søndag den 16. august 2015

Fra Damgaarden i Sperrestrup til Græslegaard i Harløse.

Jens Laursen, døbt 25. oktober 1696, er næstældste søn af Lauritz Lauritzen og Anna Rasmusdatter på Damgaarden i Sperrestrup.
Efter at den ældste søn, Morten, i 1714 er kommet godt i vej med ægteskab og fæstegård, morbroderens Bygaard, overtager Jens den 10. marts 1719 fæstet af det halve af faderens Damgaarden, enten det så er for at blive fri for at blive udskrevet til militærtjeneste - på det tidspunkt lå Danmark stadig i krig med arvefjenden Sverige - eller om det var planen, at Jens på sigt skulle overtage Damgaarden.
 

Således kommer det dog ikke til at gå, idet Jens i 1723 gifter sig med den to år ældre enke Sidse Hansdatter i Sigerslevøster, Strø sogn. I Strø starter kirkebøgerne imidlertid først så småt i 1750 , og for vielser og begravelsers vedkommende endda først i 1770, så der er kun skifter og fæsteprotokoller at holde sig til i forhold til at at tidsbestemme begivenhederne.
 

Sidse Hansdatter er barnefødt på Steensbjerggaard i Hagerup, også i Jørlunde sogn, og datter af Hans Christensen og Maren Ibsdatter. Sidse blev i 1714 gift med en enkemand, Niels Pedersen fra Sigerslevøster. Niels Pedersen afgår imidlertid ved døden i 1723, og Sidse sidder nu alene på gården i Sigerslevøster med to sønner, Peder og Christen, der er henholdsvis 7 og 3 år. Den slags rygtes naturligvis, også på tværs af sognegrænser, og Jens Laursen melder sig som frier.
Den 21. marts 1723 overtager Jens fæstet af gården i Sigerslevøster og gifter sig med enken.
 

Sidse og Jens får datteren Anna o. 1728 og sønnen Morten o. 1732, men først på året i 1733 flytter hele familien til Harløse, hvor Jens har overtaget fæstet af Græslegaard 19. marts 1733 efter den tidligere fæster, Eiler Jensen, der flytter til Jordhøj i Slangerup sogn.
 

Sidse Hansdatter afgår ved døden august 1743, 49 år, og bliver begravet 25. august.
 

Notater fra skiftet efter Sidse Hansdatter d. 1743-09-24:
"Jmellum Hendes efterlatte Mand Laurs Jensen paa dend eenne, og dend Sal: kones børen . . . som er en Søn i forrige Ægteskab- afled- Nafnel: Peder Nielsen 28. Aar gammel, Sefl Myndig- Der nest begge deres Sammen Avelede børen, som ere- Morten Jensen 11. Aar gammel Anne Jens Daatter 15. Aar gammel" - her er noget galt; men: "begravelsens bekostning fordrede Jens Laursen Lige i mod hans Sal: kones 30.Dr -Hans {sted}Søn Peder Nielsens Fæderne Arv 83.Dr og effter broder Christen Nielsen 28.Dr"
 

Ja, det skal naturligvis være Jens Laursen, og ikke laurs Jensen, som er den efterladte mand, men skriverne var ikke altid lige omhyggelige dengang.
 

Kort tid forinden døde Sidses søn af første ægteskab, Christen Nielsen, 22 år, og han blev begravet 6. juni 1743.
 

Notater fra skiftet efter Christen Nielsen d. 1743-09-24:
"Ungkarl som døøde i Harløse i mellum Hans Moder Sidse Hans Daatter, og Hans Broder Peder Nielsen . . . Anlangende dend Arvepart bem[te] Afdøøde var tilfalden, efter Hans Sal: Fader Niels Pedersen Som døøde i Sigersløf øster . . . Steffaderen Jens Laursen . . ."
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Hvad angår Sidses anden søn af første ægteskab, Peder, ved jeg ikke, hvad der bliver af ham efter 1743, ligesom jeg heller ikke kunne spore Jens og Sidses fælles søn, Morten.
 

Deres fælles datter, Anna Jensdatter, bliver derimod i 1749 gift med den noget ældre enkemand Jens Nielsen fra Asledgaard i Grimstrup, Ølsted sogn. Her er der ingen kirkebøger før 1814, men i følge folketællingerne får Anna og Jens blandt andet en søn, Niels Jensen, som siden gifter sig med Margrethe Pedersdatter fra Haagendrup, en søster til Peder Bentsens kone, Kirsten i Lille Havelse.
Anna overlever i øvrigt Jens Nielsen med adskillige år, og efter hans død gifter hun sig med den 27 år yngre Mads Hansen.
 

Efter Sidses død gifter Jens Laursen, der nu er 48 år, sig med Margrethe Pedersdatter, der er omkring 20 år. Margrethe er ikke født hverken i Harløse eller i Tjæreby sogn overhovedet, og vielsen har jeg ikke kunne finde i de omkringliggende sogne heller. 
Et godt bud på, hvorfra Margrethe stammer, kunne være Strø sogn, hvor Jens tidligere har boet i en halv snes år, og jeg fandt netop et skifte fra Sigerslevøster, der kunne være en mulighed:
 

Notater fra skiftet efter Peder Christensen d. 1740-06-30: Sigerslevøster
"og begge deris Sammen Auflede børen som er Peder Christensen{? han underskrev sig "Christen Pedersen"} 30. Aar. Jnger Peders Daatter 26. Aar gifft med Peder Jørgensen boend i Slangerup Kiersten Peders Daatter 24. Aar Troelofed med Søren Nielsen i Strøøe. Margrete Peders Daatter 15. Aar U=gifft - Endnu en Søn Laurs Pedersen 9. Aar gammel".
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Sønnen Christen Pedersen overtager i øvrigt gården i Sigerslevøster efter Peder Christensens enke 19/12 1743, nogenlunde samtidig med, at Jens Laursen og Margrethe Pedersdatter gifter sig, men at det skulle være Margrethes familie er kun spekulationer og kan ikke verificeres.
 

Fik Jens Laursen ikke mange børn i første ægteskab - i al fald kom der ingen børn efter 1732 - kommer der gang i børnefødslerne med den helt unge Margrethe som hustru:
 

Laurits Jensen 1745 - 1745, 12 dage
Lars Jensen 1746 - 1746, 14 dage
Sidse Jensdatter 1747 - 1750, 3 år
Bodil Jensdatter 1749 - 1829, 80 år
Lars Jensen 1752 - 1753, 1 år
Peder Jensen 1754 - 1832 Nejede, 77 år
Sidse Jensdatter 1757 - 1785, 28 år
Karen Jensdatter 1761 - 1762, 1 år
 

Otte børn bliver det til i løbet af 16 år, men de fleste dør desværre også som helt små, og af de tre, som når voksenalderen, dør den ene datter i forbindelse med fødslen af sit første barn.
 

I øvrigt er sognefogedens hustru, Gertrud Andersdatter, gudmor for de første seks af børnene, også for Bodil som siden bliver gift med Gertruds søn Anders.
 

Efter en børnefødsel i snit hvert andet år, er der heller ikke mere i Margrethe, som afgår ved døden 41 år gammel. Hun bliver begravet 27. januar 1764.
Jens forbliver enkemand til sin død i 1775, 79 år bliver han, og han bliver begravet 10. maj 1775, som "Jens Larsen, sognefoged Anders Nielsens svigerfar."
 

Jens Laursen og Margrethe Pedersdatters børn:
 

Sidse Jensdatter, Jens og Sidses yngste datter, døbt 23. oktober 1757, er 28 år, da hun 11. februar 1785 bliver gift med den 37-årige gårdmand Hans Madsen i Harløse.
Ti måneder efter brylluppet nedkommer Sidse med en datter, men selv dør hun lige efter fødslen. Sidse bliver begravet 18. december 1785, og samme dag døbes datteren, der efter skik og brug får navnet Sidse efter sin afdøde mor.
 

Lidt usædvanligt gifter enkemanden sig ikke umiddelbart efter hustruens død, og jeg finder ham ved folketællingen i 1787, hvor han fortsat er enkemand sammen med sin lille datter samt sin mor og tre tjenestefolk. 
Han gifter sig dog snart efter, og ved folketællingen i 1801 finder jeg ham sammen med sin nye familie samt datteren Sidse og hans gamle mor på 81 år.
 

Peder Jensen, døbt 22. september 1754, er 25 år, da han 19. januar 1780 gifter sig med den 20-årige enke Inger Olsdatter i Nejede, Annisse sogn, og Peder bliver dermed gårdmand på gården Lykkesholm i Nejede, som han siden får skøde på som selvejer, 27. december 1820.
 

Stavnsbåndet blev jo ophævet gradvist fra 1787, og omkring den tid begyndte udskiftningen af gårdene i landsbyerne også at tage fart. Hidtil havde gårdene ligget samlet i hver landsby med smalle agerstrimler, hvor alle høstede og såede samtidig i landsbyfællesskabet. 
Men ved udflytningen blev de fleste af gårdene flyttet ud, væk fra landsbyen, og  landsbyens jorder blev omfordelt, ligesom hver mand fik ansvaret for sin egen jord uden at skulle være afhængig af de andre.
 

Hvordan det foregik i Nejede kan man læse om her, hvor der også fortælles lidt om Peder Jensen og hans familie på Lykkesholm.
 

http://www.folkemuseet.dk/NoMus%202010%20artikler/Blaakilde%20og%20Kramer%204%202010.pdf
 

Peder og Inger får otte børn i løbet af 17 år, men i 1800 afgår Inger ved døden - i barsel i følge ovennævnte artikel, 40 år bliver hun.
Peder er i mellemtiden blevet sognefoged og lægdsmand i sognet, og efter Ingers død gifter han sig med hendes otte år yngre søster, Dorthe Olsdatter, og får yderligere fem børn.
 

Indtil 1809 lå en del af Nejedes huse og gårde i Alsønderup sogn, mens resten af landsbyen lå i Annisse sogn, men i 1809 blev sognegrænsen flyttet, så hele Nejede kom under Alsønderup sogn, og også der bliver Peder sognefoged.
Peder Jensen afgår ved døden 27. marts 1832, 77½ år. 

Hans enke bor i nogle år som aftægtskone hos sønnen Niels og hans familie i Nejede, men siden flytter hun til datteren i Nyhuse, hvor hun afgår ved døden 9. december 1860, men begravelsen finder sted i Alsønderup Kirke. Dorthe bliver 93 år
 

Jens Laursen og Margrethes ældste datter, Bodil, bliver hjemme i sognet, hvor hun bliver gift med Anders Nielsen, og Anders og Bodil er mine 3 x tipoldeforældre.

fredag den 14. august 2015

Fra Sundbylille til Sperrestrup - og endnu en Lauritz Lauritzen

Unge Lauritz Lauritzen fra Sundbylille er 25 år, da han 26. oktober 1690 bliver trolovet til  Anna Rasmusdatter fra Sperrestrup. Få måneder tidligere, 23. juni, har Lauritz overtaget fæstet af Damgaarden i Sperrestrup, efter at den tidligere fæster, Rasmus Jensen, var blevet sat fra gården.

Rasmus Svendsen og Bodil Mortensdatter på Bygaarden.
 
Anna Rasmusdatter er født på Bygaard i Sperrestrup i juni 1663, og er således et år yngre end Lauritz. Anna er datter af Rasmus Svendsen og Bodil Mortensdatter, som begge er født udensogns i henholdsvis 1618 og 1628. Rasmus Svendsen er søn af Svend Rasmussen fra Tollerup, en lille landsby med et par gårde og en vandmølle mellem Oppe Sundby og Ude Sundby; en landsby som i øvrigt blev nedlagt omkring 1680. Heller ikke hustruen Bodil er født i Jørlunde. I så fald ville deres vielse have fundet sted i sognet, hvilken den ikke gjorde.
Rasmus Svendsen overtager Bygaard omkring 1650, måske et par år tidligere da den forrige fæster døde i 1647, men i al fald inden 1652.
 

Rasmus Svendsen og Bodil Mortensdatters børn:
 

Morten Rasmussen oktober 1652 - maj 1685, 32 år og 5 mdr
Hans Rasmussen februar 1655 - april 1662, 7 år og 10 uger
Karen Rasmusdatter juli 1657 - ?
Svend Rasmussen marts 1660 - december 1739, 80 år og 10 mdr
Anna Rasmusdatter juni 1663 - januar 1703, 39 år, 7 mdr, 8 dage
Margrethe Rasmusdatter juli 1669 - februar 1718, 49 år
 

Bodil Mortensdatter bliver 54 år, død juni 1682, og Rasmus Svendsen bliver 84 år. Han afgår ved døden i juni 1702, hvor han er aftægtsmand på Bygaard, som sønnen Svend har overtaget.
 

Hvad Bodil og Rasmus Svendsens børn angår, gifter den ældste søn, Morten, sig i oktober 1684, men dør året efter i maj måned. 
Sønnen Hans dør allerede som 7-årig, Karen "forsvinder", og den yngste datter, Margrethe, bliver aldrig gift.
 

Gift bliver Svend til gengæld, hele fire gange endda, og i hans tredje ægteskab hedder hustruen Margrethe Lauritzdatter, en søster til Unge Lauritz Lauritzen. Dette ægteskab varer dog ikke længe, idet Margrethe dør efter et årstid, 25 år og barnløs.
En af Svends døtre fra første ægteskab, Ellen, gifter sig i øvrigt siden, efter at være blevet enke efter et kortvarigt ægteskab, med en af Unge Lauritz Lauritzens sønner fra andet ægteskab, Rasmus Lauritzen.
 

Lauritz Lauritzen og Anna Rasmusdatter på Damgaarden.

Anna Rasmusdatter bliver 19. november 1690, godt en måned efter trolovelsen, gift med Lauritz Lauritzen, nu fæstebonde på Damgaarden.
Anna og Lauritz får tre døtre og fire sønner, hvoraf kun en enkelt søn dør som spæd.
 

Bodil Lauritzdatter sept 1691 - august 1745 Veksø, 53 år
Ellen Lauritzdatter december 1693 - januar 1768 Skenkelsø, 75 år
Morten Lauritzen august 1694 - januar 1725 Sperrestrup, 30 år
Jens Lauritzen oktober 1696 - maj 1775 Harløse, 79 år
Hans Lauritzen juni 1698 - juni 1698, 10 dage+12 timer
Sidse Lauritzdatter juni 1698 - juni 1768 Ølstykke, 70 år
Lauritz Lauritzen  maj 1701 - september 1782  Sperrestrup, 81 år


Lauritz Lauritzen og Anna Rasmusdatters børn:

Bodil Lauritzdatter, døbt 6. sept 1691, bliver 24. juni 1714 viet til Rasmus Olsen fra Veksø. Vielsen finder sted i Jørlunde Kirke, og parret bosætter sig i Veksø. Ægtemanden dør på et tidspunkt inden 1736, hvor kirkebøgerne i Veksø starter, og Bodil gifter sig efterfølgende med Mikkel Pedersen. 
Bodil bliver 53 år og bliver begravet i Veksø 4. august 1745 som Mikkel Pedersens hustru i Veksø,
 

Ellen Lauritzdatter, døbt 1. januar 1693, gifter sig 1. marts 1716 med Jørgen Willumsen, som fire år tidligere overtog fæstet af Tungegaarden i Skenkelsø efter sin far. Parret får seks børn samt en dødfødt søn i løbet af de næste 20 år.
 

Ellen bliver enke i maj 1758, da hendes mand dør, 71 år gammel. Ellen selv driver gården videre med god hjælp fra en tjenestekarl, som året før Ellens død gifter sig med Ellens yngste datter og overtager fæstet af gården. Ellen bliver 75 år, begravet i Jørlunde 22. januar 1768.
 

Morten Lauritzen, døbt 5. august 1694, er 20 år gammel, da han 8. juli 1714 gifter sig med Karen Madsdatter i Ølstykke. Deres hjem bliver Bygaard i Sperrestrup, som Svend Rasmussen, Mortens morbror, har afstået til ham, og her får de seks børn, inden Morten en halv snes år senere dør af vattersot. 30 år bliver Morten, begravet 12. januar 1725.
 

Notater fra skiftet efter Morten Larsen d. 1725-03-27:
 "og begge deres sammen aulede børn, som ere olle Mortensen 10 aar gl: (Karen) Mortens Datter 8 aar gl: Niels Mortensen 6 aar gl:=Rasmus Mortensen 4 aar gl: Hans Mortens: 1 aar gl:" - "paa børnenes vegne blef besckicket til formynder deres far fader laurs laursen i Sperredstrop".
 

http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
 

Enken trolover sig 2. marts samme år til Anders Olsen fra Veksø, som overtager fæstet af Bygaard, og  17. juni gifter parret sig. Det bliver et kort ægteskab, for allerede måneden efter er det Karens tur til at komme i jorden; 32 år bliver hun.
Efterfølgende gifter Anders Olsen sig med Ellen Svendsdatter, datter af den tidligere fæster af gården, Svend Rasmussen. Nu er situationen den, at børnene fra ægteskabet mellem Morten Lauritzen og Karen Madsdatter ganske vist stadig har deres hjem på fødegården, men til gengæld er forældrene erstattet af to stedforældre, og det bliver værre endnu, for heller ikke dette ægteskab bliver af lang varighed. Ellen og Anders når lige at få en søn, inden Anders afgår ved døden i 1728.
 

Imidlertid bliver børnenes nye stedfar i det mindste en fra familien, nemlig deres halv-farbror, idet Ellen samme år, 17. oktober 1728, gifter sig med den 12 år yngre Rasmus Lauritzen fra Damgaarden, en halvbror til den Morten Lauritzen som i 1714 overtog fæstet af Bygaard efter Ellens far, og dette ægteskab varer så længe, at parret når at kunne fejre sølvbryllup, hvis det var brugt på de tider.
 

Jens Lauritzen, eller Laursen som han bliver kaldt i Harløse, døbt 25. oktober 1696, er min 4 x tipoldefar, og hans historie følger senere andetsteds.
 

Sidse Lauritzdatter, døbt 13. juni 1698, bliver i 1722 som 24-årig gift med ungkarl Ole Andersen fra Ølstykke, og det er også i Ølstykke, parret bosætter sig. 
De får syv børn i perioden 1723 til 1738: heraf dør de tre som små. 
Sidse bliver 70 år og bliver begravet i Ølstykke 27. juni 1768.
 

Lauritz Lauritzen, den yngste søn og siden benævnt Unge Lauritz Lauritzen i kirkebøgerne, mens faderen benævnes som Gamle Lauritz Lauritzen, er døbt 29. maj 1701. Han er 27 år, da han 20. juni 1728 gifter sig med Inger Nielsdatter fra Græse. Trods det finder vielsen sted i Jørlunde Kirke, og parret bosætter sig i Sperrestrup, hvor Lauritz har overtaget fæstet af Vængegaard. 
Det bliver til otte børn i årene 1729 - 1749, hvoraf en søn dør, inden han fylder to år.
Lauritz bliver den af de syv søskende, der lever længst. Han bliver 81 år, begravet 10. september 1782.
 

Anna Rasmusdatter bliver ikke særlig gammel, lige knap 40 år. Efter syv børnefødsler i løbet af ti år  afgår hun ved døden 28. januar 1703 efter 1 års svaghed, og Lauritz står tilbage med seks børn i alderen 2 - 10 år.
 

I bogen Hjørlunde Sogns Historie af Edvard Carstensen fra 1878 er boopgørelsen i forbindelse med skiftet efter Anna nedfældet. En uhyre detaljeret opgørelse over alt inventar i hjemmet lige fra senge og dyner til saltkrukken,  tilligemed både husdyr og tilsåede marker, det hele prissat og opgjort pr. arvelod. Det halve af boet tilhører Lauritz, mens resten fordeles på broderlodder og søsterlodder - en søsterlod udgør det halve af en broderlod.
 

Med seks småbørn på gården og "ingen" alder - knap 40 år - gifter Lauritz sig naturligvis igen, og bruden er den halvt så gamle Maren Mortensdatter fra Græse, hvor vielsen formentlig også finder sted.
 

Lauritz og Maren får seks sønner, hvoraf den ene dør inden, han fylder to år. Det andet kuld børn indbefatter endnu en Morten, selv om Morten fra første kuld endnu lever i bedste velgående, men han er formentlig, som det sig hør og bør, opkaldt efter sin morfar,
 

Peder Lauritzen  september 1706 - ? formentlig i København
Rasmus Lauritzen april 1708 - juni 1781 Sperrestrup 73 år og 2 mdr
Svend Lauritzen februar 1711 - april 1795 Søsum Stenløse, 84 år
Morten Lauritzen marts 1714 - juni 1793 Uvelse, 79 år
Hans Lauritzen marts 1717 - september 1718, 1½ år
Hans Lauritzen november 1719 - februar 1772 Sperrestrup, 55 år

Lauritz Lauritzen afgår ved døden i juni 1739 og bliver begravet 26. juni på Jørlunde Kirkegård.
 

Notater fra skiftet efter Lars Larsen d. 1739-09-16:
"og begge deris SammenAulede børn som ere, Jens laursen boende i Haarløse, Unge laurs laursen boende i Sperridstrop, Peder laursen =30 Aar og self Myndig tiennende i Kiøbenhaun, Rasmus laursen boende i Sperridstrop, Svend laursen boende i Jørlunde, Morten laursen 23 Aar, og Hans laursen -18 aar, hvilche Sidste ere hiemme hos Moderen, bodel laursdaatter gifft med Michel Pedersen i vexøe, Ellen laurs daatter gifft med Jørgen Villumsen i Skinchelsøe Sidse Andersdaatter {?} gifft med Olle Andersen i Ølstøche, Endnu en Søn Nafnlig Morten laursen som er død og har effterlat sig børn Namblig Olle Mortensen -22 Aar, Rasmus Mortensen =18 Aar, Hans Mortensen =15 Aar og Anne Mortens daatter gifft med Erich Andersen i Jorlunde" - for enken Niels Mortensen i Græse
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Der er vist lidt kludder med det skifte, for det omfatter Lauritz' børn fra begge ægteskaber, og ikke kun "begge deris SammenAulede børn" - altså Lauritz og Marens børn.
 

Efter Lauritz' død bliver Maren siddende på Damgaarden, i første omgang med sønnerne Morten og Hans, og da Morten i 1742 gifter sig og flytter fra gården, er Hans alene tilbage sammen med Maren, som imidlertid afstår gården til Hans i 1748 mod forpligtelse til underhold resten af sin levetid.
 

Maren Mortensdatter bliver 75 år, 3 uger og 2 dage i følge kirkebogen - hvis ellers man kan regne med det - begravelsen finder sted 21. maj 1756.
 

Maren Mortensdatter og Laurids Lauritzens børn:
 

Peder Lauritzen, døbt 26. september 1706, slap lige fri af vornedskabet, som blev ophævet i 1702 og gjaldt for bønder født efter 1699. Til gengæld blev stavnsbåndet indført i 1733, gældende i første omgang for mænd i alderen 14-36 år. 
Om Peder slap væk fra sognet forinden eller købte sig fri er ikke godt at vide, men i følge "Hjørlunde Sogns Historie" var han i al fald bødker i København fra 1735, og her har han formentlig tilbragt resten af sine dage.
 

Rasmus Lauritzen, døbt 3. april 1708, gifter sig som tidligere omtalt i 1728 med Ellen, datter af faderens svoger, Svend Rasmussen på Bygaard, Rasmus overtager dermed fæstet af Bygaard, nabogård til Damgaarden. 
Parret får fire børn, tre døtre og en søn.
Ellen bliver 59 år, død marts 1756. 

Da den yngste datter, Anna, i 1766 gifter sig, afstår Rasmus gården til svigersønnen og tilbringer sine sidste år på gården som aftægtsmand. 
Rasmus bliver 73 år, begravet 8. juni 1781.
 

Svend Lauritzen, døbt 22 februar 1711, gifter sig 14. oktober 1736 med en gårdmandsdatter i Jørlunde, 18-årige Bente Andersdatter på Selvlystgaard, og Svend overtager fæstet af gården efter Bentes far, Anders Simonsen.
 

I løbet af de næste 26 år bliver det til tolv børn. De tre første dør i deres første leveår, de næste tre overlever, herefter endnu tre børn der dør inden de fylder et år, og endelig endnu tre børn der overlever.
 

Svend bliver enkemand i 1792, og ved sin død i april 1795 har han taget ophold hos en af sine sønner i Søsum, Stenløse sogn
 

Morten Lauritzen, døbt 7. marts 1714, gifter sig 7. maj 1742 med en syv år ældre enke fra Lystrup i Uvelse sogn, Karen Larsdatter. Vielsen finder sted i Slangerup Kirke, da kirken i Uvelse er under reparation.
Karen Larsdatter har fire børn med sig ind i ægteskabet, og hun får yderligere fire børn med Morten inden sin død i 1751, 44 år blev hun.
 

Få måneder efter Karens død gifter Morten sig med Maren Pedersdatter i Uvelse. Hun er 25 år, og Morten 38 år. Maren og Morten får syv børn i perioden 1752 til 1764, og i 1774 bliver Morten endnu engang enkemand, da Maren dør i 1774, 46 år. 
Morten forbliver enkemand til sin død 8. juni 1793, hvor han er aftægtsmand hos sin datter og svigersøn i Uvelse.
 

Hans Lauritzen, døbt 19. november 1719, overtager i 1748 fødegården, Damgaarden, og 26. juni 1749 gifter han sig med Maren Pedersdatter af Paastrup. 
Hans er 29 år, og Maren er 18 år. Parret får otte børn i løbet af de følgende 21 år. Heraf dør de tre i løbet af deres første leveår.
 

Hans bliver 55 år, begravet 9. februar 1772. 
Maren gifter sig i oktober samme år med den 18-årige Lars Nielsen. Maren selv er 40 år. Ægteskabet forbliver barnløst, men kommer måske til at vare længere, end den unge Lars havde regnet med.
Maren afgår ved døden 19. september 1809, men Lars, som aldrig har fået egne børn, forbliver enkemand til sin død i 1834.
 

Udover kirkebøger, folketællinger, mandtal 1700 og skifter har bogen Hjørlunde Sogns Historie, skrevet af Edvard Carstensen i 1878, været en værdifuld kilde til oplysninger. Havde blot flere i tidernes morgen skrevet en ligeså fyldestgørende bog om mennesker og gårde i deres sogn...hvilken guldgrube af viden eftertiden kunne have fået!
 

Nu går turen til Harløse, hvor Lauritz Lauritzen og Anna Rasmusdatters søn, Jens, slår sig ned, efter først at have været en tur forbi Sigerslevøster i Strø sogn.

lørdag den 1. august 2015

Lauritz Lauritzen og Karen Jensdatter i Sundbylille.


Jørlunde er en landsby en halv snes kilometer inde i landet øst for Frederikssund, og lægger navn til sognet, hvor også landsbyerne Sperrestrup og Sundbylille er beliggende, tilligemed Skenkelsø, Påstrup og Hagerup.
 

Lauritz Lauritzen fra Lille Rørbæk, 42 år og stadig ungkarl,  gifter sig i 1663 med den ni år yngre enke, Karen Jensdatter, i Jørlunde Kirke.
 

Karen Jensdatters afdøde mand, Hans Nielsen var selv enkemand og fæstebonde på Nittebjerggaard i Sundbylille, da han i 1655 blev gift med Karen, som på det tidspunkt var i tjeneste hos en anden gårdmand i byen. Karen var da 25 år, og Hans Nielsen 41 år.
 

Karen Jensdatter får tre børn i ægteskabet med Hans Nielsen:
Jens Hansen 1657 - 1718 Hagerup, 61 år
Lauritz Hansen 1660 - 1740 Udlejre, 80 år
Anna Hansdatter 1662 - ?
 

Hans Nielsen afgår ved døden august 1662, 48 år, og året efter 3. maj 1663 gifter Karen Jensdatter sig med Lauritz Lauritzen, som dermed overtager fæstet af Nittebjerggaard.
 

Lauritz og Karen får tre sønner og to døtre:
 

Lauritz Lauritzen 1664 - 1739  Sperrestrup, 74 år
Kirsten Lauritzdatter 1666 - 1742 Ølstykke, 76 år
Hans Lauritzen 1669 - 1742 Sundbylille, 73 år
Mads Lauritzen 1671 - 1727 Sundbylille, 57 år
Margrethe Lauritzdatter 1674 - 1699 Sperrestrup, 25 år
 

Lauritz Lauritzen bliver 77 år, død 22. november 1698, 77 år, 3 mdr. og 13 dage i følge præsten.
Karen Jensdatter bliver 80 år, begravet som Hans Larsens moder af Sundbylille 11. maj 1710.
 

Lauritz Lauritzen og Karen Jensdatters børn:
 

Lauritz Lauritzen, den ældste søn, bliver gift med Anna Rasmusdatter af Sperrestrup, men den historie vender jeg tilbage til.
 

Kirsten Lauritzdatter, døbt 16. september 1666, bliver som 28-årig i 1694 gift med Bent Hansen af Ude Sundby. I følge  bogen Hjørlunde Sogns historie af Edvard Carstensen - en bog udgivet i 1878, som også bidrager med en del oplysninger om Lauritz Lauritzen og hans familie - bosætter parret sig i Bonderup i Ude Sundby sogn, og ved Mandtal 1700 finder jeg da også en indsidder Bent Hansen på 60 år.
 

At parret er indsiddere er måske også forklaringen på, at Kirsten efter Bent Hansens død i 1704/05 indgår sit andet ægteskab i Jørlunde Kirke. Det sker 1. november 1705, hvor hun bliver gift med Lauritz Jensen. Lauritz Jensen er boemand i Ølstykke og seks år yngre end Kirsten, der nu er 39 år. Parret bosætter sig i Ølstykke - Kirsten er den eneste af Lauritz Lauritzens fem børn, der flytter udensogns.
Begge afgår ved døden i 1742, Kirsten i oktober og Lauritz i begyndelsen af november.
 

Hans Lauritzen, døbt 7. februar 1669, overtager sammen med sin yngre bror Mads driften af Nittebjerggaard efter faderens død i 1698.
 

Hans bliver gift omkring 1704/05, men hans første hustru dør allerede i maj 1710, 27 år, og bliver begravet 29. maj, få uger efter Karen Jensdatters død.
Parret når dog at få fire børn i løbet af de få år, ægteskabet varer; Karen, Margrethe, Kirsten og Lauritz. 

Både  Margrethe og Lauritz dør af små kopper (Variola/Kopper) i slutningen af maj 1710, og Lauritz begraves sammen med sin mor tre dage efter Margrethes begravelse.
 

Efterfølgende gifter Hans sig udensogns med den noget yngre Berethe, og de får syv børn, hvoraf de tre dør som spæde:
 

Lauritz Hansen oktober 1711 - december 1711, 6 uger
Christen Hansen døbt 10. september 1713
Lauritz Hansen august 1715 - januar 1716, 6 mdr
Karen Hansdatter døbt 1. november 1716
Lauritz Hansen døbt 18. marts 1719 
Anna Hansdatter februar 1720 - april 1720, 7 uger
Maren Hansdatter døbt 13. juli 1721
 

Hans Lauritzen bliver 71 år, død marts 1742, og Berethe dør februar 1746, 63 år
 

Mads Lauritzen, døbt 9. april 1671, driver som nævnt tidligere Nittebjerggaard sammen med sin ældre bror, Hans, i en periode , men ellers er der ikke meget at sige om ham, idet han aldrig bliver gift og stifter familie. Han bliver 56 år, død marts 1727.
 

Margrethe Lauritzdatter, døbt 20 maj 1674, bliver 25. september 1698 gift med den 14 år ældre enkemand, Svend Rasmussen. 
Svend er boemand på Bygaarden i Sperrestrup og bror til Anna, som nogle år tidligere blev gift med Margrethes ældste bror, Lauritz, så nu er Margrethe også svigerinde til sin egen bror. Dog ikke længe for allerede året efter ved juletid afgår Margrethe ved døden og bliver begravet 29. december 1699, 25 år, 8 måneder og 5 dage i følge præsten.
 

Endelig er der Lauritz Lauritzen og Karen Jensdatters ældste søn med samme navn som faderen. Også han bliver i sognet, men flytter dog fra Sundbylille til Sperrestrup, hvor han bliver gårdmand.

onsdag den 29. juli 2015

Lauritz Matsen i Lille Rørbæk, Snostrup sogn.

Niels Bentsens søn, Anders i Harløse gifter sig i 1771 med Bodil, datter af Jens Laursen og Margrethe Pedersdatter.
Jens Laursen er født i Sperrestrup, Jørlunde sogn, og er ret beset døbt Jens Lauritzen, men eftersom jeg først lærte ham at kende som Jens Laursen i Harløse, hvor han i kirkebøgerne næsten konsekvent kaldes for Jens Laursen, hænger Laursen fast i min bevidsthed.



Både Jens Laursens far og farfar er døbt Lauritz Lauritzen, men på den tid var det præsten, der bestemte, hvordan navne skulle staves - han var alligevel stort set den eneste i sognet, som kunne læse og skrive - så selv om en dreng i sin tid blev døbt Lauritz, var det ingen hindring for, at han siden kunne blive noteret som enten Lars eller Laurs i kirkebøgerne, og det var da også  det, der skete for Lauritz juniors vedkommende.
Det er måske også årsagen til, at flere slægtsforskere og efterkommere af de ovennævnte to herrer oftest benævner dem begge som Lars Larsen, men ikke desto mindre har jeg valgt at fastholde deres døbenavne her på siden.
 

Lauritz Lauritzen senior betragtedes i en årrække som stamfar til en omfangsrig slægt kaldet Nittebjergslægten, opkaldt efter den gård Lauritz senior giftede sig til i Sundbylille.
Senere fandt man også frem til hans far, Lauritz Matsen, der boede på Frydendalgaard i Lille Rørbæk i Snostrup sogn, men trods det holder man alligevel fast i slægtsbetegnelsen, Nittebjerg, som har været brugt i årtier.



Nittebjergslægten er beskrevet udførligt på flere andre hjemmesider, men selv om kirkebøgerne starter tidligt i både Snostrup og Jørlunde, allerede i 1645, er det dog ikke tidligt nok til, at jeg selv kan verificere alle offentliggjorte data gennem kirkebogsopslag, så jeg holder mig  til det, jeg selv kan stå inde for, dog med enkelte undtagelser.
 

Lauritz Matsen i Lille Rørbæk.
 

Lauritz Matzen er født o. 1577, beregnet efter den opgivne alder ved hans død, og han  bliver fæstebonde på Frydendalgaard i Lille Rørbæk i Snostrup sogn og tilligemed sognefoged.
Lauritz' første hustru hedder Kirsten Nielsdatter, siger kilder, og med hende får han seks børn:
 

Inger Lauritzdatter begravet 3. maj 1677, alder ikke opgivet ved død
Kirsten Lauritzdatter o. 1617 - 1696, 79½ år
Lauritz Lauritzen født o. 1621 - 1698 Jørlunde, 77 år
Mats Lauritzen  begravet 16. maj 1679 , alder ikke opgivet
Ellen Lauritzdatter
Rasmus Lauritzen o. 1631 - 1696, 65 år
 

Det er ikke usandsynligt, at der er blevet født flere børn i ægteskabet, børnedødeligheden på den tid taget i betragtning, men i al fald er der født disse seks, som lever længe nok til at blive registreret.
 

Kirsten Nielsdatter angives at være død o. 1636, og herefter gifter Lauritz Matsen sig med Else Nielsdatter, som er født o. 1617, og dermed 20 år, da hun bliver gift med den nu 50-årige Lauritz. 
Parret får ni børn, eller rettere sagt mindst ni børn, for der er et pænt spring mellem de to ældste:
 

Lauritz Lauritzen o. 1637 - 1692, 54 år
Peder Lauritzen 1645 - 1649, 4 år
Niels Lauritzen 1647 - 1679, 31 år
Birgitte januar 1649 - maj 1749, 15 uger
Hans marts 1650 - juli 1650, 4 måneder
Hans Lauritzen 1651 - 1681, 30 år
Birgitte Lauritzdatter 1654 - 1727, 74 år
Kirsten Lauritzdatter 1656 - ?
Bodil august 1658 - januar 1659, ½ år
 

Lauritz Matsen bliver 86 år, død i 1663, begravet 10. oktober. En viril herre, der er over 80 år sidste gang, han bliver far.
Hans enke Else Nielsdatter gifter sig 2. februar 1664 med Jørgen Olufsen, som overtager fæstet af Frydendalgaard, og formentlig også posten som sognefoged. I al fald fremgår det af Mandtal 1700, at Jørgen Olsen er 70 år og sognefoged. Forinden er Else Nielsdatter dog i 1697 afgået ved døden, 79 år og 6 uger.
 

Langt de fleste af Lauritz Madsens sønner og døtre lever og dør i Snostrup sogn, på nær den ældste søn, Lauritz fra første ægteskab, som gifter sig med en enke i Sundbylille i Jørlunde sogn - og så muligvis den yngste Kirsten samt Ellen, hvis begravelser ikke lader sig finde i Snostrup.
Det er nu heller ikke så væsentligt, i og med, at det først og fremmest er Lauritz Lauritzen, det drejer sig om her, hvor turen går videre til Sundbylille.

 

fredag den 10. juli 2015

Fra Freerslev til Harløse - Niels Bentsen og Gertrud Andersdatter


Niels Bentsen fra Freerslev, søn af Bent Jensen og Kirsten Nielsdatter, bliver som 22-årig gift med  enken Gertrud Andersdatter i Harløse, 36 år og allerede med syv børnefødsler bag sig.
 

Gertrud er født i Ullerød, der ligesom Harløse er en landsby i Tjæreby sogn, Frederiksborg amt. Gertruds forældre er boemand Anders Rasmussen og Johanne Jensdatter i Ullerød. En boemand er en mellemting mellem en husmand og en gårdmand.
 

Anders Rasmussen og Johanne Jensdatter.

Almindeligvis er i hvert fald den ene af forældreparret født i sognet, men da jeg ikke med sikkerhed kan placere hverken Anders eller Johanne i Ullerød ved Mandtal 1700, er det umuligt at sige noget om Anders og Johannes ophav.
 

Anders Rasmussen har et ægteskab bag sig, inden han gifter sig med Johanne, og det har Johanne højst sandsynligt også, taget i betragtning at hun er 44 år, da hun bliver gift med Anders.
Under alle omstændigheder bliver Anders Rasmussen i første omgang gift med Karen Svendsdatter, formentlig omkring 1709, og de får to børn, Ane Kirstine der lige når at blive døbt inden hun dør tre uger gammel i juli 1710, samt Jørgen der bliver født i marts 1712, men kun bliver 4 år.
Karen Svendsdatter afgår ved døden og bliver begravet 1. januar 1713, 42 år og noget ældre end Anders, der er født omkring 1687 og dermed 26 år på det tidspunkt.
 

Efter Karens død går der halvandet år førend Anders bliver gift igen, lidt usædvanligt især fordi han har en lille søn, men enten har han haft svært ved at finde et passende parti, eller også var det ham selv, der ikke var et passende parti.
Men 1. juli 1714 bliver Anders, 27 år, endelig gift med Johanne Jensdatter, 44 år og lige som Anders fra Ullerød. Trods Johannes alder bliver det alligevel til et par børn, men eftersom Johannes alder er beregnet ud fra den opgivne alder ved hendes død, kan man ikke være helt sikker på, at den er korrekt.
 

Gertrud Andersdatter 1715 - 1766, 54 år
Rasmus Andersen o. 1717 - før 1787 i Ølsted sogn
Peder Andersen o. 1719 - 1726, 7 år

 

Anders Rasmussen afgår ved døden og bliver begravet 13. april 1736, 49 år. Hans hustru Johanne Jensdatter bliver 81 år, begravet 2. marts 1751.
 

Notater fra skiftet efter Anders Rasmussen d. 1736-09-11:
"og begge deris Sammen auelde børn . . . som ere Rasmus andersen 20 Aar gl: og Giertrud anders daatter gifft med laurs laursen i Haarløse . . . Sønnen mødte med sin antagne Curator Hans Jensen i Ullerød"
 

http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
 


Gertruds bror, Rasmus Andersen er blandt fadderne ved to af Gertruds børns barnedåb, hvor han i 1737 stadig er i sognet, men inden 1742 er han flyttet til Ølsted sogn, hvor han formentlig har giftet sig. Men eftersom der ingen kirkebøger findes for Ølsted for 1814, er der heller ikke flere tilgængelige oplysninger om Rasmus.
 

Gertrud Andersdatter og Lars Larsen.

Gertrud Andersdatter, døbt 28. april 1715, bliver som 16-årig gift med sognefogeden Lars Larsen.
Lars Larsen er født i Karsemose i Vinderød sogn o. 1686, søn af Lars Ibsen og Maren Larsdatter.
Lars har et ægteskab bag sig, da han gifter sig med Gertrud, nemlig med Bodil Andersdatter, som han bliver gift med inden 1711, hvor jeg finder hans søns dåb registreret i kirkebogen for Tjæreby sogn. Lars og Bodil er gårdfolk i Harløse, og inden 1723 er Lars også blevet sognefoged. 

Bodil afgår ved døden i marts 1731, 46 år.
 

Notater fra skiftet efter Bodel Andersdatter d. 1731-06-26:
"og begge deres sammen aulede børn . . . som ere Margrette Laurs Datter 19 aar gammel, og Maren Laurs datter 13 aar gl:"
 

http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
 

16. september 1731 gifter Lars Larsen sig med Gertrud Andersdatter fra Ullerød. Han er omkring 45 år, nogenlunde samme alder som Gertruds far, og Gertrud kun 16 år, yngre end Lars' ældste datter. 
Lars og Gertrud får syv døtre, hvoraf de to dør som ganske små.
 

Bodil Larsdatter 1733 - 1733, 7½ uge
Bodil Larsdatter 1735 - 1779, 44 år
Johanne Larsdatter 1737 - ?
Marthe Larsdatter 1740 - 1767 i Gørløse, 27 år
Anne Marie Larsdatter 1742 - 1803 i Kagerup, 61 år
Anne Cathrine Larsdatter 1745 - 1745, 2½ uge
Anne Cathrine Larsdatter 1748 - 1787, 39 år

 

Gertruds mand, Sognefoged Lars Larsen, afgår ved døden i 1751, begravet 29. december, hvor præsten har opgivet hans alder som værende 69 år, 8 måneder og 7 dage. Meget prisværdig nøjagtighed, men tæller man tilbage, når man frem til fødselsåret 1682, mens hans alder ved Mandtal 1700 er noteret som 14 år, og altså 1686 som fødeår, så hvad skal man regne med.....
 

Gertrud Andersdatter og Lars Larsens døtre.
 

Bodil Larsdatter, døbt 24. april 1735, bliver i 1753 18 år gammel gift med den fire år ældre boemand Peder Nielsen, og de bosætter sig i Harløse, hvor de får ti børn.
Bodil og Peder afgår begge ved døden i 1779 og bliver begravet samme dag, 13. maj 1779.
 

Johanne Larsdatter, døbt 17. oktober 1737, bliver i 1753 sandsynligvis gift med Christen Nielsen fra Ølsted. Sandsynligvis siger jeg, for jeg kan ikke udlede noget med sikkerhed af forloverne, hvoraf den ene ganske vist er Thomas Arvedsen fra Freerslev, som er svoger til Niels Bentsen, stedfar til Johanne. Under alle omstændigheder forsvinder parret til Ølsted med de manglende kirkebøger.
 

Marthe Larsdatter, døbt 22. maj 1740, bliver i 1759 som 19-årig gift med enkemanden Jens Larsen, som er gårdmand i Gørløse. 
Jens Larsen, som er en snes år ældre end Marthe, mistede en hustru både i 1757 og 1759, og heller ikke Marthe er han helt heldig med. 
Marthe bliver kun 27 år, død i slutningen af december 1767. Jens Larsen selv bliver 62 år, død 1781.
 

Anne Marie Larsdatter, døbt 4. november 1742, bliver som sin søster Marthe også gift med en betydeligt ældre enkemand, Hans Nielsen der er gårdmand i Kagerup. 
Hans kone afgik ved døden i juni 1763, 82 år, og 11. januar 1764 gifter Hans Nielsen sig så med Anne Marie. Hans er 69 år, og Anne Marie 21 år.
Trods alderen fejler potensen ikke noget, og Hans og Anne Marie får otte børn, hvoraf de to dør som spæde. Hans Nielsen afgår ved døden i november 1775, 80 år.
I januar 1777 gifter Anne Marie, 35 år, sig med den syv år yngre Peder Arendtsen, og de får tre børn, hvoraf den ene dør som spæd. 

Peder afgår ved døden i 1787, 38 år, men denne gang forbliver Anne Marie enke til sin død i 1803.
 

Anne Cathrine Larsdatter, døbt 24. juni 1748, er heller ikke gammel, da hun bliver gift. 17 år er hun da hun 30. april 1766 bliver gift med Ole Olsen fra Annisse, men i det mindste er Ole en ungkarl på 25 år, så det er ikke så tovligt endda.
Parret bosætter sig i Harløse, hvor Ole med tiden bliver underfoged, og de har ved folketællingen i 1787 syv børn.
1787 bliver imidlertid et rigtig skidt år for familien. 

25. juli må Ole begrave sin hustru, 1. august er det datteren Marens tur, 5. august må Ole begrave endnu en datter, og endelig ugen efter, den 12. august, er det Ole selv der kommer i jorden, 47 år.
 

Gertrud Andersdatter og Niels Bentsen.

Efter sin mands død i slutningen af 1751, står Gertrud alene med gården og fem døtre, så der går ikke mange måneder førend hun gifter sig på ny. 
Det sker 25. februar 1752, hvor hun bliver viet til den unge Niels Bentsen fra Freerslev.
Lars Larsen var jo sognefoged til sin død, og sognefoged bliver Niels Bentsen også, inden han får set sig om, så trods sin unge alder må han have været en person, myndighederne mente, ville være i stand til at kunne varetage en sognefogeds opgaver.
 

Niels og Gertrud får kun tre børn, hvoraf kun den førstefødte når at vokse op, men parret har også rigeligt at se til med at få Gertruds fem døtre afsat efterhånden, som de bliver giftemodne, hvilket de bliver hurtigt i den familie.
 

Anders Nielsen 27. maj 1753 - 26. febr 1818, 65 år
Lars Nielsen 17. nov 1754 - 18. jan 1756, 1 år
Bente Kirstine Nielsdatter 5. sept 1756 - 4. maj 1763, 6 år

 

Niels Bentsen bliver kun 36 år. Han bliver begravet 8. august 1765, og kun et halvt år efter afgår Gertrud ved døden, 54 år, begravet 8. februar 1766.
 

Gertruds yngste datter bliver gift to måneder efter sin mors død, og så er der Niels og Gertruds eneste tilbageværende søn, Anders, min 3 x tipoldefar der bliver forældreløs, inden han er fyldt 13 år.
Hvem tager sig mon af ham? Familien formodentlig, hvis ikke han bliver sendt ud for at tjene. Under alle omstændigheder klarer han sig godt og bliver siden både sognefoged og gårdmand i Harløse.
 

Som sine halvsøstre gifter også Anders sig i en ung alder; 18 år er han, da han i 1771 bliver gift med 22-årige Bodil Jensdatter, der lige som ham selv er født i Harløse. Men Bodils far er i sin tid kommet til sognet fra Sperrestrup i Jørlunde sogn, og det er en længere historie, som starter helt tilbage i 1600-tallet i Lille Rørbæk.

tirsdag den 7. juli 2015

Gårdfolk i Freerslev - Bent Jensen og Kirsten Nielsdatter.


Hans Jensen fra Hagelsegaard i Lille Havelse gifter sig i 1850 med Margrethe Jensdatter fra Holstrupgaard i Grimstrup, og på samme måde, som jeg arbejdede mig frem til Hans Jensen fra de tidligste af hans aner i mandlig linje, jeg kunne finde, hvor hustruerne og deres aner  sideløbende blev koblet på generation efter generation, bruger jeg nu samme metode i forhold til Margrethe Jensdatter.
 

Endnu en rejse tilbage i tiden til  Margrethes tipoldeforældre, Bent Jensen og Kirsten Nielsdatter, som bliver gift i 1719 i Nørre Herlev Kirke.
 

Bent Jensen er født o. 1698 i Freerslev, hvor jeg finder ham på et lille husmandssted i Mandtal 1700 sammen med sin far, Jens Bentsen, og en lidt ældre bror. Broderen, Niels, dør dog allerede som 5-årig året efter, og så er Bent vist eneste barn tilbage. Han kunne have haft søstre, men jeg har ikke fundet nogen blandt hverken fødsler, døde eller vielser i kirkebogen.
 

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/index.html?q=1700/frederiks/nherlev.htm
 

Jens Bentsen er 32 år i 1700 og han bliver rigtig gammel. I forbindelse med hans begravelse 12. juli 1761, har præsten angivet hans alder til 106 år og skrevet følgende i kirkebogen:
 

"Gamle Jens Bentsen skovfoged i Freerslev, barnefødt i skoven, siges at have været  af en høj alder."
 

Jo, Jens Bentsen havde bestemt en høj alder, men 106 år er vist lidt af en overdrivelse. Hvis man regner alderen fra Mandtal 1700 for at være nogenlunde korrekt, er Jens født o. 1667, og dermed 93 år ved sin død. Det skal siges, at Jens overlevede både sin kone og søn, og tilligemed havde han rent faktisk levet så længe, at alle hans jævnaldrende for længst var døde og borte.
 

Jens Bentsens kone døde i øvrigt adskillige år forinden i oktober 1737. Hun blev 77 år, men desværre blev hun begravet som Jens Bentsens kone, så hendes navn fortaber sig i tågerne. Ud fra navnene på Bent Jensens døtre kunne man gætte på, at hendes navn var Ellen eller Sidse, men det er rent gætteri.
 

Jens Bentsen og hustru får disse to sønner:
Niels født o. 1695 - død bgv 21. august 1701, 5 år
Bent Jensen født o. 1698 -  død bgv 8. oktober 1749, 51 år
 

Niels Joensen og Maren Olsdatter.

Bent Jensens hustru, Kirsten, er datter af gårdmand Niels Joensen og Maren Olsdatter fra Freerslev.
Niels Joensen og Maren Olsdatter afgår begge ved døden i 1724, henholdsvis 70 og 73 år; Niels bliver begravet den 19. marts, og hans hustru den 26. marts.
Af skiftet i forbindelse med deres død fremgår det, at der er to døtre, Maren og Kirsten, samt Olle Laursen, som er Marens søn af tidligere ægteskab med en Lars/Laurs.
 

Notater fra skiftet efter Niels Jonsen d. 1724-03-20:
Skifte for dem begge - "og strax effter hin anden ved døden er afgangen imellem begge deris Sammen aulede børn og arvinger som ere,- Maren Niels Daatter Egted {"af Anders Fransen i Haarløse"} {"Kirsten Niels daatter Egted af "} bendt Jensen Smed i Freesløf,- dernest dend Salig koenis aparte børn i forige Egteskab auled som ere Olle laursen boende i Herløf ved Registeringen var Overværende, Anders Fransen paa sin Huustrues vegne {!}, bendt Jensen Smed paa sin Huustrues veigne og Olle Laursen paa egne vegne" 


http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Jeg fandt en Olle Larsen, 27 år og gårdmand i Nørre Herlev ved Mandtal 1700, og det er formodentlig Marens Olsdatters søn. En Ole Larsen i Nørre Herlev får en del børn gennem de følgende år, hvor Maren Olsdatter bærer barnet ved dåben, men på den anden side, er Maren nærmest fast inventar som "bærer af barnet" gennem en årrække, når børn fra Freerslev døbes, så jeg kan ikke konkludere definitivt, at der er tale om "min" Ole Larsen ud fra det.
 

Niels Joensen og Maren Olsdatters døtre:
Maren Nielsdatter født o. 1686 - død bgv 19. januar 1763, 77 år
Kirsten Nielsdatter født før 1700 - død efter 1748
 

Maren Nielsdatter bliver gift med Anders Frandsen fra Harløse 18. oktober 1711.
Anders Frandsen er søn af Frants Andersen, en af Hans Jensens aner i Harløse, og historien om Maren og Anders kan læses her.
 

http://lunavecchia.blogspot.dk/2015/06/gardfolk-i-harlse-i-1700-tallet.html

Endelig er der Kirsten Nielsdatter som bliver trolovet til Bent Jensen 22. oktober 1719, og den 10. december samme år bliver de gift. Brudeparrets fædre er forlovere.
Kirsten er gårdmandsdatter, og Bent er husmandssøn og smed, og selv om han siden bliver både gårdmand og skovfoged, kaldes han stadig Bent Smed i daglig tale. 

Umiddelbart efter Niels Joensens død, overtager Bent den 11. april 1724 fæstet af hans gård, den gård der har eller får navnet Andersgaard, som overtages siden af Bents datter og svigersøn, Kirstine og Anders, efter Bents død. Anders får skøde på gården 8. juni 1788.

Bent og Kirsten får otte børn, fem døtre og tre sønner, hvoraf tre af døtrene dør som små. Den yngste søn forsvinder for mig, men af de sidste fire bliver de tre hjemme i sognet, mens den fjerde bliver gårdmand i Harløse i nabosognet Tjæreby.
 

Ellen Bentsdatter 1720 - 1774, 53 år
Peder Bentsen 1723 - 1771, 49 år
Maren Bentsdatter 1725 - 1730, 5 år
Niels Bentsen 1729 - 1765 i Harløse, 35 år
Maren Bentsdatter 1732 - 1733, 1 år
Kirstine Bentsdatter 1734 - 1810, 75 år
Sidse Bentsdatter 1738 - 1738, 1 måned
Jens Bentsen døbt 22. februar 1739 - Død ?

 

Bent Jensen bliver 51 år, begravet 8. oktober 1749. 
Jeg har fundet flere på nettet, som også har Bent og Kirsten blandt deres aner, og de angiver, at Kirsten skulle være død Freerslev i 1771 eller 1772. 
Jeg ved ikke, hvor de har det fra, men næppe fra kirkebogen, for der er hun ikke noteret, hverken i de pågældende år eller andetsteds. Men der sker ofte det, at nogle, der kalder sig slægtsforskere, kritikløst kopierer hvad de finder på nettet uden selv at tjekke efter, om det nu også er rigtigt, og på den måde spreder fejl sig.
Det sidste, jeg ser til Kirsten Nielsdatter i kirkebogen er som fadder ved et af børnebørnenes dåb i oktober 1748, og siden er der intet spor af hende, så jeg kan kun konkludere, at hun i al fald er død på et tidspunkt efter 1748.
 

Bent Jensen og Kirsten Nielsdatters børn:
 

Ellen Bentsdatter, døbt 8. september 1720, bliver som 20-årig i gift med den 31-årige enkemand Thomas Arvedsen. Hans hustru blev begravet 4. december 1740, og præcis en måned efter bliver Ellen og Thomas trolovede. Ellens far og Thomas' bror, Søren Arvedsen som også er blandt mine aner, er forlovere.
 

Thomas har en lille datter på tre år med sig ind i ægteskabet, og derudover får Ellen og Thomas i årene 1742-1758 børnene Jens, Arved, Christen, Anna, Bente Maria, endnu en Bente Maria samt Bent og Jens. I alt otte børn, hvoraf den første Jens og den ene Bente Maria dør som små.


Ellen og Thomas er gårdfolk på Freerslevgaarden, som imidlertid ikke kommer til at gå i arv til nogen af Thomas og Ellens børn.
Sønnen Arved Thomasen gifter med Johanne Friderichsdatter i Harløse, som tidligere er omtalt, og han bliver gårdmand i Harløse.
Christen Thomasen bliver gårdmand på Damgården,  Bent Thomasen gårdmand på Rydegaarden og Bente Maria gårdmandskone på Aaerødgaarden, alle gårde i Freerslev



Thomas og Ellens yngste søn er kun 1 år, da Thomas, der er blevet Underfoged, afgår ved døden i maj 1759, 50 år.
4. Juli samme år trolover Ellen sig til Henrik Sørensen fra Kollerød, og tre måneder senere bliver de gift. Ellen er 39 år, og Henrik 19 år og nu gårdmand på Freerslevgaarden. Forloverne er to af Ellens svogre, Søren Arvedsen og Anders Pedersen.
Ellen og Henrik får en søn, Søren Henriksen, og så bliver det ikke til flere børn for Ellens vedkommende. Hun afgår ved døden i februar 1774, 53 år, og Henrik gifter sig snart efter med en 15 år yngre kvinde med hvem han får en flok børn.
 

Peder Bentsen døbt 24. januar 1723, bliver 18. juni 1747 gift med Karen Larsdatter fra Hammersholt, en af landsbyerne i Nørre Herlev sogn, og i Hammersholt bliver Peder husmand.
I løbet af de næste nitten år får Peder og Karen ti børn. De tre af dem når ikke at fylde et år, og yderligere tre bliver henholdsvis 3, 5 og 11 år. Fire af børnene må Peder og Karen endda  begrave på én og samme dag, 1. januar 1765.
 

På den tid skulle man skrifte offentligt i kirken, hvis man havde begået en synd, og så blev man "publice absolveret", altså man fik syndsforladelse i hele menighedens påhør. Ofte bestod synden i overtrædelse af det 6. bud (Du må ikke bryde ægteskabet), men det hændte også af og til, at man ved et uheld kom til at ligge sit spædbarn ihjel, og i forbindelse med Peder og Karens ene datters død 3 måneder gammel, måtte Karen stå skoleret i kirken søndag den 28. januar 1753, og i kirkebogen har præsten noteret:

"Peder Bentsens hustru Karen i Hammersholt publice absolveret for i søvnen at komme sit spæde barn for nær at det blev dødt og taget fra hende."
 

Peder Bentsen bliver knap 49 år, død november 1771. Karen gifter sig igen et par år senere, og jeg finder hende i folketællingen 1787 med sin mand samt den yngste søn fra hendes ægteskab med Peder, Niels som er blind.
 

Kirstine Bentsdatter, døbt 17. oktober 1734 er endnu ikke fyldt 18 år, da hun 19. marts 1752 bliver gift med Anders Pedersen fra Bentsgaard, søn af Peder Larsen og Gertrud Joensdatter.

http://lunavecchia.blogspot.dk/2015/04/fra-grlse-til-freerslev-peder-larsen-og.html

Da begge brudeparrets fædre er afgået ved døden, er deres respektive brødre forlovere, Niels Bentsen og Bent Pedersen.
Kirstine og Anders bliver gårdfolk på Kirstines fædrene gård, Andersgaard, og Anders er tilligemed skovfoged.
 

Anders og Kirstine får otte børn i løbet af 22 år; Bent, Peder, Kirsten, Niels, Giertrud Maria, Birthe, Christiane og Christian. Desuden en dødfødt pige samt en søn der døde efter fem dage.
Tre af børnene, Birthe, Christiane og Christian bliver gift med fætre og kusiner fra Bentsgaard, som også omtalt her:


http://lunavecchia.blogspot.dk/2015/04/det-bliver-i-familien-bent-pedersen-og.html
 

Birthe gifter sig med fætter Jens Bentsen, og de overtager siden Andersgaard.
Christian gifter sig med Sidse Bentsdatter, og de overtager Bentsgaard, og endelig bliver Christiane gårdmandskone i Uvelse, hvor fætter Niels tidligere har giftet sig til en gård.
Kirstine Bentsdatter bliver 75 år, død januar 1810; knap to år forinden er Anders Pedersen afgået ved døden, 76 år.
 

Jens Bentsen, den yngste af Bent Jensen og Kirstine Nielsdatters børn er døbt 22. februar 1739, og det er det eneste, jeg kan sige om ham. Ingen spor efter ham i kirkebogen og selv om der ved den første folketælling i 1787 er hele fire med navnet Jens Bentsen, er ingen af dem ham, jeg skal bruge.
Endelig er der Niels Bentsen, som er min 4 x tipoldefar. Han bliver som 22-årig gift med en noget ældre enke, Gertrud Andersdatter, i Harløse i Tjæreby sogn, hvor han bliver gårdmand og tillige sognefoged til trods for sin unge alder.

onsdag den 1. juli 2015

Jens Pedersen og Ane Kirstine Hansdatter på Hagelsegaard.

Jens Pedersen på Hagelsegaard er 27 år, da han bliver gift med den jævnaldrende Ane Kirstine Hansdatter på nabogården Søgaard.
Vielsen finder sted 17. november 1820, og næsten helt efter bogen kommer deres førstefødte til verden lige knap ni måneder efter brylluppet, enten han så er født for tidligt, eller parret har prøvet hinanden af inden brylluppet.
 

Jens og Ane Kirstine får syv børn i løbet af sytten år, hvoraf en søn dør som 10-årig, mens de øvrige alle når en alder, som også i vore dage ville regnes for at være en pænt høj alder.
 

Bent Jensen 2. august 1821 - 23. april 1898 i Vejby, 76 år
 

Hans Jensen 5. april 1823  - 10. oktober 1903, 80 år
 

Peder Jensen  28. februar 1825 - 28. maj 1835, 10 år
 

Kirsten Jensdatter 27. nov 1827 - 22. apr 1901 St. Havelse, 73 år
 

Birthe Cathrine Jensdatter 16. juli 1830 - 21. feb 1916 Sigerslevvester, 85 år
 

Peder Jensen 1. okt 1836 - 7. februar 1923 Haagendrup, 86 år
 

Lars Jensen 25. sept 1839 -  6. januar 1915 i Freerslev, 75 år
 

Jens Pedersen bliver ikke så gammel, han afgår ved døden 22. november 1846, 53 år. Dødsårsagen angives i kirkebogen som tæring, hvilket kan være en hvilken som helst sygdom, som medfører vægttab, men det drejer sig formodentlig om enten tuberkulose eller kræft.
Ane Kirstine der bliver 82 år, død 29. januar 1877, bliver boende på Hagelsegaard som aftægtskone, efter at sønnen Hans er blevet gift og har overtaget gården.
 

Jens Pedersen og Ane Kirstines Hansdatters Børn:
 
Bent Jensen, 24 år, bliver gift i 1846 med 20-årige Karen Hansdatter fra Grimstrup.
Karens mor, Sidse Andersdatter, er søster til Jens Andersen i Grimstrup, hvis datter Margrethe bliver gift med Bents bror, Hans.
Sidse Andersdatter blev i øvrigt gift første gang som 16-årig med en mand på 47 år. Da han døde otte år senere, giftede hun sig med en lidt yngre mand, der døde, inden der var gået et år, og så giftede hun sig for tredje gang med Karens far med hvem hun fik seks børn. Om ægteskabet generelt har været ulykkeligt er ikke godt at vide, men i al fald sluttede det, da Sidse tog sit eget liv i 1853.
 

Tilbage til Bent Jensen og Karen, som har erhvervet sig en gård oppe i Vejby, og her får de syv børn i løbet af de følgende 24 år: Johanne, Birthe Cathrine, Ole, Sidse Kirstine, Karen Marie, Hansine og Mads Peder - alle med efternavnet Bentsen/Bentsdatter.
Efter Bent Jensens død i 1898 tager hans enke formentlig ophold hos den ældste datter, Johanne, der er blevet gårdmandskone i Helsinge. Det er i al fald i Helsinge, Karen befinder sig, da hun afgår ved døden i 1901, men hun bliver ligesom Bent begravet i Vejby.
 

Hans Jensen, min tipoldefar, gifter sig i 1850 med Margrethe, Jens Andersens datter i Grimstrup, og de overtager siden Hagelsegaard. Men den historie må vente til jeg har fået samlet helt op på Margrethes familiehistorie og alle hendes aner.
 

Kirsten Jensdatter er 22 år, da hun i 1850 bliver gift med 33-årige Peder Pedersen fra Torup.
Peder Pedersens far hedder også Peder Pedersen, og han stammer såmænd også fra Hagelsegaard, idet han er søn af Peder Bentsen og dermed bror til Jens Pedersen, Kirstens far. Så her er altså (endnu engang) tale om et fætter/kusine-ægteskab.
Som nævnt tidligere andetsteds bliver Peder Pedersen juniors søster, Maren Kirstine gift med Kirstens fætter på Søgaard, Hans Madsen junior.  


Man kan spekulere over, hvorvidt de unge mennesker helt af sig selv bliver forelsket i fætre og kusiner eller fjernere familiemedlemmer, eller om det simpelthen er familiens interesser og bestræbelser for at få de unge godt i vej, som er afgørende for, hvem der bliver gift med hvem.
 

Forloverne ved Kirsten og Peders bryllup er Kirstens morbror, Mads Hansen fra Søgaard, samt Peder Pedersen senior fra Torup.
Inden brylluppet har Peder Pedersen erhvervet sig en gård i Store Havelse, hvor brudeparret bosætter sig, og her får de ni børn i løbet af de følgende tyve år: Ellen Kirstine, Jens, Peder, Karen, Jørgen, Andrea Katrine, Birthe Kirstine, Bodil Sophie og endelig Bendt Heie, men nu er Kirsten også blevet 44 år, og så er det slut med børnefødsler.
 

En af døtrene, Birthe Kirstine bliver i øvrigt i 1904 gift med Jens Peter Jensen på Holstrupgaard, et barnebarn til Jens Andersen fra Grimstrup. Birthe Kirstine er 37 år, og Jens Peter 38 år, da de blever gift, men det lykkes dem da at få to børn.
 

Peder Pedersen bliver 72 år, død 1890, og Kirsten afgår ved døden 11 år senere i 1901, 73 år.
 

Birthe Cathrine Jensdatter bliver ikke gift sådan lige med det vuns, og måske hun endda er heldig, at hun ikke ender som gammeljomfru. 39 år er hun, da hun i 1869 bliver gift med en 44-årig enkemand, Børge Andersen, der har en søn på 8 år samt nok så væsentligt en gård i Sigerslevvester.
 

Børge Andersen er født i Harløse og søn af Anders Børgesen og Karen Andersdatter; sidstnævnte er søster til Jens Andersen i Grimstrup. 
Man kan ikke sige andet end, at familierne fra Holstrupgaard og Hagelsegaard bliver knyttet tættere og tættere sammen i årenes løb, selv om Jens Andersen på det tidspunkt for længst er afgået ved døden - den gjorde han i 1834, 56 år blev han.
Ikke helt overraskende, Birthe Cathrines alder taget i betragtning, forbliver ægteskabet barnløst. Børge Andersen afgår ved døden i 1902, 77 år. Birthe Cathrine bliver 85 år, død 21. februar 1916.
 

Peder Jensen gifter sig som 27-årig med den jævnaldrende Kirstine Sørensdatter i 1863. Kirstine er gårdmandsdatter i Lille Hagelse, datter af afdøde sognefoged Søren Jensen og hustru Birthe Hansdatter, der begge kommer fra Udesundby.
Peder og Kirstine flytter udensogns, til Haagendrup i Melby sogn hvor Peders farmor, Kirsten Pedersdatter, er født. Her har Peder skaffet sig en gård, og han bliver i øvrigt siden sognefoged i Melby sogn.
 

Syv børn får parret i løbet af 14 år; Jens Peder, Birthine Kirstine, Søren, Anders, Hans, Bent og Niels Peder. Kirstine er 41 år ved den sidste fødsel. Kirstine bliver kun 49 år,død 1886.
Peder går siden på aftægt og i 1901 bestyrer datteren Birthine sammen med sin mand, Hans G. Olsen gården. Peder bliver 86 år, død 7. februar 1923.
 

Lars Jensen, den yngste af Jens og Ane Kirstines børn er i 1860 tjenestekarl hos sin ældste bror, Bent i Vejby, men han finder sin brud i Torup, hvor han i 1869 gifter sig med den jævnaldrende Maren Pedersdatter. 
Parret bosætter sig i Peder Bentsens - farfar til Lars Jensen - fødeby Freerslev på Andersgaard, som nu er kommet i Lars Jensens besiddelse.
 

I 1794 giftede Peder Bentsens bror, Jens Bentsen, sig til Andersgaard via ægteskab med sin kusine Birthe på gården. Jens og Birthes søn, Anders Jensen giftede sig siden med sin kusine Ellen, datter af Niels Bentsen,  også en af Jens og Peder Bentsens brødre - og ligesom Jens gift med en af kusinerne fra Andersgaard. 
Anders Jensen blev kun 30 år, døde i 1836, og Ellen giftede sig efterfølgende med Frederik Woltoft Wineken fra Hillerød. Begge Ellens ægteskaber var barnløse, og både Ellen og Frederik afgik ved døden i 1850. Jeg har forsøgt at spore mig ind på, hvem der overtog Andersgaard efter Ellen og Frederiks død, og jeg har også en sandsynlig kandidat, men ingen dokumentation.
 

I 1869 overtager Lars Jensen under alle omstændigheder Andersgaard, som dermed kommer i slægtens besiddelse på ny.
Lars og Marens ægteskab forbliver barnløst, og Maren afgår ved døden i 1892, 50 år. Underligt nok bliver hun begravet på Torup Kirkegård, og ikke i Nørre Herlev sogn, som Freerslev hører til.
 

Selv om Lars endnu ingen børn har fået, og alderen begynder at trykke, har han tilsyneladende intet hastværk med at blive gift igen, men endelig i 1899 gifter han sig med den meget yngre Kirstine Jensen. 
Lars er nu 60 år, og Kirstine er 26 år. Hun er født i Snedsted i Thisted amt, så hvordan hun har fundet vejen til Freerslev er ikke godt at vide. Jeg tænkte på, om der kunne være en forbindelse til en af Lars Jensens nevøer, der netop på det tidspunkt bestyrede et gods på Kirstines hjemegn, men skulle der være en forbindelse, har jeg ikke fået øje på den.
Lars og Kirstine får to børn; Jens Christian i 1900 og Marie Kirstine i 1902.
Lars Jensen bliver 75 år, og ved hans død 6. januar 1915 er Kirstine 42 år, men de tider var forbi, hvor en enke var nødt til at gifte sig igen for at klare arbejdet på gården, og Kirstine driver gården alene med hjælp fra en gårdbestyrer samt nogle tjenestefolk.
I 1930 er datteren, Marie Kirstine blevet gift, og hendes mand står for gårdens drift.Siden flytter Kirstine til et hus på Møllersvej 1 i Hillerød, og det er hendes bopæl, da hun afgår ved døden 7. oktober 1946. Hun bliver begravet på Nørre Herlev Kirkegaard, hvor også hendes mand ligger.