog nærmere Frederiksværk og Roskilde Fjord end Kattegat.

http://viskort.dk/viskort/IframeMap.aspx?callingApp=Kirkeministeriet&Easting=685169&Northing=6209575&Description=MELBY%20SOGN&ZoomLevel=6&DefaultOn=sogn&mapThemes=sat,sogn
 

Kirstens far, Peder Larsen, er søn af Lars Knudsen og Dorthe Rasmusdatter i Evetofte, men hvem deres forældre er, fortaber sig i tågerne. 
Jeg har ellers kigget på mandtalslister fra år 1700 fra sogne i Frederiksborg amt i et forsøg på at pejle mig ind på, hvem forældrene kunne være, men forgæves. Især fordi ordet mandtalslister skal opfattes helt bogstaveligt. 
Det er kun mænd og drenge, der opføres på listerne, og det er der en naturlig forklaring på, idet kun den mandlige del af befolkningen blev udskrevet til militærtjeneste, ligesom det også kun var mændene, der skulle svare skat af den ene eller den anden slags, så der var ikke noget egentlig formål med også at holde tal på piger og kvinder.
 

Lars Knudsen er født o. 1674, og Dorthe Rasmusdatter o. 1675, hvis ellers deres alder ved død, som er noteret i kirkebogen, kan tages for pålydende. Det er ikke altid, man helt kan regne med det, og det sker også, at man slet ikke kan regne med det.
Kirkebogen i Melby starter først i 1710, og Lars og Dorthes børn er alle født inden da.
I skiftet, der foreligger efter Lars Knudsens død i 1749, er tre børn omtalt, men de kan sagtens have fået flere børn, der døde så tidligt, at de ikke nåede at stifte familie.
 

Lars og Dorthe bliver gift mellem 1700 og 1703, og de får med sikkerhed disse tre børn:
 

Karen Larsdatter o. 1703 - 1759 i Evetofte, 56 år
Margrethe Larsdatter o. 1710 - 1730 i Evetofte, 20 år
Peder Larsen o. 1711 - 1781 i Haagendrup, 70 år
 

Fødselsårene er behæftet med usikkerhed, idet de er beregnet ud fra alder ved død, og hvis 1711 skulle holde stik for Peder Larsens vedkommende, burde hans fødsel være opført i kirkebogen, hvad den ikke er.
Alle tre børn bliver i sognet. Døtrene Karen og Margrethe i Evetofte, og Peder i Haagendrup.
 

Karen Larsdatter bliver gift med Jørgen Larsen i 1739. Karen er 36 år, og Jørgen 30 år. Forloverne er Karens far samt Peder Ebbesen, svigerfar til Peder, Karens bror.
Jørgen og Karen får børnene Kirsten, Lars, Kirsten og Peder i årene 1740 - 1747, hvoraf alle undtagen Lars dør som helt små. At det kun bliver til fire børn, skyldes ganske givet Karens forholdsvis høje alder ved ægteskabets indgåelse.
Jørgen afgår ved døden i 1757, 48 år, og Karen er 56 år ved sin død i 1759.

Margrethe Larsdatter, der er noget yngre end Karen, bliver gift ti år før søsteren, nemlig i 1729, hvor hun bliver gift med enkemanden Jens Jensen, som har en datter på 6 år fra sit første ægteskab.
Dette ægteskab bliver afkort varighed, idet Margrethe gør sin mand til enkemand endnu engang. Hun afgår ved døden kort tid efter at have født sit første barn, Jens, i slutningen af juni 1730. 

Margrethe bliver begravet 2. juli, 20 år gammel.
 

Notater fra skiftet efter Margrethe Larsdatter d. 1731-12-14:
"og et begge deres sammen aulede barn Nafnlig Jens Jensen 2 aar gammel" - "Jens Jensen fordrede sin datter Birgite Jens Datters Møderne arf . . ."

http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
 

Jens Jensen bliver efterfølgende gift med Karen Larsdatter - ikke søsteren til Margrethe, og denne Karen Larsdatter gør i 1739 Jens Jensen til enkemand for tredje gang.
 

Endelig er der Lars og Dorthes eneste søn, Peder, som i 1738 bliver gift med Maren Pedersdatter, eneste datter af Peder Ebbesen og Mette Pedersdatter i Haagendrup. 
Hverken Peder Ebbesen eller Mette Pedersdatter er barnefødt i Haagendrup, men i henholdsvis Vinderød og Hald, som bliver de næste to stationer på vejen.
 

Lars Knudsen er 75 år ved sin død i 1749. Hans hustru Dorthe afgår ved døden i 1753, 77 år gammel.
 

Notater fra skiftet efter Lars Knudsen d. 1749-06-07:
Indsidder - "og dend afdødes effterladte børn og arvinger . . . som ere 1) Sønnen Peder Larsen i Haagendrop 38 aar gl: og 2 døttre 2) Karen Lars daatter gifft med Jørgen Larsen i Evetoft, og 3) daatteren Margrete Laurs daatters effterladte eneste barn, Jens Jensen 20 aar gammel".


http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
   

fredag den 10. april 2015

Fra Gørløse til Freerslev, Peder Larsen og Gertrud Joensdatter.


Peder Larsen fra Gørløse bliver gift med Gertrud Joensdatter i Freerslev, en landsby i nabosognet Nørre Herlev, som er beliggende syd og vest for byen Hillerød. Ved folketællingen i 1787 havde sognet 766 indbyggere, hvoraf de 262 boede i Freerslev.
Peder og Gertrud bliver trolovet i juli 1724 og gifter sig fire måneder senere, 5. november 1724. Peder er 22 år, og Gertrud er 30 år. Enke er hun ikke, men hendes forældre er godt oppe i årene, og mit gæt er, at de har en gård, Peder og Gertrud kan overtage. Jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed, men jeg ved, at Peder og Gertrud bliver gårdfolk på Bentsgaard.





Ved trolovelser skal to mænd cavere for parret, der bliver trolovede, hvilket vil sige, at de står inde for, at ingen af de to parter er gift eller på anden måde engageret til anden side. Joen Haagensen caverer for sin datter, og i modsætning til Olle Hansen, der caverer for Peder, kan Joen ikke skrive sit navn. Så hans underskrift består af hans initialer, hvorpå præsten skriver hans fulde navn.

Gertruds forældre, Joen Haagensen og Karen Pedersdatter afgår begge ved døden i 1730. Karen i september, 80 år, og Joen måneden efter, 75 år.
Der findes desværre ikke noget skifte efter dem, men jeg fandt et skifte efter en Peder Haagensen, som døde i 1698 i Drastrup, Søborg sogn i Holbo herred længere nordpå, som meget vel kan være Joens bror.
 

"Peder Haagensen Smid" - enkens lv var Jørgen Olsen i Pasebæk - "og tree deris sammenauflede børn en dreng og toe piger . . . Naunlig Gunder Pedersen - 1½ aargl: til forMynder Niels Jørgensen i Dragstrup, Anne Pedersdat[r] = 12 aargl: hendis forMynder er Hans Jens: i Ferle, Johanne Pedersdaatter = 7 aargl: hvis forMynder er Bendt Bendtsen udj Søeborg" - en Joen Haagensen i Fresløf skyldte boet penge.
 

http://www.nogn.dk/DB5/index.html
 

Som det fremgår af skiftet, skyldte Joen Haagensen i Freerslev boet penge, og det var jo ikke så godt. Om han fik betalt sin gæld, vides ikke.
 

Tilsyneladende efterlader Joen og Karen sig ikke andre børn end Gertrud, men en anden slægtsforsker har fundet frem til en datter til Joen og Karen, Bente, så det gravede jeg lidt i.
 

http://www.bentjac-slaegt.dk/per00466.htm#0
 

Bente Joensdatter er omkring fire år ældre end Gertrud, og hun gifter sig med Ole/Oluf Christophersen i Holmens kirke i København i april 1714. Ole er beskæftiget på Holmen som tømmermand og/eller rodhugger (hvad det så end er for en funktion), og de bor i Cammelegaden 16.
 

Allerede i december samme år får de en datter, Maren, i december 1715 datteren Berete, og endelig i december 1716 sønnen Ole/Oluf. Bente kommer sig formodentlig ikke over den sidste fødsel, og i slutningen af januar 1717 dør Bente kun 27 år gammel.
Enkemanden gifter sig naturligvis igen, og i februar 1718 får han datteren Bente, opkaldt efter sin afdøde hustru.
 

Desværre er der intet i forbindelse med hverken vielse eller børnenes dåb, der afslører slægtskabet med Joen og Karen i Freerslev, idet både forlovere og faddere alle er matroser og andet godtfolk fra Holmen.
Hvad der bliver af Bentes to døtre, har jeg ikke undersøgt. Måske de simpelthen bliver boende hos faderen og den nye kone. I al fald kan jeg ikke finde dem i Freerslev.
 

Sønnen Ole Olsen derimod kommer til Nørre Herlev sogn, og han bliver ad åre gift med en pige fra Tjæreby i nabosognet, Maren Andersdatter. De bosætter sig i Nørre Herlev by og får en masse børn. Oles forlover ved brylluppet er netop Gertruds mand, Peder Larsen, som også er fadder for de to ældste af Oles børn, der kommer til verden, mens Peder endnu lever, og den første datter efter Gertruds død, får tilligemed navnet Gertrud.
 

Oles brud har i øvrigt også tilknytning til en anden af mine aner i Freerslev, Bent Jensen, som er hendes onkel og forlover ved brylluppet.
 

Tilbage til Peder og Gertrud, som får tre døtre og tre sønner, hvoraf alle tre døtre dør som små; også datteren Bente, formentlig opkaldt efter Gertruds afdøde søster. Til gengæld får det næste barn så navnet Bent.
 

Jens Pedersen  1725 - 1792, 66 år
Bente Pedersdatter 1727 - 1728, ½ år
Bent Pedersen  1729 - 1813, 84 år
Anders Pedersen 1731 - 1808, 76 år
Birthe Cathrine Pedersdatter 1734 - 1734, ½ år
Birthe Pedersdatter 1738 - 1743, 5 år
 

I 1738 er Peder blevet sognefoged, og denne værdighed gøres der vældig stads ud af i kirkebogen forbindelse med den yngste datter Birthes barnedåb.
 

Gertrud afgår ved døden i marts 1747, 53 år, og selv om der ikke længere er småfolk i hjemmet, gifter Peder sig igen i juni samme år med Dorethea Rasmusdatter fra Uggeløse.
Lykken varer nu ikke så længe, for allerede i december dør Peder, kun 46 år gammel. Forinden når han dog at besvangre Dorthea, som i maj 1748 føder en søn, der får navnet Peder Larsen, opkaldt efter sin afdøde far, tilligemed tilnavnet Pedersen formoder jeg.
 

Gertrud og Peders ældste søn, Jens Pedersen, gifter sig i 1749 med enken Ane Kirstine Jensdatter i Nørre Herlev. Ane Kirstine er 39 år og Jens er 24 år. Dermed er Jens blevet gårdmand, men ægteskabet forbliver barnløst.
 

Ane Kirstine bliver 49 år, og et halvt år efter hendes død i maj 1759 gifter Jens, der nu er 34 år, sig i oktober 1759 med den kun 18 år gamle Marie Sylvestdatter fra Kollerød i Lynge sogn. Fire børn bliver det til i dette ægteskab i perioden 1760-1770. Anna Giertrud, Maria, Peder og Anna.
 

I perioden bliver Jens underfoged i Nørre Herlev. Hans yngre broder, Bent, er nogle år forinden blevet sognefoged, så det bliver i familien.
 

I 1790 Bliver Jens endnu engang enkemand ved hustruen Maries død, og to år efter følger han selv efter, 66 år, 2 måneder, 3 uger og 2 dage bliver han - i følge kirkebogen i al fald, men jeg har tidligere erfaret, at regnestykket ikke altid holder helt stik.
 

Peder og Gertruds næstældste søn, Bent Pedersen, overtager Bentsgaarden og gifter sig i 1750 med Margrethe Pedersdatter i Freerslev, men ham vender jeg tilbage til senere.
 

Endelig er der sønnen Anders Pedersen, som i 1752 gifter sig med Kirstine Bentsdatter. Kirstine er datter af Bent Jensen og Kirsten Nielsdatter i Freerslev,som også hører til blandt mine aner, så Anders vender jeg også tilbage til senere. 
Her vil jeg blot nævne, at han via sit ægteskab med Kirstine bliver gårdmand på Andersgaard i Freerslev.
 

Og således er Peder Larsens tre sønner alle blevet gårdmænd, de to i Freerslev og den sidste i Nørre Herlev.

mandag den 6. april 2015

Gørløse i 1700-tallet, Lars Nielsen og Inger Pedersdatter.


Lige omkring år 1700, sikkert et år eller to forinden, bliver Lars Nielsen og Inger Pedersdatter gift i kirken i Gørløse. Lars er født o. 1672 og Inger o. 1680, så de er cirka 26 år og 18 år, da de indgår ægteskab.
Lars Nielsen er der ikke meget mere at sige om udover, at hans far hedder Niels. Derimod  findes der skifter efter Ingers forældre, som begge afgår ved døden i 1711. Faderen, Peder Nielsen, i februar, 86 år gammel, og moderen, Birgitte eller Birthe Thygesdatter, i august - det kan ind imellem være svært at læse præstens gotiske kragetæer - desværre er hendes alder ikke opgivet.
 

En slægtsforsker, Erik Reinert Nielsen, har tydet og afskrevet utallige uddrag af skifteprotokoller fra blandt andet Frederiksborg Amt og lagt det ud på sin hjemmeside, Erik Reinert Nielsens Genealogiske Sider.
 

http://www.nogn.dk/DB5/index.html
 

Denne hjemmeside har været en uvurderlig hjælp i forhold til dokumentationen.
 

Skiftet efter Peder Nielsen d. 1711-04-17:
 

"Arvinger Som er begge deris Sammen Auflede barn Ved Nafn Jnger Peders Daatter Egted af Lars Nielsen boemand Sammesteds" - en Thyge Larsen havde tjenesteløn til gode; denne Tyge Laursen fæstede gården.
 

Skiftet efter Brigitte Thygesdatter d. 1712-03-05:
 

Måske hed afdøde Birgitte, se Frederiksborg Amt skifter 17/4 1711 - "imellem hindes Effterlatte Daatter og Arfving, Jnger Peder Daatter Egted af Laurds Niels: i fornefnte Giørløse" - boet registreret og vurderet 11/10 1711 - afdøde var vist enke efter Peder Nielsen.
 

Af skifterne fremgår det således, at Inger er deres eneste barn, eller i al fald eneste barn, der endnu er i live.
 

I følge flere kilder er Lars Nielsen fæstebonde på gården Rosenholm, matr. nr. 15, et fæste, han har overtaget efter sin far. Beliggenheden ses her på et gammelt matrikelkort fra 1894.
 

http://skaevingekommune-ejerlav.dk/forside-goerloese-sogn.htm
 

Død Lars Nielsen bgv 25. september 1735, 63 år
 

Notater fra skiftet efter Lars Nielsen d. 1735-11-08:
 

"og begge deres Sammen aulede børn som ere Niels laursen i lille lynbye Per laursen i Fersløf Hans laursen 27 Aar gammel laurs laursen 13 Aar Jens laursen 11 aar gammel Karen laurs Daatter gifft med laurs Nielsen i lystrop birgitte laurs Daatter giftt med anders Nielsen i giørløse Sidse laurs Daatter gifft med Søren arvedsen i Freesløf og Kiersten laurs Daatter 16 aar gammel"
 

Død Inger Pedersdatter bgv 27. september 1761, 81 år
 

I kirkebogen er det noteret således:
"Gl. Jens Larsens mor, Lars [Nielsens] enke
Lidt over 81 år som moder af 12 børn, 70 børnebørn og 36 børnebørns børn, ialt 118"

 

Til trods for at præsten har noteret, at Inger er mor til 12 børn, er hun ikke desto mindre mor til 13 børn i følge samme kirkebog.
Så Lars og Inger får altså i løbet af 23 år i alt 13 børn, hvoraf tre dør som små.
 

Niels Larsen døbt o. 1700
Peder Larsen døbt 23. april 1702
Sidse døbt 19. okt 1704 - Død bgv 27. nov 1707, 3 år
Karen Larsdatter døbt 13. marts 1707
Hans Larsen døbt 2. februar 1709
Lars døbt 22. marts 1711- død bgv 6. sep 1711, ½ år
Lars efterår 1712- død bgv 26. dec 1712, 0 år
Birethe Larsdatter døbt 6. januar 1714
Sidse Larsdatter døbt 9. august 1716
Kirsten Larsdatter døbt 1717
Maren Larsdatter døbt 19. februar 1719
Lars Larsen døbt 3. august 1721
Jens Larsen  døbt 14. november 1723
 

Jeg har ikke fulgt dem alle til dørs. Kirkebogen fra Gørløse i 1700 tallet er ikke den lettest tilgængelige, og derudover er der ingen folketællinger, der kunne have været til hjælp, førend i 1787, hvor der formentlig ikke er mange levende tilbage. Endelig er der også flere sogne, hvor kirkebøgerne først starter længere henne i 1700 tallet, ja nogle endda først i begyndelsen af 1800 tallet.
 

Tre af Lars og Ingers børn ender imidlertid i Nørre Herlev sogn, hvor de indgår ægteskab, nemlig Hans Larsen, Peder Larsen og Sidse Larsdatter. De sidste to er blandt mine aner. 
Hans Jensen i Lille Havelse er en af Peder Larsens efterkommere, og Hans Jensens hustru, Margrethe Jensdatter er en af Sidse Larsdatters efterkommere.
 

Hans Larsen gifter sig med enken Karen Herløvsdatter i Nørre Herlev i 1745. Han er da 36 år og stadig ungkarl.
Karen er født i 1715 og trods sin enkestand alligevel nogle år yngre end Hans. 


Hans giftede sig dermed til en gård - Gerstengaard i Nørre Herlev - og Karen fik en yngre mand i bytte. Hendes afdøde mand, 47 år, døde i maj 1745, og måneden efter trolovede Karen sig med Hans. Ægteskabet blev dog først indgået i oktober senere på året.
 

Hans og Karen får seks børn, hvoraf de fire dør som små. Den førstefødte dør endda i kirken umiddelbart efter dåben og bliver begravet få dage senere.
Hans bliver 62 år og dør i 1771, mens Karen er 79 år ved sin død i 1794. Præsten har ganske vist noteret hende for 84 år, men eftersom Karen er født i 1715, kan det kun blive til 79 år.
Sine sidste år tilbringer Karen som aftægtskone hos svigersønnen og datteren Maren i Freerslev.
 

Lars og Ingers næstældste søn, Peder Larsen, var allerede i 1724 blevet gift med Gertrud Joensdatter i Nørre Herlev, og han blev gårdmand på Bentsgaard i Freerslev.
 

Ti år senere, i 1734, bliver søsteren Sidse Larsdatter også gift i Nørre Herlev, nemlig med Søren Arvedsen, der har en gård i Freerslev. Lidt usædvanligt måske, at Sidse ikke bliver gift i sit fødesogn, som skik og brug er.
 

Den yngste af Lars og Ingers sønner, Jens Larsen, overtager faderens fæstegård, Rosenholm, i Gørløse, og det bliver således også ham, der må tage sig af sin gamle mor, så længe hun lever.
 

At den yngste søn overtager/må overtage sin fars fæstegård er ikke usædvanligt og sikkert en naturlig følge af, at når et ægtepar bliver ved med at få børn gennem både ti og tyve år, er de ældste børn allerede på vej væk fra hjemmet og på udkik efter et godt parti og en givtig gård, når de yngste børn kommer til verden
 

Endnu en af Lars og Ingers døtre vil jeg nævne her, Karen Larsdatter. Hun bliver i 1728 gift med en jævnaldrende enkemand, Lars Nielsen, i Lystrup, Uvelse sogn. Efter hans død i 1741 gifter hun sig med Morten Larsen, som er søn af Laurids Lauridsen i Sperrestrup, Jørlunde sogn, og denne Laurids Lauridsen er også en af anerne til tidligere omtalte Margrethe Jensdatter i Lille Havelse.
Og sådan forekommer det adskillige gange, at unge fra de samme familier med generationers mellemrum gifter sig ind i hinandens familier.