Viser opslag med etiketten Niels Hansen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Niels Hansen. Vis alle opslag

torsdag den 3. september 2015

Johanne Christensdatter - Fra Ellisgaard i Hagerup til Askelund i Ude Sundby

Johanne Christensdatter fra Ellisgaard i Hagerup, datter af Karen Jensdatter og Christen Andersen og døbt i Jørlunde Kirke 30. oktober 1664, er 20 år, da hun bliver gift første gang. Brudgommen er Niels Christensen, som må være ældre end Johanne, idet han har været gift tidligere. Hvor meget ældre er ikke til at vide, idet både hans fødselsår og alder ved død er ukendt.
 

Niels Christensen er gårdmand på Bakkegaarden i Sperrestrup, også i Jørlunde sogn, og enkemand. I 1679 blev han gift med Margrethe Madsdatter, som døde i januar 1685, 42 år gammel, og den 24. maj 1685, få måneder efter Margrethes død,  gifter han sig med Johanne.
 

Niels og Johanne får en søn i september 1686, Christen som bliver døbt i Jørlunde Kirke 29. september 1686, men derefter flytter familien fra Sperrestrup til Ude Sundby.  De sidste tre af parrets fire børn ikke registreret i Jørlunde sogn, så de må være født i Ude Sundby, hvor der ikke er bevaret kirkebøger fra før 1718, bortset fra nogle begravelser i perioden 1703-1706.
 

Bakkegaarden i Sperrestrup overtages af Jens Nielsen Jyde, og i stedet slår Niels Christensen og Johanne sig ned på gården Askelund i Ude Sundby, en gård som Johannes barnebarn siden får skøde på i 1795. Gården eksisterer ikke længere, men en reminiscens er måske Askelundsvej, som nu er beliggende i byen Frederikssund, der har ekspanderet noget siden 1700-tallet.

Ude Sundby sogn omfattede i 1700-tallet landsbyerne Ude Sundby, Bonderup og en del af Sundbylille, og sognets kirke var oprindelig en landsbykirke, men efterhånden som Frederikssund voksede og bredte sig, blev der bygget til, så kirken kunne rumme menigheden, og det er den kirke, der nu om dage hedder Frederikssund Kirke
 

Niels Christensen bliver sognefoged i Ude Sundby, og som sognefoged dukker han også op i sit gamle sogn, Jørlunde, blandt andet da svogeren, Hans Christensens ældste søn bliver døbt i 1689.
 

Niels Christensen og Johanne Christensdatter får fire børn, hvoraf den første Christen dør inden 1690, og Hans dør muligvis også som ung. I al fald kan han ikke spores.
 

Christen døbt 29. september 1686 - Død før 1690
Hans Nielsen født o. 1687 - død ukendt
Kirsten Nielsdatter født o. 1688 - bgv 3. januar 1755 Ude Sundby, 67 år
Christen Nielsen født o. 1690 - bgv 16. februar 1749 Gørløse, 59 år
 

Niels Christensen afgår ved døden omkring 1695/96, og Johanne gifter sig efterfølgende med endnu en Niels, nemlig Niels Hansen, der overtager både gård og hverv som sognefoged.
 

Ved Mandtal 1700 i Ude Sundby ser det sådan ud på Gård nr. 5:
Niels Hansen 42 år gårdmand
To sønner: Niels 3 år og Hans ½ år
To stedsønner: Hans Nielsen 12 år og Christen Nielsen 10 år
 

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/udesby.htm
 

Efter alderen på Niels Hansens sønner at dømme, er han og Johanne blevet gift o. 1696, og da kirkebøgerne i sognet ikke eksisterer før 1718, er der ingen viden om, hvor mange børn Johanne har født i det ægteskab, udover de fire, som endnu lever i 1711, da Niels Hansen dør, og i den forbindelse findes der et skifte:
 

Notater fra skiftet efter Niels Hansen d. 1711-05-09: 
Sognefoged - "og beege deris Sammen Auflede børn ved Nafn Niels Nielsen 15 aar gammel Hans Nielsen =11= aar Karren Niels Daatter paa 9[de] Aar, og Sidse Niels Daatter 2½ aar gammel" - enkens værge var Anders Jensen i Oppe Sundby, børnenes værge var Jens Hansen i Bonderup - "Christen Nielsen Som er Enchens Søn og tien paa stædet . . .".
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#

Niels Hansen og Johanne Christendatters børn:
Niels Nielsen født o. 1696 - bgv 12 mar 1719 Ude Sundby, 22 år
Hans Nielsen født o. 1700 - bgv 22 feb 1756 Slangerup, 56 år
Karen Nielsdatter født o. 1702 - bgv 9. juli 1781 Tjæreby, 80 år
Sidse Nielsdatter født o. 1708 - bgv 27. april 1784 Ude Sundby, 76 år
 

Efter Niels Hansens død i 1711, gifter Johanne Christensdatter sig ikke igen, til trods for at hun har flere småbørn, der skal forsørges, men måske der er hjælp at hente fra de lidt ældre børn, ligesom der ganske givet også er nogle tjenestefolk på sådan en gård. 
Den yngste datter, Sidse, overtager siden gården Askelund sammen med sin ægtemand, Herman Pedersen, og Johanne bliver da også den 5. marts 1747 begravet som Herman Pedersens "gamle=bedste=moder". Ja ganske vist er hun "kun" svigermor til Hermann Pedersen, men gammel er hun unægtelig ved sin død, 84 år.
 

Johanne Christensdatter og Niels Christensens Børn:
 

Kirsten Nielsdatter bliver trolovet fire gange, men kun tre gange munder trolovelsen ud i en vielse. Første ægteskab indgås inden 1719 og ægtemanden hedder Lars Hansen. Parret får sønnen Niels i 1720 samt Lars, der bliver født i januar 1723, et halvt år efter sin fars død i august 1722. Lars Hansen blev 33 år.
I maj 1723 bliver Kirsten trolovet til Peder Larsen, som kommer fra Sigerslevvester, og de får en enkelt søn i april 1725, som også får navnet Lars. Peder Larsen bliver heller ikke gammel; 23 år er han ved sin død i juli 1726.
Måneden efter, 30. august 1726, bliver Kirsten trolovet til Anders Matzen fra Sigerslevøster, som den 9. september fæster en gård i Ude Sundby. 

Imidlertid afgår Anders ved døden allerede i december, inden parret når at blive gift.
Endelig i 1727 bliver Kirsten, der må være ved at nærme sig de 40 år, både trolovet og gift med den 22-årige Lars Olsen fra Lynge, og det er givetvis Kirstens alder, der er årsag til, at det kun bliver til en enkelt søn, Peder i 1728, i dette sidste ægteskab, som holder i resten af Kirstens liv. 

Kirsten dør lige omkring nytåret 1754/55, 67 år bliver hun. 
Den efterlevende ægtefælle, Lars, afgår ved døden i oktober 1779, 74 år.
 

Christen Nielsen, født o. 1690 og ældste søn i familien, træder efter både sin fars og stedfars død i faders sted ved at træde til som forlover ved flere af søstrenes trolovelser, lige som han også jævnligt er fadder, når både hel- og halvsøskende holder barnedåb.
 

Christen gifter sig 7. maj 1717 med Karen Nielsdatter i Gørløse Kirke. 
Karen er enke efter Jens Pedersen i Borup, Gørløse sogn, der døde året forinden, og hun har to sønner med ind i ægteskabet, Laurs 18 år og Peder 13 år, så Karen må være noget ældre end Christen - men hvad betyder alder, når gevinsten er en gård. 
Karen er dog ikke så meget ældre end at hun er helt ude over den fødedygtige alder, og parret får to døtre, begge med navnet Maren født i henholdsvis 1720 og 1727.
Jeg går ud fra, at den første Maren er død, inden den næste Maren kommer til verden, men det ser ud til, at heller ikke hun lever længe, idet hun ikke er omtalt i skiftet efter moderens død i januar 1734
 

Skiftet efter Karen Nielsdatter d. 1734-03-09: 
"imellem hendes eftterlatte børn i forrige Egteschab auled, Nafnlig laurs Jensen boende i Herløf, og Peder Jensen boende i (Jordøje?)" - "Jndestaaende børnegods for Anders Christensen og Margrete Christensdaatter i Græse" -
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Efter Karens død gifter Christen sig med nok en Karen, Karen Rasmusdatter, og i dette ægteskab bliver det i løbet af 13 år til seks børn, hvoraf de fire dør, inden de når skolealderen.
Christen Nielsen bliver 59 år. Han bliver begravet 16. februar 1749, en uge efter at hans yngste søn er blevet døbt.
Året efter gifter enken sig igen. Hun dør i januar 1759.
 

Niels Hansen og Johanne Christendatters børn:
 

Parrets ældste søn, Niels Nielsen bliver kun 22 år, og mere er der ikke at sige om ham. Døden lurede altid lige om hjørnet i 1700-tallet, hvor epidemier af forskellig slags med jævne mellemrum florerede og høstede liv blandt både unge og gamle.
 

Hans Nielsen født o. 1699  gifter sig 15. september 1726 med en enke i Hørup i Slangerup sogn. Bruden er den 20-årige Margrethe Madsdatter, som er enke efter Niels Hansen, og Hans Nielsen har ugen inden vielsen overtaget fæstet af afdødes gård, Toftekildegaard i Hørup.
 

Er Margrethe Madsdatter ung, var hendes afdøde mand til gengæld godt oppe i årene. Hans alder ved død er desværre ikke noteret i kirkebogen, men der foreligger et skifte i forbindelse med hans død, hvoraf det fremgår, at flere af hans børn er afgået ved døden, og at flere af børnebørnene er ældre end hans hustru. Så Margrethe er sikkert ikke utilfreds med at få byttet sin aldrende ægtemand ud med en ung mand i sin bedste alder.
 

Selv om Margrethe og Hans er unge bliver det tilsyneladende ikke til så mange børn. Jeg har kun fundet en enkelt søn i kirkebogen, Niels der bliver døbt 25. maj 1727.
Hans Nielsen bliver 57 år, død i februar 1756. 

I oktober samme år gifter enken sig med Anders Andersen, der er omkring 25 år yngre end 50-årige Margrethe, så dette ægteskab er selvsagt barnløst. Margrethe afgår ved døden i juli 1778, 72 år, 4 måneder, 2 uger og nogle dage i følge præsten.
 

Anders Andersen gifter sig efterfølgende med den næsten 30 år yngre Anne Nielsdatter, men også dette ægteskab er tilsyneladende barnløst. 
I al fald finder jeg  ved folketællingen i 1801 Anders Andersen som enkemand og aftægtsmand, på Toftekildegaard, som han fik skøde på i 1793. Anders Andersens nevø har nu overtaget gården.
 

Sidse Nielsdatter, yngste datter af Niels Hansen og Johanne Christensdatter og født o. 1708 , er 20 år, da hun 3. december 1728 bliver gift med den seks år ældre Herman Pedersen fra Hørup. 
Tidligere samme år, 25. februar, har Hermann Pedersen ellers fæstet en gård i Hørup, men parret bosætter sig i Ude Sundby og overtager Askelund, som sønnen Peder Hermansen får skøde på i 1795.
 

Sidse og Herman får tilsyneladende kun to sønner, Niels og Peder. Herman Pedersen bliver 57 år, død i slutningen af april 1759, og Sidse gifter sig ikke igen. Sidse er 76 år, da hun afgår ved døden,og un bliver begravet 27. april 1784 i Ude Sundby.
 

Af de seks hel - og halvsøskende, der når at stifte familie, bliver de tre af dem boende i sognet, mens de øvrige tre flytter udensogns: Christen til Borup og Hans til Hørup, og endelig er der Karen Nielsdatter, min 5x tipoldemor, som kommer til at leve det meste af sit lange liv i Tjæreby, de fleste af årene sammen med sin eneste ægtemand, Jens Hansen fra Borup.
 

Jeg finder det tankevækkende, at efter at Karens ene bror, Christen, gifter sig til en gård i Borup, bliver Karen få år senere "hentet" af en ung mand fra Borup, og det samme gør sig gældende med Karen og Sidses anden bror, der gifter sig i Hørup, og fluks kommer Herman Pedersen fra Hørup for at gøre kur til Sidse. Lidt af et tilfælde....men nu går turen endnu engang tilbage til Tjæreby sogn.

tirsdag den 9. juni 2015

Til Harløse via Søsterbromølle.

Jens Pedersen, yngste søn af Peder Bentsen og Kirsten Pedersdatter på Hagelsegaard i Lille Havelse bliver gift med naboens datter på Søgaard, Ane Cathrine Hansdatter. Hendes forældre er Hans Madsen og Birthe Cathrine Larsdatter.
Om Hans Madsen er der ikke meget at sige. Da der ikke eksisterer kirkebøger for sognet før 1814, og jeg ikke har fundet ham i tilstødende sogne, er det umuligt at sige noget om hans gøren og laden, førend jeg finder ham ved folketællingen i 1787, hvor han er 50 år og gift med den 14 år ældre Kirsten Pedersdatter. Deres alder taget i betragtning, har han formodentlig giftet sig til gården på et tidspunkt og taget enken med i købet.
I 1792 er Hans Madsen blevet enkemand, og her benytter han lejligheden til at gifte sig med den 20 år yngre Birthe Cathrine Larsdatter fra Harløse i Tjæreby sogn, datter af Lars Nielsen og Karen Friderichsdatter.



Lars Nielsen er søn af Niels Hansen og Birgitte fra Søsterbromølle i Lille Lyngby sogn, og også her mangler kirkebøgerne før 1814, idet de gik til ved brand i præstegården i sognet; samme brand som også er årsagen til de manglende kirkebøger i Ølsted, som var et annekssogn til Lille Lyngby.
 

Søsterbromølle er i dag en besøgsgård, men gården med den tilknyttede vandmølle har en flere hundrede år gammel historie bag sig, og den kan man læse mere om i denne artikel, som også fortæller om stedets beboere gennem tiden.
http://www.folkemuseet.dk/NoMus%202010%20artikler/Kramer%20og%20Kristensen%201%202010.pdf
 

Niels Hansen og Birgitte Hansdatter på Søsterbromølle.
 
Af mandtalslisten fra 1700 fremgår det, at Niels Hansen er 34 år og gårdmand på Søsterbromølle, og at der tilligemed bor en dreng på 12 år, Bertel Lydersen.
 

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/lyndby.htm
 

Om Niels er gift eller ej på det tidspunkt er uvist, eftersom kvinder ikke tælles med, men på et eller andet tidspunkt bliver han i al fald gift med Birgitte, der i ovennævnte artikel om Søsterbromølle omtales som Birgitte Hansdatter, mens Erik Reinert Nielsen i forbindelse med skiftet efter Niels Hansens død i 1744 gætter på, at enken hedder Birgitte Larsdatter.
 

Notater fra skiftet efter Niels Hansen d. 1744-12-18: enken Birgitte Larsdatter
Enkens efternavn gættet - "Og dend Sal: Mands efterlatte børn, Som ere, I. bente Niels Daatter Som hafde til Egte Peder Jørgensen i Meeløse, og ved Døden effterlat sig 4. børn - Nembl: Sidse Peders
Daatter, Gift med Morten Laursen i Meeløse Margrete Peders Daatter 15. Aar - kiersten Peders Daatter 12. Aar - Maren Peders Daatter 10.-Aar Alle tree i Meeløse - 2. Laurs Nielsen boende i Harløse. 3.[ie] Sven Nielsen i Meeløse 4[de] Jens Nielsen i Søsterbroe Mølle" - ". . . blef betalt til Moder broderen Laurs Nielsen i Harløse til børnenes Nødtørtige opklædning . . ."
 

Dette samt øvrige skifter er alle hentet på Erik Reinert Nielsens hjemmeside.
http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Under alle omstændigheder fremgår det af skiftet, at Niels Hansen foruden enken efterlader sig fire børn: Lars, Bente, Svend og Jens, af hvilke der ikke vides meget om hverken Bente eller Svend. Derudover er der yderligere en søn, Hans som døde nogle måneder inden faderen uden at efterlade sig børn.
 

Niels Hansen og Birgittes børn:
 
Bente Nielsdatter efterlader sig ved sin død i 1740 en enkemand, Peder Jørgensen, samt fire døtre, Sidse, Margrethe, Kirsten og Maren, alle født i Meløse i Lille Lyngby sogn. Da den ældste datter, Sidse, er 16 år ved moderens død, må Bente være blevet gift senest 1723 og er dermed formentlig ældre end broderen, Lars, der er født o. 1708.
 

Notater fra skiftet efter Bente Nielsdatter d. 1740-06-10: Ægtefælle Peder Jørgensen.
"og begge deres sammen Avelede børen som er, Sidse Peders Daatter 16 Aar. Margrete Peders Daatter 11. Aar. Kiersten Peders Daatter 8. Aar. og Maren Peders Daatter 5. Aar gl: ".
 

Svend Nielsen bor i Meløse ved faderens død i 1744, men efterlader sig i øvrigt ingen tilgængelige skriftlige spor.
 

Jens Nielsen, født o. 1717, er omtalt i artiklen om Søsterbromølle, som han overtager efter faderens død i 1744. Jens følger sin ældre brors eksempel og gifter sig i 1750 med en pige fra Harløse, Marie Nielsdatter. I modsætning til Lars bliver han ikke i Harløse, men tager sin brud med sig tilbage til Søsterbromølle.
 

Hans Nielsen efterlader sig et skifte, hvoraf det fremgår, at han var gift med Karen Olsdatter og boede i Store Havelse, hvor han døde barnløs i maj 1744. Faderen i Søsterbromølle er eneste arving.
 

Notater fra skiftet efter Hans Nielsen d. 1744-05-06: enken Karen Olsdatter
"og dend Sal: Mands efterlatte Fader som Eeniste Arving, Niels Hansen i Søsterbroe Mølle . . . paa Niels Hansens vegne møtte Hans Søn Svend Nielsen i Melløse, Saa som hand Self er syg og Sengeliggende".
 

Lars Nielsen i Harløse.

Endelig er der Lars Nielsen, og han gifter sig heldigvis til en gård i Harløse i Tjæreby sogn, hvor kirkebøgerne fra størsteparten af 1700-tallet er intakte - desværre er der et ubelejligt hul i perioden 1717 - 1724.
 

Lars Nielsen er født o. 1708, baseret på den alder der angives i kirkebogen ved hans død, 62 år. Man kan ikke altid  regne med, at den alder er helt præcis, men står det til troende, gifter Lars sig som 19-årig til en gård i Harløse, idet han i september 1727 bliver gift med  Karen Bentsdatter, som er enke efter Poul Joensen, som døde fire måneder tidligere 36 år gammel.
 

Notater fra skiftet efter Povel Jonsen d. 1727-07-05: Enke Karen Bentsdatter
"og tvende begge deres Sammenaulede børn . . . som ere, laurs Povelsen 4[re] Aar gamel, og bendt Povelsen -2 Aar gammel" - enkens lv var Niels Hansen i Søsterbro Mølle, børnenes fm var Anders Frandsen i Harløse "som børnenes Neste verge"

 
Karen er noget ældre end både sin afdøde mand og ikke mindst Lars, idet hun er omkring 43 år, da hun gifter sig med Lars. Karen har to sønner med sig ind i ægteskabet, som i øvrigt forbliver barnløst i de tyve år, der går inden Karens død i maj 1747, 63 år gammel.
September samme år gifter Lars sig med Abele Nielsdatter fra Harløse. Lars er ved at runde de 40 år, og Abele er 24 år.
 

Lars og Abele får en datter og to sønner samt en dødfødt søn.
Karen Larsdatter 1748 - 1812 i Harløse, 63 år
Niels Larsen 1753 - 1837 i Harløse, 83 år
Hans Larsen 1756 - ?
Abele Nielsdatter bliver kun 34 år. Hun afgår ved døden i slutningen af januar 1757.
 

Karen Larsdatter er 22 år, da hun i 1770 bliver gift med den tre år ældre Lars Friderichsen, som er bror til Lars Nielsens tredje hustru, som så er Karens stedmor.
De får børnene Friderich, Anders, Lars, Birthe, Catharine, Abele, Kirsten og Kirstine i perioden 1772 - 1791.
Karen bliver 63 år, død i marts 1812, og hendes mand Lars Friderichsen er 77 år ved sin død i januar 1822.
 

Niels Larsen er 23 år, da han i 1776 gifter sig med den fire år ældre Gertrud Olsdatter.
Også Gertrud indgår i det efterhånden indviklede net af familier, der på kryds og tværs knytter forbindelser til hinanden generation efter generation. Gertruds far, Ole Olsen, er barnebarn til Joen Haagensen i Freerslev, som tidligere er omtalt her.

Gertruds mor, Maren Andersdatter er datter af Anders Frandsen og Maren Nielsdatter fra Freerslev, hvoraf Anders er farbror til Karen Friderichsdatter som blev Niels Larsens stedmor, og Maren Nielsdatter er søster til Kirsten Nielsdatter som er en af mine aner i lige linje.
Der er ingen gård til Niels og Gertrud, som må nøjes med et lille husmandssted i Harløse, og de må endda modtage hjælp til børnenes skolegang fra fattigkassen, og børn får de mange af. Otte børn i jævn rækkefølge fra 1776 til 1793: Maren, Lars, Abele, Ole, Catharine, Anders, Christen og Jens.
Trods et liv i fattigdom får både Niels og Gertrud et langt liv. Gertrud, død 1827, bliver 77 år, og Niels bliver næsten 84 år.
 

Hans Larsen, den yngste af Lars og Abeles sønner, forsvinder for mig.
Ved folketællingen i 1787 er han national soldat og tjenestekarl på sin søster og svogers gård, men ved den næste folketælling er han forsvundet, og jeg har ikke umiddelbart kunne finde ham, ikke i Frederiksborg amt i det mindste.
 

Tilbage til Lars Nielsen; en enkemand med tre småfolk i huset må nødvendigvis gifte sig igen, og det gør Lars da også fem måneder efter Abeles død.
26. juni 1757 gifter han sig med Karen Friderichsdatter, og denne gang er bruden ikke bare 16 år yngre end brudgommen, men hele 30 år yngre er bruden denne gang. Lars er næsten 50 år, og Karen er endnu ikke fyldt 19 år. Man kan roligt sige, at Lars har indhentet det forsømte efter at have indledt sit ægteskabelige liv med en kvinde, der kunne have været hans mor.