Viser opslag med etiketten Karen Nielsdatter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karen Nielsdatter. Vis alle opslag

søndag den 6. september 2015

Jens Hansen havde en bondegård - Tjærebygaard.

Fredag den 3. marts 1724 bliver 27-årige Jens Hansen fra Borup trolovet til 22-årige Karen Nielsdatter fra Ude Sundby. Trolovelsen finder sted hjemme hos Karens mor i Ude Sundby, og Karens bror, Christen Nielsen, samt brudgommens far, Hans Pedersen fra Borup, bevidner med deres underskrifter, at der intet er til hinder for, at det unge par kan indgå ægteskab.
 

Selve vielsen er ikke noteret i kirkebogen, men på den tid var en trolovelse lige så bindende som en vielse, så der var ingen panderynken i tilfælde af, at det trolovede par indledte det ægteskabelige samliv efter trolovelsen.
Om Jens og Karen har gjort det, er ikke godt at vide, og under alle omstændigheder får de først deres eget hjem måneden efter, da Jens 11. april 1724 fæster en gård i Tjæreby, Tjærebygaard. Indtil da var der sikkert ikke meget privatliv, eftersom man på gårdene dengang oftest sov i alkover i samme rum - medmindre man var så uheldig at være tjenestekarl og sove i stalden.
 

Tjæreby er kirkebyen i Tjæreby sogn, men dog den mindste by i sognet, der indbefatter landsbyerne Harløse og Ullerød tilligemed nogle huse med højst besynderlige navne, såsom Wentegothuset og Truntehuset.
Både ved Mandtal 1700 og ved den første folketælling i 1787 er der tre gårde i Tjæreby by foruden præstegården, der også havde tilhørende landbrug; Tjærebygaard, Wendelholm og Bjerggaard. Gårde der eksisterer den dag i dag, men næppe som landbrug.
 

Ved folketællingen i 1787 havde Tjæreby 45 indbyggere, mens Harløse og Ullerød havde henholdsvis 209 og 105 indbyggere. Så langt de fleste af sognet beboere havde lang vej, når de skulle til søndagsgudstjeneste i kirken.
 

Karen og Jens får ti børn i løbet af 18 år, heraf et tvillingepar, der begge dør efter en uge. En datter bliver kun 13 dage gammel, mens yderligere tre børn dør, inden de fylder 5 år. Endnu en datter dør som ganske ung, og så er der kun tre ud af de ti tilbage, som når at stifte familie.
 

Jens Hansen og Karen Nielsdatters børn:
Johanna døbt o. 15. august 1725 - bgv 26. august 1725, 13 dage
Peder Jensen døbt 20. oktober 1726 - bgv 15. oktober 1762, 36 år, Ullerød
Johanne Jensdatter døbt 6. jan 1729 - bgv 29. april 1803, 74 år, Tjæreby
Hans og Niels døbt 10. december 1730 - bgv 17. december 1730, 1 uge
Margrethe døbt 19. oktober 1732 - bgv 12. januar 1738, 5 1/4 år
Karen Jensdatter døbt 19. juni 1735 - bgv 25. nov 1783, 48 år, Harløse
Hans døbt 24. marts 1738 - bgv 5. august 1742, 4 år og 5 mdr
Niels Døbt 5. marts 1741 - bgv 22. juli 1742, 1 1/4 år
Margrethe Jensdatter døbt 30. juni 1743 - bgv 30. oktober 1761, 18 år
 

Karen er 41 år, da hun føder sit sidste barn, men så bliver det heller ikke til flere børn.
Jens Hansen afgår ved døden i 1770, 73 år og bliver begravet 3. oktober.
Karen lever som enke i endnu 11 år. Hun bliver 79 år og bliver begravet 9. juli 1781.
 

Peder Jensen, Jens og Karens ældste søn, er min 4 x tipoldefar, og hans historie vender jeg tilbage til. Her skal blot nævnes, at han 27. juni 1751 bliver gift med en lidt ældre enke, Anne Hansdatter, og således bliver han gårdmand i Ullerød.
 

Johanne Jensdatter er 27 år, da hun 12. marts 1756 bliver gift med med den 11 år ældre  enkemand Ole Larsen, som er gårdmand på en af de andre to gårde i Tjæreby, nemlig Wendelholm.
Ole Larsen kom i besiddelse af Wendelholm gennem sit ægteskab i 1751 med den nu afdøde hustru, Kirsten Jacobsdatter. Hun var omkring 60 år dengang, og Ole var 33 år. Kirsten Jacobsdatter var stedmor til Anne Hansdatter, der er gift med Johannes bror, Peder, idet Kirstens første mand var Annes far, Hans Hansen.
 

Ole og Johanne får fire børn, Hans Olsen, Niels Olsen, Karen og Kirsten Olsdatter. Karen dør som spæd og Kirsten bliver ad åre gift med sin fætter, søn af morbroderen Peder Jensen.
Sønnen, Hans Olsen, får arvefæsteskøde på Wendelholm i 1795, men allerede ved folketællingen i 1787 har han overtaget styret på gården, hvor forældrene nu er aftægtsfolk.
Johanne afgår ved døden i 1803, begravet 29. april, 74 år. To år senere følger Ole Larsen efter. Han bliver 87 år, begravet 26. september 1805.
 

Hans Olsen bliver både underfoged og medhjælper ved Fattiginspektionen, men arvefæsteskødet får han ikke megen glæde af, idet han tilsyneladende dør både ugift og barnløs, og gården kommer på andre hænder; stadig som arvefæstegård, hvilket den forsat er så sent som ved folketællingen i 1906.
 

Karen Jensdatter bliver lige som sin søster afsat til en enkemand. 24 år er hun, da hun 23. februar 1759 bliver viet til den 12 år ældre enkemand Hans Hansen, som er gårdmand på Veslegaard i Harløse. Underligt nok kan jeg ikke finde hans afdøde hustrus begravelse, og det ser heller ikke ud til, at han har mandlige slægtninge i sognet, idet fogeden Niels Bentsen sammen med Karens far - tillige med den kongelige bevilling - står inde for ægteskabets gyldighed.
Karen og Hans får børnene Lars, Sidse, Margrethe, Hans, Peder og Karen i løbet af de følgende 15 år. Af de seks børn dør Lars og Peder som spæde.
 

Karen Jensdatter bliver kun 48 år. Hun afgår ved døden i 1783 og bliver begravet 25. november.
Ved folketællingen i 1787 er Karens enkemand fortsat ved roret på Veslegaard, hvor han bor sammen med sine fire ugifte børn. 

I 1795 får han arvefæsteskøde på gården, og ved folketællingen i 1801 er han gået på aftægt og har overladt styret til sønnen, Hans Hansen, som i mellemtiden er blevet gift med Margrethe Jeppesdatter og har fået børn.
 

Den gamle Hans Hansen bliver 88 år, begravet 29. august 1811, og efter faderens død overtager sønnen, Hans, fæstet af Veslegaard. Gården forbliver i slægten yderligere to generationer frem til 1896, hvor den kommer på andre hænder.
 

Jens Hansen og Karen Nielsdatters eneste overlevende søn. Peder Jensen, bliver kun 36 år og dør adskillige år før sine forældre, men dette til trods når han dog at få en enkelt søn, der kommer til at føre slægten videre.

torsdag den 3. september 2015

Johanne Christensdatter - Fra Ellisgaard i Hagerup til Askelund i Ude Sundby

Johanne Christensdatter fra Ellisgaard i Hagerup, datter af Karen Jensdatter og Christen Andersen og døbt i Jørlunde Kirke 30. oktober 1664, er 20 år, da hun bliver gift første gang. Brudgommen er Niels Christensen, som må være ældre end Johanne, idet han har været gift tidligere. Hvor meget ældre er ikke til at vide, idet både hans fødselsår og alder ved død er ukendt.
 

Niels Christensen er gårdmand på Bakkegaarden i Sperrestrup, også i Jørlunde sogn, og enkemand. I 1679 blev han gift med Margrethe Madsdatter, som døde i januar 1685, 42 år gammel, og den 24. maj 1685, få måneder efter Margrethes død,  gifter han sig med Johanne.
 

Niels og Johanne får en søn i september 1686, Christen som bliver døbt i Jørlunde Kirke 29. september 1686, men derefter flytter familien fra Sperrestrup til Ude Sundby.  De sidste tre af parrets fire børn ikke registreret i Jørlunde sogn, så de må være født i Ude Sundby, hvor der ikke er bevaret kirkebøger fra før 1718, bortset fra nogle begravelser i perioden 1703-1706.
 

Bakkegaarden i Sperrestrup overtages af Jens Nielsen Jyde, og i stedet slår Niels Christensen og Johanne sig ned på gården Askelund i Ude Sundby, en gård som Johannes barnebarn siden får skøde på i 1795. Gården eksisterer ikke længere, men en reminiscens er måske Askelundsvej, som nu er beliggende i byen Frederikssund, der har ekspanderet noget siden 1700-tallet.

Ude Sundby sogn omfattede i 1700-tallet landsbyerne Ude Sundby, Bonderup og en del af Sundbylille, og sognets kirke var oprindelig en landsbykirke, men efterhånden som Frederikssund voksede og bredte sig, blev der bygget til, så kirken kunne rumme menigheden, og det er den kirke, der nu om dage hedder Frederikssund Kirke
 

Niels Christensen bliver sognefoged i Ude Sundby, og som sognefoged dukker han også op i sit gamle sogn, Jørlunde, blandt andet da svogeren, Hans Christensens ældste søn bliver døbt i 1689.
 

Niels Christensen og Johanne Christensdatter får fire børn, hvoraf den første Christen dør inden 1690, og Hans dør muligvis også som ung. I al fald kan han ikke spores.
 

Christen døbt 29. september 1686 - Død før 1690
Hans Nielsen født o. 1687 - død ukendt
Kirsten Nielsdatter født o. 1688 - bgv 3. januar 1755 Ude Sundby, 67 år
Christen Nielsen født o. 1690 - bgv 16. februar 1749 Gørløse, 59 år
 

Niels Christensen afgår ved døden omkring 1695/96, og Johanne gifter sig efterfølgende med endnu en Niels, nemlig Niels Hansen, der overtager både gård og hverv som sognefoged.
 

Ved Mandtal 1700 i Ude Sundby ser det sådan ud på Gård nr. 5:
Niels Hansen 42 år gårdmand
To sønner: Niels 3 år og Hans ½ år
To stedsønner: Hans Nielsen 12 år og Christen Nielsen 10 år
 

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/udesby.htm
 

Efter alderen på Niels Hansens sønner at dømme, er han og Johanne blevet gift o. 1696, og da kirkebøgerne i sognet ikke eksisterer før 1718, er der ingen viden om, hvor mange børn Johanne har født i det ægteskab, udover de fire, som endnu lever i 1711, da Niels Hansen dør, og i den forbindelse findes der et skifte:
 

Notater fra skiftet efter Niels Hansen d. 1711-05-09: 
Sognefoged - "og beege deris Sammen Auflede børn ved Nafn Niels Nielsen 15 aar gammel Hans Nielsen =11= aar Karren Niels Daatter paa 9[de] Aar, og Sidse Niels Daatter 2½ aar gammel" - enkens værge var Anders Jensen i Oppe Sundby, børnenes værge var Jens Hansen i Bonderup - "Christen Nielsen Som er Enchens Søn og tien paa stædet . . .".
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#

Niels Hansen og Johanne Christendatters børn:
Niels Nielsen født o. 1696 - bgv 12 mar 1719 Ude Sundby, 22 år
Hans Nielsen født o. 1700 - bgv 22 feb 1756 Slangerup, 56 år
Karen Nielsdatter født o. 1702 - bgv 9. juli 1781 Tjæreby, 80 år
Sidse Nielsdatter født o. 1708 - bgv 27. april 1784 Ude Sundby, 76 år
 

Efter Niels Hansens død i 1711, gifter Johanne Christensdatter sig ikke igen, til trods for at hun har flere småbørn, der skal forsørges, men måske der er hjælp at hente fra de lidt ældre børn, ligesom der ganske givet også er nogle tjenestefolk på sådan en gård. 
Den yngste datter, Sidse, overtager siden gården Askelund sammen med sin ægtemand, Herman Pedersen, og Johanne bliver da også den 5. marts 1747 begravet som Herman Pedersens "gamle=bedste=moder". Ja ganske vist er hun "kun" svigermor til Hermann Pedersen, men gammel er hun unægtelig ved sin død, 84 år.
 

Johanne Christensdatter og Niels Christensens Børn:
 

Kirsten Nielsdatter bliver trolovet fire gange, men kun tre gange munder trolovelsen ud i en vielse. Første ægteskab indgås inden 1719 og ægtemanden hedder Lars Hansen. Parret får sønnen Niels i 1720 samt Lars, der bliver født i januar 1723, et halvt år efter sin fars død i august 1722. Lars Hansen blev 33 år.
I maj 1723 bliver Kirsten trolovet til Peder Larsen, som kommer fra Sigerslevvester, og de får en enkelt søn i april 1725, som også får navnet Lars. Peder Larsen bliver heller ikke gammel; 23 år er han ved sin død i juli 1726.
Måneden efter, 30. august 1726, bliver Kirsten trolovet til Anders Matzen fra Sigerslevøster, som den 9. september fæster en gård i Ude Sundby. 

Imidlertid afgår Anders ved døden allerede i december, inden parret når at blive gift.
Endelig i 1727 bliver Kirsten, der må være ved at nærme sig de 40 år, både trolovet og gift med den 22-årige Lars Olsen fra Lynge, og det er givetvis Kirstens alder, der er årsag til, at det kun bliver til en enkelt søn, Peder i 1728, i dette sidste ægteskab, som holder i resten af Kirstens liv. 

Kirsten dør lige omkring nytåret 1754/55, 67 år bliver hun. 
Den efterlevende ægtefælle, Lars, afgår ved døden i oktober 1779, 74 år.
 

Christen Nielsen, født o. 1690 og ældste søn i familien, træder efter både sin fars og stedfars død i faders sted ved at træde til som forlover ved flere af søstrenes trolovelser, lige som han også jævnligt er fadder, når både hel- og halvsøskende holder barnedåb.
 

Christen gifter sig 7. maj 1717 med Karen Nielsdatter i Gørløse Kirke. 
Karen er enke efter Jens Pedersen i Borup, Gørløse sogn, der døde året forinden, og hun har to sønner med ind i ægteskabet, Laurs 18 år og Peder 13 år, så Karen må være noget ældre end Christen - men hvad betyder alder, når gevinsten er en gård. 
Karen er dog ikke så meget ældre end at hun er helt ude over den fødedygtige alder, og parret får to døtre, begge med navnet Maren født i henholdsvis 1720 og 1727.
Jeg går ud fra, at den første Maren er død, inden den næste Maren kommer til verden, men det ser ud til, at heller ikke hun lever længe, idet hun ikke er omtalt i skiftet efter moderens død i januar 1734
 

Skiftet efter Karen Nielsdatter d. 1734-03-09: 
"imellem hendes eftterlatte børn i forrige Egteschab auled, Nafnlig laurs Jensen boende i Herløf, og Peder Jensen boende i (Jordøje?)" - "Jndestaaende børnegods for Anders Christensen og Margrete Christensdaatter i Græse" -
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Efter Karens død gifter Christen sig med nok en Karen, Karen Rasmusdatter, og i dette ægteskab bliver det i løbet af 13 år til seks børn, hvoraf de fire dør, inden de når skolealderen.
Christen Nielsen bliver 59 år. Han bliver begravet 16. februar 1749, en uge efter at hans yngste søn er blevet døbt.
Året efter gifter enken sig igen. Hun dør i januar 1759.
 

Niels Hansen og Johanne Christendatters børn:
 

Parrets ældste søn, Niels Nielsen bliver kun 22 år, og mere er der ikke at sige om ham. Døden lurede altid lige om hjørnet i 1700-tallet, hvor epidemier af forskellig slags med jævne mellemrum florerede og høstede liv blandt både unge og gamle.
 

Hans Nielsen født o. 1699  gifter sig 15. september 1726 med en enke i Hørup i Slangerup sogn. Bruden er den 20-årige Margrethe Madsdatter, som er enke efter Niels Hansen, og Hans Nielsen har ugen inden vielsen overtaget fæstet af afdødes gård, Toftekildegaard i Hørup.
 

Er Margrethe Madsdatter ung, var hendes afdøde mand til gengæld godt oppe i årene. Hans alder ved død er desværre ikke noteret i kirkebogen, men der foreligger et skifte i forbindelse med hans død, hvoraf det fremgår, at flere af hans børn er afgået ved døden, og at flere af børnebørnene er ældre end hans hustru. Så Margrethe er sikkert ikke utilfreds med at få byttet sin aldrende ægtemand ud med en ung mand i sin bedste alder.
 

Selv om Margrethe og Hans er unge bliver det tilsyneladende ikke til så mange børn. Jeg har kun fundet en enkelt søn i kirkebogen, Niels der bliver døbt 25. maj 1727.
Hans Nielsen bliver 57 år, død i februar 1756. 

I oktober samme år gifter enken sig med Anders Andersen, der er omkring 25 år yngre end 50-årige Margrethe, så dette ægteskab er selvsagt barnløst. Margrethe afgår ved døden i juli 1778, 72 år, 4 måneder, 2 uger og nogle dage i følge præsten.
 

Anders Andersen gifter sig efterfølgende med den næsten 30 år yngre Anne Nielsdatter, men også dette ægteskab er tilsyneladende barnløst. 
I al fald finder jeg  ved folketællingen i 1801 Anders Andersen som enkemand og aftægtsmand, på Toftekildegaard, som han fik skøde på i 1793. Anders Andersens nevø har nu overtaget gården.
 

Sidse Nielsdatter, yngste datter af Niels Hansen og Johanne Christensdatter og født o. 1708 , er 20 år, da hun 3. december 1728 bliver gift med den seks år ældre Herman Pedersen fra Hørup. 
Tidligere samme år, 25. februar, har Hermann Pedersen ellers fæstet en gård i Hørup, men parret bosætter sig i Ude Sundby og overtager Askelund, som sønnen Peder Hermansen får skøde på i 1795.
 

Sidse og Herman får tilsyneladende kun to sønner, Niels og Peder. Herman Pedersen bliver 57 år, død i slutningen af april 1759, og Sidse gifter sig ikke igen. Sidse er 76 år, da hun afgår ved døden,og un bliver begravet 27. april 1784 i Ude Sundby.
 

Af de seks hel - og halvsøskende, der når at stifte familie, bliver de tre af dem boende i sognet, mens de øvrige tre flytter udensogns: Christen til Borup og Hans til Hørup, og endelig er der Karen Nielsdatter, min 5x tipoldemor, som kommer til at leve det meste af sit lange liv i Tjæreby, de fleste af årene sammen med sin eneste ægtemand, Jens Hansen fra Borup.
 

Jeg finder det tankevækkende, at efter at Karens ene bror, Christen, gifter sig til en gård i Borup, bliver Karen få år senere "hentet" af en ung mand fra Borup, og det samme gør sig gældende med Karen og Sidses anden bror, der gifter sig i Hørup, og fluks kommer Herman Pedersen fra Hørup for at gøre kur til Sidse. Lidt af et tilfælde....men nu går turen endnu engang tilbage til Tjæreby sogn.