torsdag den 17. september 2015

Søren Arvedsen og Sidse Larsdatter på Leeragergaard i Freerslev.


Søren Arvedsen, døbt 7. februar 1712, er den yngste af de to sønner, som overlever Arved Pedersen og hans hustru, og da den ældre bror, Thomas, allerede har giftet sig til en gård, bliver det Søren, som 22. september 1735 overtager fæstet af Leeragergaard, blot få måneder inden faderens død i december ved juletid.
Allerede året forinden, 17. november 1734, blev Søren trolovet til Sidse Larsdatter, og måneden efter, 12. december, stod brylluppet i Nørre Herlev Kirke.
 

Sidse Larsdatter er født i Gørløse, døbt 9. august 1716, datter af Lars Nielsen og Inger Pedersdatter og søster til Peder Larsen som ti år tidligere var kommet til sognet, hvor han giftede sig med Gertrud Joensdatter, og dermed kunne han overtage svigerfars gård, Bentsgaarden. Dette kan være årsagen til, at Sidse opholder sig i sognet og derfor også bliver gift i sognets kirke, selv om hendes forældre endnu er i live hjemme i Gørløse.
 

Det er et ungt par, som her bliver gift. Søren er 22 år, og Sidse er 18 år, så måske de endda gifter sig af kærlighed, hvilket det ikke var alle forundt på den tid. Tværtimod, når man kigger i kirkebøgerne fra den tid, virker det nærmere som en ren undtagelse fra reglen, hvis der skulle være kærlighed med i spillet.
 

Søren Arvedsen og Sidse får 13 børn i løbet af de næste 29 år. Kun to af dem dør som helt små,  en søn dør som 12-årig, mens en af sønnernes skæbne er ukendt, men han når i al fald at blive konfirmeret som 16-årig. 
Allerede inden Søren og Sidse er færdig med børnefødslerne, er den ældste søn blevet far to gange, og han står fadder ved sin yngste brors dåb i 1764.
 

Søren Arvedsen og Sidse Larsdatters børn:
Karen 30. oktober 1735 - bgv 6. januar 1736, 10 uger
Lars Sørensen 17. marts 1737 - bgv 20. aug 1784 Nr. Herlev, 47 år
Karen Sørensdatter 7. juni 1740 - bgv 21. april 1800 Strølille, 59 år
Birthe Sørensdt 3. marts 1743 - bgv 18. jan 1810 Sigerslevvester, 66 år 
Peder Sørensen 25. juli 1745 - 18. februar 1815 Ullerød, 69 år
Giertrud Sørensdatter 7. april 1748 - efter 1801
Margrethe 8. november 1750 - bgv 30. januar 1752, 1½ år
Jens Sørensen12. november 1752 - efter 1769
Christian Sørensen 22. september 1754 - bgv 14. februar 1794, 39 år
Margrethe Sørensdt 12. dec 1756 - 28. okt 1835 St. Havelse, 79 år 
Inger Sørensdatter 20. august 1758 - 12. maj 1829 Ølsted, 70 år
Hans Sørensen 14. september 1760 - bgv 5. juli 1772, 12 år
Niels 1. november 1764 - 1838 Ullerød, 73 år


For alle børns vedkommende er det dåbsdagen, der er angivet, og ikke dagen for fødslen.
 

Søren Arvedsen bliver 67 år, 4 måneder, 3 uger og 4 dage har præsten regnet sig frem til ved Sørens begravelse 14. juli 1779. Tæller jeg tilbage, lander jeg på 17. februar 1712, og Søren blev døbt 7. februar 1712, så helt korrekt er regnestykket ikke, medmindre Søren lå død i kisten i mere end 10 dage inden begravelsen.
Det samme gælder Sidse Larsdatter, som bliver begravet 1. oktober 1786 i en alder af 70 år, 1 måned, 2 uger og 4 dage, hvilket fører mig tilbage til 13. august 1716, og Sidse er døbt 9. august 1716, så det er ikke helt umuligt, at præsten har regnet rigtigt, afhængigt af om alderen beregnes fra dåb til begravelse eller fra fødsel til død. Det første er mest sandsynligt på den tid, idet dato for fødsel og død i langt de fleste sogne ikke noteres i kirkebogen førend det bliver påbudt i 1812.
 

Søren Arvedsen og Sidse Larsdatters børn:
 

Karen, Søren og Sidses førstefødte, døbt 30. oktober 1735, bliver kun 10 uger, men jeg vil da nævne, at pigens farmor, Arved Pedersens hustru står noteret som en af fadderne ved dåben. Ikke noget mærkeligt i det, bortset fra at farmor for længst var lagt i graven. Om så præsten havde glemt brillerne derhjemme, om han havde taget en tår af altervinen eller blot var distræt er ikke godt at vide.
 

Lars Sørensen, døbt 17. marts 1737, er 23 år, da han gifter sig med en ti år ældre enke i Nørre Herlev, Karen Jensdatter, og han bliver således gårdmand på Engehøjsgaard.
Vielsen finder sted 19. oktober 1760, og knap et år efter kommer den første af fem døtre til verden.
Lars bliver kun 47 år, begravet 20. august 1784. 

Karen forbliver enke, og datteren Birthe og hendes mand Anders Willumsen overtager gården, som Anders får skøde på i 1791, mens svigermor fortsat bor som aftægtskone på gården så sent som i 1801.
 

Karen Sørensdatter, døbt 7. juni 1740, er 24 år, da hun 28. december 1764 bliver gift med enkemanden Hans Jensen, gårdmand i Strølille. Enkemanden er formentlig betydeligt ældre end Karen, som det fremgår af oplysningerne, man på denne hjemmeside har hentet fra Frederiksborg Amts Jordebøger.
 

http://www.skaevingekommune-ejerlav.dk/stroe/stroelille-ejerlav/3a-datablad.htm
 

I følge disse oplysninger skulle Hans Jensen være afgået ved døden i løbet af kort tid, og Karen Sørensdatter efterfølgende have giftet sig med Hans Jensens søn, som har overtaget fæstet af gården. Dette kan jeg desværre ikke få bekræftet gennem  kirkebogen, som først starter i 1770.
 

Hvad jeg ved er, at Karen o. 1768 bliver gift med den fem år yngre Jeppe Olsen - om der så har været et ægteskab med Jens Hansen i mellemtiden eller ej - for det første af deres otte børn bliver født i april 1769.
Af de otte børn, dør de fem som små, og Karen selv afgår ved døden i april 1800, begravet 27. april i Strø, 59 år.
 

Birthe Sørensdatter, døbt 3. marts 1743, bliver også gift med en enkemand. Enkemanden, Peder Sørensen, er 51 år og gårdmand i Sigerslevester, og Birthe er 24 år , da de bliver gift 11. oktober 1767. Men Birthe bliver gårdmandskone, hvilket er nok så væsentligt, når man er gårdmandsdatter.
 

Ægteskabet forbliver barnløst, og i januar 1787 afgår den aldrende Peder Sørensen ved døden, hvorefter Birthe, som nu er 44 år, i april bliver gift med den ti år yngre ungkarl, Hans Larsen fra Gørløse. Også dette ægteskab forbliver barnløst, og i januar 1810 afgår Birthe ved døden; 66 år bliver hun.
 

Peder Sørensen, døbt 25. juli 1745, er min 4 x tipoldefar, som jeg vender tilbage til. Her vil jeg blot nævne, at han (også han) i 1766 gifter sig med en enke, Maren Andreasdatter i Ullerød, og på den måde bliver også Peder gårdmand.
 

Giertrud Sørensdatter, døbt 7. april 1748, bliver minsandten også gift med en enkemand, Anders Jensen, 49 år og gårdmand på Kronedbrøndgaard i Freerslev. Giertrud er 24 år, da hun 2. december 1772 bliver viet til Anders, men ægteskabet bliver kun af lidt over et års varighed, idet Anders afgår ved døden i slutningen af marts 1774.
Der går ikke meget mere end en måned, førend Giertrud igen er gift, idet hun 3. maj bliver viet til den jævnaldrende Peder Pedersen fra Tjæreby sogn, og det bliver Peder Pedersen, som får skøde på Kronedbrøndgaard i 1790. 

Gården eksisterer ikke længere, så vidt jeg kan se på kortet over Freerslev og omegn.
Peder og Giertrud får seks børn, hvoraf halvdelen dør som små, og så er der kun Inger, Karen og Anders tilbage.
Giertruds død er ikke noteret i kirkebogen, men til gengæld forekommer det mig, at Peder Pedersen dør to gange. Under alle omstændigheder er en undertagsmand Peder Pedersen i Freerslev død i 1827, 76 år, og endnu en undertagsmand Peder Pedersen i Freerslev er død i 1832, 81 år, så hvem af dem, der er "min" mand, er ikke godt at vide. Især ikke fordi der ved folketællingen kun var en enkelt Peder Pedersen i Freerslev. 

Hvad Giertrud angår må hun være død inden 1834, eftersom hun ikke er registreret ved folketællingen det år.

Jens Sørensen, døbt 12. november 1752, bliver konfirmeret i sognet i 1769, men derefter er der intet spor efter ham.
 

Christian Sørensen, døbt 22. september 1754, er 26 år, da han henter sin hustru, Anne Nielsdatter, hjemme på gården hos sin ældre bror, Peder Sørensen i Ullerød, og vielsen finder sted i Tjæreby Kirke 7. april 1780.
 

Anne Nielsdatter er 22 år og Peder Sørensens steddatter, og det er da også Peder, som er forlover for Anne. Christians far, Søren Arvedsen, døde året forud, så det er fogeden i Freerslev, Bent Pedersen - også en 4 x tipoldefar til mig - der er forlover for Christian.
Christian Sørensen har overtaget Leeragergaard efter sin fars død, og her får Christian og Anne seks børn, hvoraf halvdelen dør som spæde. 

I 1790 får Christian skøde på Leeragergaard, men det får hverken han selv eller hans eneste søn glæde af, for Christian afgår ved døden i 1794. Han bliver begravet 14. februar 1794, 39 år.
 

Ikke desto mindre flasker det sig sådan, at Leeragergaard alligevel på sindrig vis kommer tilbage på familiens hænder, tilbage til Søren Arvedsens efterkommere.
Efter Christian Sørensens død gifter Anne Nielsdatter 14. marts 1794 sig med Søren Henriksen, en søn af Ellen Bentsdatter og Henrik Sørensen på Freerslevgaard.
Imidlertid dør Anne i barsel i maj 1800, og få dage senere dør hendes nyfødte datter.
Enkemanden, Søren Henriksen, gifter sig 3. august samme år med Karen Pedersdatter, og Karens mor er Giertrud Sørensdatter - datter af Søren Arvedsen og søster til Christian Sørensen.
 

Henrik og Karen får en datter i 1815, Inger Sørensdatter, og det bliver hende - eller rettere sagt hendes mand, for på den tid var kvinder ikke myndige, hverken økonomisk eller juridisk - der til sin tid overtager Leeragergaard.
 

Henrik Sørensen dør i 1822, og Karen Pedersdatter gifter sig derefter med en ung mand fra Gørløse, Jens Hansen, som afgår ved døden ti år senere. 
Nu er der ingen mand på gården, så fluks bliver Karen og Henriks datter, Inger, 17 år gammel afsat til den 26-årige Christen Hansen fra Freerslev, og Karen forbliver på gården som aftægtskone til sin død i 1753, 72 år bliver hun.
 

Siden overtager Inger og Christens søn, Jens Christensen, Leeragergaard, som han ved folketællingen i 1901 fortsat ejer, og således har Arved Pedersen og hans efterkommere været i besiddelse af Leeragergaard siden 1703, når man ser bort fra en kort periode på seks år mellem 1794 og 1800.
 

Margrethe Sørensdatter døbt 12. december 1756, er 21 år, da hun 1. maj 1778 bliver gift med den seks år ældre Hans Pedersen, der er gårdmand i Store Havelse i Ølsted sogn.
Hans og Margrethe får en søn og en datter. Hans Pedersen dør formentlig inden 1814, hvor kirkebogen i Ølsted sogn starter, men Margrethe forbliver enke til sin død 28. oktober 1835, 79 år. 

Ved sin dør bor Margrethe på gården i Store Havelse som aftægtskone hos sin søn og hans familie.
 

Inger Sørensdatter, døbt 20. august 1758, får to år efter søsterens bryllup også besøg af en frier fra Ølsted sogn, den otte år ældre Ole Pedersen, der er gårdmand i Ølsted by, og lige som søsteren er Inger 21 år, da hun indgår ægteskab 10. marts 1780.
Ole og Inger får seks børn. Inger bliver enke i 1823, og selv afgår hun ved døden i Ølsted 12. maj 1829, 70 år.
 

Niels Sørensen, Søren Arvedsen og Sidses yngste søn er døbt 1. november 1764, 29 år efter at Sidse fødte sit første barn, lidt af en bedrift.
 

Ved folketællingen i 1787 er Niels staldkarl hjemme på gården, som broderen nu har overtaget, og så går der nogle år, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad Niels foretager sig. 
Jeg fandt ham ganske vist Ullerød, hvor han i 1792 som 28-årig er opført på lægdsrullen som søn af Søren Arvedsen, som for længst var afgået ved døden. Af lægdsrullen fremgår det i øvrigt, at Niels er 173 cm høj, en pæn højde på den tid.
I årene frem til 1804, hvor han som 40-årig slettes af rullen, opføres Niels fortsat som værende i Ullerød, selv om han i mellemtiden bliver gift med Margrethe Hansdatter andetsteds og også bliver far til to børn, som ikke er født i Ullerød - ikke i følge kirkebogen i al fald - og først fra 1797 er det synligt, at Niels har slået sig ned i Ullerød som husmand.
 

Niels og Margrethe får seks børn, hvoraf de fire dør som ganske små.
Både Margrethe og Niels afgår ved døden i 1838; Margrethe 28. februar og Niels 8. juli. De bliver henholdsvis 68 og 74 år.


Inden jeg forlader Freerslev for at følge Peder Sørensen til Ullerød, vil jeg kaste et blik på gårdene i Freerslev samt deres beboere.




Ved folketællingen i 1801 er der i alt 18 gårde i Freerslev, heraf er de ni aftegnet på kortet:
Bendtsgaard: Bent Pedersen (far Peder Larsen)+Margrethe Pedersdatter (far Peder Nielsen)
Andersgaard: Anders Pedersen (far Peder Larsen)+Kirstine Bentsdatter (far Bent Jensen)
Dammegaard: Christen Thomasen (far Thomas Arvedsen)+ Margrethe Hansdatter
Rydegaard: Bent Thomasen (far Thomas Arvedsen) + Maren Hansdatter
Lyholtegaard:
Freerslevgaard:Henrik Sørensen + Ellen Bentsdatter (far Bent Jensen) tidl. gift med Thomas Arvedsen
Leeragergaard:Søren Henriksen (far Henrik Sørensen) + Karen Pedersdatter (mor Giertrud Sørensdatter)

Toftegaard: Ole Andersen + Kirsten Pedersdatter (far Peder Nielsen)
Byrødgaard:

Af de 9 gårde på kortet har beboerne på de 7 gårde familiemæssige relationer både til hinanden samt til beboerne på 4 af gårdene udenfor kortet.
Uden for kortet ligger disse 9 gårde, hvoraf beboerne på 4 af gårdene har familiemæssige relationer både til hinanden og til beboerne på de første 7 gårde.

Aaskiellegaard:
Feiborggaarden:
Weilegaard: Arved Thomasen (far Thomas Arvedsen)

Aaerødgaarden: Peder Hansen og Bente Maria Thomasdatter (far Thomas Arvedsen)
Kronedbrøndgaard: Peder Pedersen og Giertrud Sørensdatter (far Søren Arvedsen)
Engesteensgaarden:
Lyeholtegaard:
Holmerødgaard: unge Anders Pedersen (far Peder Nielsen)+ Karen Nielsdatter
Baunegaarden 

Summa summarum er beboerne på 11 af Freerslevs 18 gårde i familie med hinanden, enten på den ene eller den anden måde.

mandag den 14. september 2015

Arved Pedersen og Karen Pedersdatter på Leeragergaard i Freerslev.


Arved Pedersen.
 

Arved Pedersen er formentlig født i Freerslev, og her finder jeg ham ved Mandtal 1700 på Gård nr. 1 sammen med sin stedfar Rasmus Nielsen Schaaning, 66 år. 
Udover Arved, der angives at være 19 år - hvilket ikke stemmer helt overens med hans opgivne alder ved død - har Rasmus Nielsen endnu en stedsøn, Mogens Tommesen 13 år samt en søn Niels, der er 11 år. 
Rasmus Nielsen Schaanings alder angives i øvrigt som 84 år, da han dør otte år senere, så man kan ikke altid regne med aldersangivelser. Jeg har alligevel valgt, at angive både Arved og hans hustrus fødselsår beregnet efter den opgivne alder ved død.
 

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/nherlev.htm
 

Tilligemed er det noteret i fæsteprotokollen, at Arved Pedersen den 13. november 1703 fæster gård nr. 1 efter sin far, Rasmus Jensen, hvor "Jensen" helt klart må være en skrivefejl. 
Ved at følge gården og dens beboere frem til udstedelsen af arvefæste- og selvejerskøder i slutningen af århundredet er jeg nået frem til, at gårdens navn er Leeragergaard
 

Rasmus Nielsen Schaaning afgår ved døden i 1708, begravet 25. marts, og hans hustru Karen bliver begravet 8. december 1709, 65 år - hvis man kan regne med det. Endelig døde Rasmus Nielsens søn i marts 1707.
 

Ud fra de oplysninger kan jeg konkludere, at Arveds mor hedder Karen, og at hun har været gift mindst tre gange, nemlig med Peder som er far til Arved, Thomas som er far til Mogens, og endelig Rasmus.
 

Arved Pedersens halvbror, Mogens, bliver gift i Skævinge, men afgår ved døden i 1725:
Notater fra skiftet efter Mons Thomasen d. 1725-03-16:
- "og 3[de] bege deris sammen aulede børn . . . som er Jens Moensen 8[te] Aar gammel Søren Maansen 5 aar gl: Maren Moens Datter et aar gl: . . . paa børnenes vegne Mødte deres faders half broder Arved Pedersen i freesløf"
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Karen Pedersdatter.
 

Karen Pedersdatter er formentlig født i Strølille, hvor hendes mor, Bodel Pedersdatter afgår ved døden i december 1714. Kirkebogen i Strø sogn starter først for alvor i 1770, så der er ingen primære originale kilder udover skifter, og der foreligger heldigt nok et skifte efter Bodel Pedersdatter, hvor Karen er nævnt tilligemed Bodels øvrige børn. De fleste af de øvrige børn fandt jeg i øvrigt i de i skiftet oplyste sogneved Mandtal 1700, og flere af dem er noget ældre end Karen.
 

Notater fra skiftet efter Bodel Pedersdatter d. 1715-07-08:
"døde i December Maaned 1714" - "og dend Sal: Kones a parte børn i forige ægteskab aflede, som ere Peder Pedersen boende i Udde sundbye Christopher Pedersen ibm, Boel Pedersdaatter ægted af Knud Svendsen i udde sundbye, Nels Pedersen boende i Sigersleføster, Birgitte Pedersdaatter ibm Hans Pedersen tien ibid[m] og Karen Pedersdaatter ægted af Arved Pedersen i Freeslef, og Jens Pedersen boende i Siersleføster"
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Bodels efterladte ægtefælle, Peder Andersen, tilskrives af flere slægtsforskere faderskabet til Karen og de øvrige børn, men den tror jeg ikke på. 
Dels er det i skifteregistret, som henviser til skifteprotokollen, anført, at Bodel har været gift to gange. Den første ægtemand hedder Peder uden efternavn, og den anden er enkemanden Peder Andersen. 
Dels er det i selve skiftet anført, at Bodels arvinger er børn fra forrige ægteskab, og ikke det seneste, og endelig foreligger der et skifte fra en Anders Rasmussen i Ramløse sogn, hvor Bodel og hendes første mand, Peder Jensen i Strølille, er nævnt.

Det er et langt skifte, hvor hovedparten er irrelevant i forhold til Bodel, men det korte af det lange er, at Anders Sørensen må have været indsat som formynder i en arvesag på et tidspunkt, og at boet derfor indbefatter såkaldt børnegods, som Anders Sørensen har forvaltet, og som nu skal udredes i forbindelse med hans død. Man kan så i sit stille sind undre sig over, at arven ikke er blevet udredt for længst, idet de oprindelige myndlinge for længst er afgået ved døden, men den gode Anders Sørensen har nok holdt på pengene.
 
Notater fra skiftet efter Anders Sørensen d. 1672-04-30:
....... - "Børne goeds som schall vehre Jnd J boet - Effter Enchens Angiffuelse som tuende Hans Christensens børn Naffnl: Christoffer Hansen och Aruer hans dotter som bege ved doden er Affgangen och Er Capitat och Rentte nar vergemallspenge er fratagen - 13Dr 2m 10sk huilche børn er ved døden er aff gangen, och Effter hannem Arffuer deres halff broder Niels Pedersen som var Soldate J Annise och ved døden Er aff gangen och Effter hannem Aruer en dotter Carren Niels dotter, hendes verge var Lars Pedersen J Annise - Peder Pedersen Soldat sin Egen verge Margrete Peders dotter hendes verge var Søren Pedersen J Stor(h/f)(a/o)gelse paa Fridisborge Ambt, Boell Pedersdotter hendes verge var hendes Mand Peder Jensen J Strøelille paa Frideritsborge Lhen - Lars Pedersen Soldat : och effter hannem Aruer Alle forschreffne - Er saa paa huer broder lod - 3Dr 1m 10½sk och kommer paa en huer som arffuer Lars Pedersen 3m 6½sk Er - 4Dr 1m 1sk"
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Arved Pedersen og Karen Pedersdatter.
 

Arved og Karen bliver formentlig gift i Karens hjemsogn, Strø, i slutningen 1703, hvor Arved overtager fæstet af stedfaderens gård i Freerslev, eller i begyndelsen af 1704. I al fald kommer parrets første barn til verden i slutningen af 1705.
 

Arved Pedersen og Karen Pedersdatters børn:
Peder Arvedsen døbt 11. oktober 1705 - Død før 1734
Søren døbt 1. januar 1708 - bgv 19. august 1708, ½ år
Thomas Arvedsen døbt 11. august 1709 - bgv 28. maj 1759, 49 år
Søren Arvedsen døbt 7. februar 1712 - bgv 14. juli 1779, 67 år
Christen Arvedsen døbt 10. maj 1714 - bgv 4. december 1718, 4 år
Karen Arvedsen døbt 18. oktober 1716 -  bgv 15. februar 1739, 22 år
 

Af de seks børn, dør den første Søren samt Christen som børn, mens den eneste datter, Karen, dør som helt ung. Peder er død inden 1734, men kan ikke findes i kirkebogen. Det kan selvfølgelig tænkes, at han er blevet gift andetsteds og er afgået ved døden der, og så er der kun to sønner tilbage, Thomas og Søren Arvedsen, som begge bliver i Freerslev, hvor de er født.
 

Karen Pedersdatter afgår ved døden i april 1734, begravet 14. april, 59 år, og året efter følger Arved Pedersen efter. Han bliver begravet 26. december 1735, 63 år er den oplyste alder.
 

Notater fra skiftet efter Karen Pedersdatter d. 1734-10-12: 
"og begge deris Sammen Aulede børn . . . som ere Thomes arvedsen boende i frees løf, Sørenarvedsen 23 aar og Karen arveds Datter 18 aar gl:"
 

http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
 

Thomas Arvedsen, den ældste søn, er døbt 11. august 1709. Fødslen har fundet sted få dage forinden, idet børn dengang skulle døbes senest 8 dage efter fødslen, hvilket i praksis oftest betød førstkommende søndag. Dåbshandlingen foregik uden moderens medvirken, idet hun betragtedes som uren og ikke måtte komme i kirken før 6 uger efter fødslen. 
Først i 1771 blev det af hensyn til barnets liv og helbred tilladt at vente med fremstillingen i kirken til moderens første altergang seks uger efter fødslen, og samtidig blev det udbredt med hjemmedåb kort efter fødslen, idet barnet dengang ikke blev arveberettiget, førend det var døbt.
 

Thomas er lige fyldt 20 år, da han den 21. august 1729 bliver gift med den 25-årige Anne Nielsdatter, og det er formentlig i den forbindelse, at han bliver fæstebonde på Freerslevgaard.
 

I løbet af de følgende ni år føder Anne syv børn, heraf en dødfødt. 
Af de resterende seks dør de fem enten som helt spæde eller i løbet af få år, og ved Anne Nielsdatters død i 1740 er kun den sidst fødte datter, Karen, i live. Hun bliver siden som 23-årig gift med en jordløs husmand og daglejer i Nørre Herlev.
 

Anne Nielsdatter bliver 36 år, begravet 4. december 1740.
 

Notater fra skiftet efter Anne Nielsdatter d. 1740-12-21:
"og et begge deres sammen Avelede barn Navnlig Karen 3. Aar gammel" -
 

http://www.nogn.dk/DB5/frborg_DB_side.html
 

Nøjagtig en måned efter Annes begravelse trolover Thomas sig med Ellen Bentsdatter. Ellen er 20 år og datter af Bent Jensen og Kirsten Nielsdatter på Andersgaarden i Freerslev.

http://lunavecchia.blogspot.dk/2015/07/gardfolk-i-freerslev-bent-jensen-og.html
 

Med en frisk ung kone i huset kommer der igen gang i børnefødslerne. 
Man skulle tro, de to brødre, Thomas og Søren Arvedsen, ikke på nogen måde ville står tilbage for hinanden, for begge brødre får det ene barn efter det andet. Thomas bliver far 15 gange, mens Søren må nøjes med at blive far 13 gange. Til gengæld må Thomas have to koner til hjælp, mens Sørens kone alene står for alle 13 fødsler. Og endelig er overlevelsesprocenten hjemme hos Søren noget højere end hjemme hos Thomas.
 

Imidlertid går det lidt bedre med at holde liv i børnene, efter at Ellen Bentsdatter er kommet til. Hun føder otte børn i løbet af 16 år, og heraf er det kun de to af dem, der dør, inden de fylder tre år.
De seks overlevende af Thomas og Ellens børn er Arved, Christen, Anna, Bente Maria, Bent og Jens. Jens forsvinder for mig, men alle de øvrige kommer godt i vej og får sig hver en gård.
 

Arved Thomasen bliver gift med Johanne Friderichsdatter i Harløse og bliver gårdmand på Weilegaard, som han får skøde på i 1791, og Christen Thomasen bliver gårdmand på Damgården i Freerslev. Også broderen Bent gifter sig til en gård, Rydegaarden i Freerslev, mens søsteren Anna gifter sig med sognefogeden i Ullerød, gårdmand Hans Pedersen. Hun bliver dog siden enke og tager ophold hos søsteren, Bente Maria der er gårdkone på Aaerødgaarden i Freerslev.
 

Thomas Arvedsen bliver underfoged i Freerslev, men gammel bliver han ikke. 49 år er han ved sin død i maj 1759. Han bliver begravet 28. maj, og efterlader Ellen som enke med seks børn, hvoraf den yngste kun er 1 år. 

Thomas giftede sig i sin tid til Freerslevgård, og efter hans død bliver det den unge Henrik Sørensen fra Kollerød, der gifter sig til gården - muligheden for at en søn automatisk var arving til gården kom først efter 1788.
 

Den 30. september 1759 indgår Ellen ægteskab med den 19-årige Henrik Sørensen, og de får sønnen Søren Henriksen - som i øvrigt siden via ægteskab bliver gårdmand på Leeragergaard i Freerslev, Thomas og Søren Arvedsens fødegård.
 

Ellen har efterhånden rundet de 40 år, og flere børn bliver det ikke til for hendes  vedkommende. Ellen afgår ved døden i februar 1774, 53 år, og nu er det Henriks tur til at få sig en yngre ægtefælle.
 

Søren Arvedsen, Arved Pedersen og Karen yngste søn, er min 5 x tipoldefar, og det bliver ham, som kommer til at overtage Leeragergaard efter faderen, idet han overtager fæstet få måneder inden faderens død efter at have giftet sig med Sidse Larsdatter kort tid forinden.

fredag den 11. september 2015

Peder Jensen og Anne Hansdatter på Aalholmgaard i Ullerød.


Anne Hansdatter fra Wendelholm i Tjæreby er 20 år, da hun i al hast den 18. januar 1737 bliver gift med Hans Jensen fra Ullerød; i al hast idet vielsen efter kongelig tilladelse finder sted uden forudgående lysning og trolovelse.
Hans Jensen er 51 år, enkemand og gårdmand på Aalholmgaard i Ullerød. Gården giftede han sig formentlig til, da han i 1709 blev viet til Elisabeth Pedersdatter fra Ullerød. Han har dengang været 29 år, og Elisabeth lige omkring 50 år, så det ægteskab har selvsagt været barnløst. Og det er måske årsagen til Hans Jensens hastværk med at blive gift efter Elisabeths død i november 1736, nemlig at få avlet nogle børn efter næsten 30 år med en hustru, der fra start var for gammel til at få børn.

Hans Jensen og Anne Hansdatters børn:
Elisabeth 6. november 1737 - 4. juli 1740, 2 år + 8 mdr
Abel Kirstine Hansdatter 3. april 1740 - efter  1801
Karen Hansdatter 9. december 1742 - ?
Elisabeth Hansdatter 30. oktober 1746 - ?
Jens Hansen 22. marts 1750 - 31. marts 1750, 10 dage
 

Fire døtre bliver det til og langt om længe en søn, der kun lever i 10 dage. Den førstefødte datter døde også som barn, og så er der tre tilbage, hvoraf kun den ældste datter, Abel Kirstine, bliver gift i Tjæreby sogn. Abel Kirstine er 19 år og brudgommen er den ti år ældre Hans Andersen, husmand og daglejer fra Huseby i Annisse sogn, og der slår parret sig ned. Kirkebogen i Annisse sogn starter først i 1774, men af folketællingerne 1787 og 1801 kan jeg se, at de i hvert fald har fået to døtre.
De sidste to af Annes døtre med Hans Jensen har jeg ikke været i stand til at opspore.
Hans Jensen afgår ved døden i 1751, 65 år og kirkeværge i sognet, og bliver begravet 9. februar 1751.
 

Måneden efter, den 26. marts, bliver Anne Hansdatter trolovet til Peder Jensen fra Tjæreby, som dermed overtager Aalholmgaard.  Anne er 33 år, og Peder, født oktober 1726, er endnu ikke fyldt 25 år. Vielsen finder sted 27. juni 1751, men tre år går der, inden det første barn kommer til verden, og så kommer der tre på stribe.
 

Peder Jensen og Anne Hansdatters børn:
Hans Pedersen døbt 2. juli 1754 - bgv 2. november 1755
Hans Pedersen døbt 2. november 1755 - bgv inden 1757
Hans Pedersen døbt 24. juli 1757 - bgv 30. december 1802, 45 ½ år
 

Af de tre sønner, bliver den første begravet samme dag, som den næste døbes, og heller ikke han bliver gammel. Ganske vist kan jeg ikke finde hans død i kirkebogen, men væk er han, og så er der kun den sidste Hans tilbage, som overlever.
 

Der gør forældrene imidlertid ikke, ikke særlig længe. Den lille Hans er kun fem år, da han bliver faderløs, og året efter dør han mor.
Peder Jensen bliver kun 36 år, begravet 15. oktober 1762.
 

Efter Peders død går der otte måneder, inden Anne binder sig igen, og først den 22. juni 1763 bliver hun trolovet til Børge Pedersen, også fra Ullerød.
Imidlertid når parret aldrig at blive gift, idet Anne afgår ved døden i oktober, et år efter Peder. 46 år bliver hun, begravet 23. oktober 1763.
Til trods for, at Børge Pedersen ikke når at blive gift med Anne, bliver det alligevel ham, der overtager fæstet af Aalholmgaard, som han også får skøde på i 1791.
 

Efter at det første bryllup gik i vasken, gifter Børge Pedersen sig med Bodil Olsdatter, som når at føde to piger inden sin død. 
Derefter gifter Børge sig med Inger Larsdatter, og det ægteskab varer livet ud. Børge og Inger får blandt andet to sønner, Ole og Anders Børgesen, som også kommer til at krydse mine aners vej.
Ole Børgesen bliver  gift med Karens Pedersdatter, enke efter faderens tidligere trolovedes søn, Hans Pedersen, søn af Anne Hansdatter, og Anders Børgesen gifter sig med Karen Andersdatter, søster til Jens Andersen i Grimstrup, og endelig bliver Anders og Karens søn, Børge Andersen, gift med en datter til Jens Pedersen i Lille Havelse.
 

Hvad Anne Hansdatter og Peder Jensens søn angår, Hans Pedersen der som 6-årig står uden forældre, forestiller jeg mig, at han får et hjem hos sin farfar og farmor - Jens Hansen og Karen Nielsdatter på Tjærebygaard.
 

I al fald er det en kendsgerning, at Hans Pedersen overtager fæstet af Tjærebygaard, formentlig ved farmoderens død i 1781, samme år hvor han indgår sit første ægteskab, og endelig i 1795 får han skøde - arvefæste- eller selvejerskøde - på Tjærebygaard.
 

Forinden er hans første hustru død, og han har indgået et nyt ægteskab med Karen Pedersdatter, som er min 3 x tipoldemor. 
Karen er ligesom Hans født i Ullerød, hvortil hendes far kom fra Freerslev i Nørre Herlev sogn, så fra Tjæreby går turen til Freerslev tilbage til begyndelsen af 1700-tallet.

onsdag den 9. september 2015

Hans Hansen og Anne Pedersdatter på Wendelholm.

Peder Jensen, eneste søn af Jens Hansen og Karen Nielsdatter bliver i 1751 gift med Anne Hansdatter i Ullerød. I forbindelse med Annes død i 1763 har præsten i kirkebogen anført hendes alder som 38 år, og det kunne jo lyde plausibelt nok, hvis ikke det var for den kendsgerning, at Anne tidligere havde været gift med Hans Jensen, og det ægteskab blev indgået i 1737. I fald Anne havde været 38 år ved sin død, skulle hun være blevet gift første gang som 12-årig, og det lyder ikke sandsynligt, idet ægteskabsalderen på det tidspunkt var 16 år.
Jens Henriksen Gerner var præst i Tjæreby og Alsønderup sogne i perioden 1693-1729, og de første kirkebøger i de to sogne starter i 1709 i Jens Gerners tid. Uvist af hvilken grund stopper han med at føre kirkebøgerne i begyndelsen af 1717 og genoptager først indførslerne i løbet af foråret 1724, og lige netop inden for de syv år, er Anne født. Ved Annes død var sognepræsten den fjerde nye præst efter Jens Gerners død, hvilket sikkert er forklaringen på, at han har ramt så skævt med hensyn til Annes alder.
Heldigvis fandt jeg efter ihærdig søgning et par skifter, som kastede lidt lys over sagen.



Peder Andersen og Cathrine Sophie Olsdatter.
 

Peder Andersen er Anne Hansdatters morfar, og ham finder jeg ved Mandtal 1700 som gårdmand på Wendelholm i Tjæreby sammen med to tjenestekarle. Gårdens navn fremgår ikke i den forbindelse, men ved at følge de skiftende fæstere frem til udstedelsen af arvefæsteskøder i slutningen af 1700-tallet, er jeg nået frem til, at det må være denne gård, det drejer sig om.
 

Peder Andersen er 55 år og 5 mdr, da han afgår ved døden i 1711, og han bliver begravet 23. maj 1711.
 

Notater fra skiftet efter Peder Andersen d. 1711-06-06:
"og begge deris Sammen aulede børn Som ere Anne Peders daatter =15=Aar gammel og Olle Pedersen paa 9[de] Aar gammel . . . deris Morbroder Olle Olsen i Ullerød" - skiftet forsat 18/7 1711 - Mathis Andersen og Knud Andersen nævnes, en Niels Mortensen der var "paarørende" til afdøde og "haver hand taged hannem til sig og med Hnødtørftlig føede opholdet, siden hand er et skrøebelig Menniske som iche kand fortienne nogen Vis løn" - moderen regnede med at få datteren gift og dermed få en mand til gården -
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Af skiftet fremgår det tilligemed, at enkens navn er Cathrine Sophie Olsdatter. Hendes død er ikke noteret i kirkebogen, så den er sandsynligvis indtruffet i perioden 1717-1724, og det samme gælder hendes bror, Olle Olsen i Ullerød.
 

Peder Andersen har to brødre, Knud og Mathis Andersen, og kirkebogen indeholder nogle få optegnelser om disse to brødre, der var landsoldater, da de blev gift og blev fædre, men heller ikke deres død er noteret, så der er formentlig også døde i perioden 1717-1724. Mathis er i al fald, for der foreligger et skifte efter ham:
 

Notater fra skiftet efter Mathis Andersen d. 1723-11-17:
"og en Søn i forige ægteskab auled Nafnlig Anders Mathisen 18 Aar Gammel tien hoes Laurs Hansen i Tierebye" - enkens lv var Hans Hansen i "Ebbelholtz huus", sønnens værge var Laurs Hansen i Tjæreby.
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Omtalte søn i skiftet, Anders Mathiesen har jeg derimod kunne følge til hans død som 84-årig i maj 1786. 
Han er fætter til Anne Hansdatters mor, og dermed grandfætter til Anne Hansdatter. Hans søn, Bendix Andersen, er at finde som fadder ved dåben af en af Annes sønner, ligesom Anne og hendes mand flere gange er faddere, når Bendix holder barnedåb.
 

Peder Andersen og Cathrine Sophie Olsdatter har i følge skiftet efter Peder to børn, nemlig Anne Pedersdatter født o. 1696 og Ole Pedersen født o. 1702. Ole bliver 25 år, idet han afgår ved døden oktober 1727.
 

Anne Pedersdatter og Hans Hansen.
 

I skiftet efter Peder Andersens død kan man læse, at enken håber at få sin datter, Anne Pedersdatter, gift hurtigt, så der kommer en mand til gården, og det ønske får hun opfyldt året efter.
Anne Pedersdatter er 16 år, da hun den 7. februar 1712 bliver gift med den 40-årige Hans Hansen. Hans Hansen befinder sig ikke i Tjæreby ved Mandtal 1700, så hans herkomst er ukendt.
 

Anne og Hans får to døtre. 
Den ene, Dorothea, bliver døbt 17. november 1715, men hun bliver kun to måneder og bliver begravet 26. januar 1716.
 

Den anden datter, Anne, er født i 1717, formentlig i september hvis man kan regne med hendes alder som angivet i skiftet efter moderens død et halvt års tid senere:
 

Notater fra skiftet efter Anne Pedersdatter d. 1718-04-22:
Anne Dorethe Hansdatter 29 uger - konens morbror olle olsen i Ullerød - bg for olle pedersen efter hans far som olle olsen var fm for - "Enchen paa steded fremviiste en foreenig af 1[te] Decemb:- 1711=, imellem hender Nafnlig Chatrine Sl: Peder Andersens, som er dend Sl: afdøedes Moder og Hans Hansen nu boende her paa gaarden angaaende det undertag til livs ophold Som hand hende har tilstaaed da hand trædde i Egte schab med hendes daatter og hun gaarden til dem begge afstoed".
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Trods moderens tidlige død overlever den lille Anne, og hun får også hurtigt en stedmor, idet Hans Hansen få måneder senere, 10. juli 1718, gifter sig med Kirsten Jacobsdatter af Borup i Gørløse Kirke. 
Kirsten er omkring 28 år, men parret får tilsyneladende kun en enkelt søn, Jørgen der kun bliver 2½ år, død august 1725. Til gengæld er parret flittigt brugt som både faddere og gudmoder, når der er barnedåb i kirken.
 

Hans Hansen bliver 79 år og bliver begravet i Tjæreby 19. januar 1751.
 

Hans enke skulle med sine 61 år være langt ud over den giftefærdige alder, men alderen er ingen hindring, når man sidder på en god gård, så et halvt år efter ægtefællens død, bliver Kirsten 7. juli trolovet til den 33-årige Ole Larsen. Vielsen finder imidlertid først sted den 1. november 1751. 
Et begivehedsrigt år, hvor både Kirsten og stedatteren, Anne, mistede en ægtemand og indgik ægteskab på ny.
 

Ole Larsen kommer ikke til at vente så længe på at blive enkemand, idet Kirsten afgår ved døden i begyndelsen af 1756. Hun bliver begravet 9. januar, og to måneder senere kan Ole gifte sig med Anne Hansdatters svigerinde, Johanne Jensdatter. 
Og nu går turen videre fra Tjæreby til Ullerød ikke så langt derfra, hvor Anne Hansdatter bliver gårdmandskone.

søndag den 6. september 2015

Jens Hansen havde en bondegård - Tjærebygaard.

Fredag den 3. marts 1724 bliver 27-årige Jens Hansen fra Borup trolovet til 22-årige Karen Nielsdatter fra Ude Sundby. Trolovelsen finder sted hjemme hos Karens mor i Ude Sundby, og Karens bror, Christen Nielsen, samt brudgommens far, Hans Pedersen fra Borup, bevidner med deres underskrifter, at der intet er til hinder for, at det unge par kan indgå ægteskab.
 

Selve vielsen er ikke noteret i kirkebogen, men på den tid var en trolovelse lige så bindende som en vielse, så der var ingen panderynken i tilfælde af, at det trolovede par indledte det ægteskabelige samliv efter trolovelsen.
Om Jens og Karen har gjort det, er ikke godt at vide, og under alle omstændigheder får de først deres eget hjem måneden efter, da Jens 11. april 1724 fæster en gård i Tjæreby, Tjærebygaard. Indtil da var der sikkert ikke meget privatliv, eftersom man på gårdene dengang oftest sov i alkover i samme rum - medmindre man var så uheldig at være tjenestekarl og sove i stalden.
 

Tjæreby er kirkebyen i Tjæreby sogn, men dog den mindste by i sognet, der indbefatter landsbyerne Harløse og Ullerød tilligemed nogle huse med højst besynderlige navne, såsom Wentegothuset og Truntehuset.
Både ved Mandtal 1700 og ved den første folketælling i 1787 er der tre gårde i Tjæreby by foruden præstegården, der også havde tilhørende landbrug; Tjærebygaard, Wendelholm og Bjerggaard. Gårde der eksisterer den dag i dag, men næppe som landbrug.
 

Ved folketællingen i 1787 havde Tjæreby 45 indbyggere, mens Harløse og Ullerød havde henholdsvis 209 og 105 indbyggere. Så langt de fleste af sognet beboere havde lang vej, når de skulle til søndagsgudstjeneste i kirken.
 

Karen og Jens får ti børn i løbet af 18 år, heraf et tvillingepar, der begge dør efter en uge. En datter bliver kun 13 dage gammel, mens yderligere tre børn dør, inden de fylder 5 år. Endnu en datter dør som ganske ung, og så er der kun tre ud af de ti tilbage, som når at stifte familie.
 

Jens Hansen og Karen Nielsdatters børn:
Johanna døbt o. 15. august 1725 - bgv 26. august 1725, 13 dage
Peder Jensen døbt 20. oktober 1726 - bgv 15. oktober 1762, 36 år, Ullerød
Johanne Jensdatter døbt 6. jan 1729 - bgv 29. april 1803, 74 år, Tjæreby
Hans og Niels døbt 10. december 1730 - bgv 17. december 1730, 1 uge
Margrethe døbt 19. oktober 1732 - bgv 12. januar 1738, 5 1/4 år
Karen Jensdatter døbt 19. juni 1735 - bgv 25. nov 1783, 48 år, Harløse
Hans døbt 24. marts 1738 - bgv 5. august 1742, 4 år og 5 mdr
Niels Døbt 5. marts 1741 - bgv 22. juli 1742, 1 1/4 år
Margrethe Jensdatter døbt 30. juni 1743 - bgv 30. oktober 1761, 18 år
 

Karen er 41 år, da hun føder sit sidste barn, men så bliver det heller ikke til flere børn.
Jens Hansen afgår ved døden i 1770, 73 år og bliver begravet 3. oktober.
Karen lever som enke i endnu 11 år. Hun bliver 79 år og bliver begravet 9. juli 1781.
 

Peder Jensen, Jens og Karens ældste søn, er min 4 x tipoldefar, og hans historie vender jeg tilbage til. Her skal blot nævnes, at han 27. juni 1751 bliver gift med en lidt ældre enke, Anne Hansdatter, og således bliver han gårdmand i Ullerød.
 

Johanne Jensdatter er 27 år, da hun 12. marts 1756 bliver gift med med den 11 år ældre  enkemand Ole Larsen, som er gårdmand på en af de andre to gårde i Tjæreby, nemlig Wendelholm.
Ole Larsen kom i besiddelse af Wendelholm gennem sit ægteskab i 1751 med den nu afdøde hustru, Kirsten Jacobsdatter. Hun var omkring 60 år dengang, og Ole var 33 år. Kirsten Jacobsdatter var stedmor til Anne Hansdatter, der er gift med Johannes bror, Peder, idet Kirstens første mand var Annes far, Hans Hansen.
 

Ole og Johanne får fire børn, Hans Olsen, Niels Olsen, Karen og Kirsten Olsdatter. Karen dør som spæd og Kirsten bliver ad åre gift med sin fætter, søn af morbroderen Peder Jensen.
Sønnen, Hans Olsen, får arvefæsteskøde på Wendelholm i 1795, men allerede ved folketællingen i 1787 har han overtaget styret på gården, hvor forældrene nu er aftægtsfolk.
Johanne afgår ved døden i 1803, begravet 29. april, 74 år. To år senere følger Ole Larsen efter. Han bliver 87 år, begravet 26. september 1805.
 

Hans Olsen bliver både underfoged og medhjælper ved Fattiginspektionen, men arvefæsteskødet får han ikke megen glæde af, idet han tilsyneladende dør både ugift og barnløs, og gården kommer på andre hænder; stadig som arvefæstegård, hvilket den forsat er så sent som ved folketællingen i 1906.
 

Karen Jensdatter bliver lige som sin søster afsat til en enkemand. 24 år er hun, da hun 23. februar 1759 bliver viet til den 12 år ældre enkemand Hans Hansen, som er gårdmand på Veslegaard i Harløse. Underligt nok kan jeg ikke finde hans afdøde hustrus begravelse, og det ser heller ikke ud til, at han har mandlige slægtninge i sognet, idet fogeden Niels Bentsen sammen med Karens far - tillige med den kongelige bevilling - står inde for ægteskabets gyldighed.
Karen og Hans får børnene Lars, Sidse, Margrethe, Hans, Peder og Karen i løbet af de følgende 15 år. Af de seks børn dør Lars og Peder som spæde.
 

Karen Jensdatter bliver kun 48 år. Hun afgår ved døden i 1783 og bliver begravet 25. november.
Ved folketællingen i 1787 er Karens enkemand fortsat ved roret på Veslegaard, hvor han bor sammen med sine fire ugifte børn. 

I 1795 får han arvefæsteskøde på gården, og ved folketællingen i 1801 er han gået på aftægt og har overladt styret til sønnen, Hans Hansen, som i mellemtiden er blevet gift med Margrethe Jeppesdatter og har fået børn.
 

Den gamle Hans Hansen bliver 88 år, begravet 29. august 1811, og efter faderens død overtager sønnen, Hans, fæstet af Veslegaard. Gården forbliver i slægten yderligere to generationer frem til 1896, hvor den kommer på andre hænder.
 

Jens Hansen og Karen Nielsdatters eneste overlevende søn. Peder Jensen, bliver kun 36 år og dør adskillige år før sine forældre, men dette til trods når han dog at få en enkelt søn, der kommer til at føre slægten videre.

torsdag den 3. september 2015

Johanne Christensdatter - Fra Ellisgaard i Hagerup til Askelund i Ude Sundby

Johanne Christensdatter fra Ellisgaard i Hagerup, datter af Karen Jensdatter og Christen Andersen og døbt i Jørlunde Kirke 30. oktober 1664, er 20 år, da hun bliver gift første gang. Brudgommen er Niels Christensen, som må være ældre end Johanne, idet han har været gift tidligere. Hvor meget ældre er ikke til at vide, idet både hans fødselsår og alder ved død er ukendt.
 

Niels Christensen er gårdmand på Bakkegaarden i Sperrestrup, også i Jørlunde sogn, og enkemand. I 1679 blev han gift med Margrethe Madsdatter, som døde i januar 1685, 42 år gammel, og den 24. maj 1685, få måneder efter Margrethes død,  gifter han sig med Johanne.
 

Niels og Johanne får en søn i september 1686, Christen som bliver døbt i Jørlunde Kirke 29. september 1686, men derefter flytter familien fra Sperrestrup til Ude Sundby.  De sidste tre af parrets fire børn ikke registreret i Jørlunde sogn, så de må være født i Ude Sundby, hvor der ikke er bevaret kirkebøger fra før 1718, bortset fra nogle begravelser i perioden 1703-1706.
 

Bakkegaarden i Sperrestrup overtages af Jens Nielsen Jyde, og i stedet slår Niels Christensen og Johanne sig ned på gården Askelund i Ude Sundby, en gård som Johannes barnebarn siden får skøde på i 1795. Gården eksisterer ikke længere, men en reminiscens er måske Askelundsvej, som nu er beliggende i byen Frederikssund, der har ekspanderet noget siden 1700-tallet.

Ude Sundby sogn omfattede i 1700-tallet landsbyerne Ude Sundby, Bonderup og en del af Sundbylille, og sognets kirke var oprindelig en landsbykirke, men efterhånden som Frederikssund voksede og bredte sig, blev der bygget til, så kirken kunne rumme menigheden, og det er den kirke, der nu om dage hedder Frederikssund Kirke
 

Niels Christensen bliver sognefoged i Ude Sundby, og som sognefoged dukker han også op i sit gamle sogn, Jørlunde, blandt andet da svogeren, Hans Christensens ældste søn bliver døbt i 1689.
 

Niels Christensen og Johanne Christensdatter får fire børn, hvoraf den første Christen dør inden 1690, og Hans dør muligvis også som ung. I al fald kan han ikke spores.
 

Christen døbt 29. september 1686 - Død før 1690
Hans Nielsen født o. 1687 - død ukendt
Kirsten Nielsdatter født o. 1688 - bgv 3. januar 1755 Ude Sundby, 67 år
Christen Nielsen født o. 1690 - bgv 16. februar 1749 Gørløse, 59 år
 

Niels Christensen afgår ved døden omkring 1695/96, og Johanne gifter sig efterfølgende med endnu en Niels, nemlig Niels Hansen, der overtager både gård og hverv som sognefoged.
 

Ved Mandtal 1700 i Ude Sundby ser det sådan ud på Gård nr. 5:
Niels Hansen 42 år gårdmand
To sønner: Niels 3 år og Hans ½ år
To stedsønner: Hans Nielsen 12 år og Christen Nielsen 10 år
 

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/udesby.htm
 

Efter alderen på Niels Hansens sønner at dømme, er han og Johanne blevet gift o. 1696, og da kirkebøgerne i sognet ikke eksisterer før 1718, er der ingen viden om, hvor mange børn Johanne har født i det ægteskab, udover de fire, som endnu lever i 1711, da Niels Hansen dør, og i den forbindelse findes der et skifte:
 

Notater fra skiftet efter Niels Hansen d. 1711-05-09: 
Sognefoged - "og beege deris Sammen Auflede børn ved Nafn Niels Nielsen 15 aar gammel Hans Nielsen =11= aar Karren Niels Daatter paa 9[de] Aar, og Sidse Niels Daatter 2½ aar gammel" - enkens værge var Anders Jensen i Oppe Sundby, børnenes værge var Jens Hansen i Bonderup - "Christen Nielsen Som er Enchens Søn og tien paa stædet . . .".
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#

Niels Hansen og Johanne Christendatters børn:
Niels Nielsen født o. 1696 - bgv 12 mar 1719 Ude Sundby, 22 år
Hans Nielsen født o. 1700 - bgv 22 feb 1756 Slangerup, 56 år
Karen Nielsdatter født o. 1702 - bgv 9. juli 1781 Tjæreby, 80 år
Sidse Nielsdatter født o. 1708 - bgv 27. april 1784 Ude Sundby, 76 år
 

Efter Niels Hansens død i 1711, gifter Johanne Christensdatter sig ikke igen, til trods for at hun har flere småbørn, der skal forsørges, men måske der er hjælp at hente fra de lidt ældre børn, ligesom der ganske givet også er nogle tjenestefolk på sådan en gård. 
Den yngste datter, Sidse, overtager siden gården Askelund sammen med sin ægtemand, Herman Pedersen, og Johanne bliver da også den 5. marts 1747 begravet som Herman Pedersens "gamle=bedste=moder". Ja ganske vist er hun "kun" svigermor til Hermann Pedersen, men gammel er hun unægtelig ved sin død, 84 år.
 

Johanne Christensdatter og Niels Christensens Børn:
 

Kirsten Nielsdatter bliver trolovet fire gange, men kun tre gange munder trolovelsen ud i en vielse. Første ægteskab indgås inden 1719 og ægtemanden hedder Lars Hansen. Parret får sønnen Niels i 1720 samt Lars, der bliver født i januar 1723, et halvt år efter sin fars død i august 1722. Lars Hansen blev 33 år.
I maj 1723 bliver Kirsten trolovet til Peder Larsen, som kommer fra Sigerslevvester, og de får en enkelt søn i april 1725, som også får navnet Lars. Peder Larsen bliver heller ikke gammel; 23 år er han ved sin død i juli 1726.
Måneden efter, 30. august 1726, bliver Kirsten trolovet til Anders Matzen fra Sigerslevøster, som den 9. september fæster en gård i Ude Sundby. 

Imidlertid afgår Anders ved døden allerede i december, inden parret når at blive gift.
Endelig i 1727 bliver Kirsten, der må være ved at nærme sig de 40 år, både trolovet og gift med den 22-årige Lars Olsen fra Lynge, og det er givetvis Kirstens alder, der er årsag til, at det kun bliver til en enkelt søn, Peder i 1728, i dette sidste ægteskab, som holder i resten af Kirstens liv. 

Kirsten dør lige omkring nytåret 1754/55, 67 år bliver hun. 
Den efterlevende ægtefælle, Lars, afgår ved døden i oktober 1779, 74 år.
 

Christen Nielsen, født o. 1690 og ældste søn i familien, træder efter både sin fars og stedfars død i faders sted ved at træde til som forlover ved flere af søstrenes trolovelser, lige som han også jævnligt er fadder, når både hel- og halvsøskende holder barnedåb.
 

Christen gifter sig 7. maj 1717 med Karen Nielsdatter i Gørløse Kirke. 
Karen er enke efter Jens Pedersen i Borup, Gørløse sogn, der døde året forinden, og hun har to sønner med ind i ægteskabet, Laurs 18 år og Peder 13 år, så Karen må være noget ældre end Christen - men hvad betyder alder, når gevinsten er en gård. 
Karen er dog ikke så meget ældre end at hun er helt ude over den fødedygtige alder, og parret får to døtre, begge med navnet Maren født i henholdsvis 1720 og 1727.
Jeg går ud fra, at den første Maren er død, inden den næste Maren kommer til verden, men det ser ud til, at heller ikke hun lever længe, idet hun ikke er omtalt i skiftet efter moderens død i januar 1734
 

Skiftet efter Karen Nielsdatter d. 1734-03-09: 
"imellem hendes eftterlatte børn i forrige Egteschab auled, Nafnlig laurs Jensen boende i Herløf, og Peder Jensen boende i (Jordøje?)" - "Jndestaaende børnegods for Anders Christensen og Margrete Christensdaatter i Græse" -
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Efter Karens død gifter Christen sig med nok en Karen, Karen Rasmusdatter, og i dette ægteskab bliver det i løbet af 13 år til seks børn, hvoraf de fire dør, inden de når skolealderen.
Christen Nielsen bliver 59 år. Han bliver begravet 16. februar 1749, en uge efter at hans yngste søn er blevet døbt.
Året efter gifter enken sig igen. Hun dør i januar 1759.
 

Niels Hansen og Johanne Christendatters børn:
 

Parrets ældste søn, Niels Nielsen bliver kun 22 år, og mere er der ikke at sige om ham. Døden lurede altid lige om hjørnet i 1700-tallet, hvor epidemier af forskellig slags med jævne mellemrum florerede og høstede liv blandt både unge og gamle.
 

Hans Nielsen født o. 1699  gifter sig 15. september 1726 med en enke i Hørup i Slangerup sogn. Bruden er den 20-årige Margrethe Madsdatter, som er enke efter Niels Hansen, og Hans Nielsen har ugen inden vielsen overtaget fæstet af afdødes gård, Toftekildegaard i Hørup.
 

Er Margrethe Madsdatter ung, var hendes afdøde mand til gengæld godt oppe i årene. Hans alder ved død er desværre ikke noteret i kirkebogen, men der foreligger et skifte i forbindelse med hans død, hvoraf det fremgår, at flere af hans børn er afgået ved døden, og at flere af børnebørnene er ældre end hans hustru. Så Margrethe er sikkert ikke utilfreds med at få byttet sin aldrende ægtemand ud med en ung mand i sin bedste alder.
 

Selv om Margrethe og Hans er unge bliver det tilsyneladende ikke til så mange børn. Jeg har kun fundet en enkelt søn i kirkebogen, Niels der bliver døbt 25. maj 1727.
Hans Nielsen bliver 57 år, død i februar 1756. 

I oktober samme år gifter enken sig med Anders Andersen, der er omkring 25 år yngre end 50-årige Margrethe, så dette ægteskab er selvsagt barnløst. Margrethe afgår ved døden i juli 1778, 72 år, 4 måneder, 2 uger og nogle dage i følge præsten.
 

Anders Andersen gifter sig efterfølgende med den næsten 30 år yngre Anne Nielsdatter, men også dette ægteskab er tilsyneladende barnløst. 
I al fald finder jeg  ved folketællingen i 1801 Anders Andersen som enkemand og aftægtsmand, på Toftekildegaard, som han fik skøde på i 1793. Anders Andersens nevø har nu overtaget gården.
 

Sidse Nielsdatter, yngste datter af Niels Hansen og Johanne Christensdatter og født o. 1708 , er 20 år, da hun 3. december 1728 bliver gift med den seks år ældre Herman Pedersen fra Hørup. 
Tidligere samme år, 25. februar, har Hermann Pedersen ellers fæstet en gård i Hørup, men parret bosætter sig i Ude Sundby og overtager Askelund, som sønnen Peder Hermansen får skøde på i 1795.
 

Sidse og Herman får tilsyneladende kun to sønner, Niels og Peder. Herman Pedersen bliver 57 år, død i slutningen af april 1759, og Sidse gifter sig ikke igen. Sidse er 76 år, da hun afgår ved døden,og un bliver begravet 27. april 1784 i Ude Sundby.
 

Af de seks hel - og halvsøskende, der når at stifte familie, bliver de tre af dem boende i sognet, mens de øvrige tre flytter udensogns: Christen til Borup og Hans til Hørup, og endelig er der Karen Nielsdatter, min 5x tipoldemor, som kommer til at leve det meste af sit lange liv i Tjæreby, de fleste af årene sammen med sin eneste ægtemand, Jens Hansen fra Borup.
 

Jeg finder det tankevækkende, at efter at Karens ene bror, Christen, gifter sig til en gård i Borup, bliver Karen få år senere "hentet" af en ung mand fra Borup, og det samme gør sig gældende med Karen og Sidses anden bror, der gifter sig i Hørup, og fluks kommer Herman Pedersen fra Hørup for at gøre kur til Sidse. Lidt af et tilfælde....men nu går turen endnu engang tilbage til Tjæreby sogn.

onsdag den 2. september 2015

Christen Andersen og Karen Jensdatter på Ellisgaard i Hagerup.

Jens Hansen fra Borup i Gørløse sogn gifter sig med Karen Nielsdatter i Ude Sundby, en landsby uden for byen Frederikssund, som knap nok var en egentlig by i 1700-tallet; i 1740 havde Frederikssund 300 indbyggere.
Hvor Karen Nielsdatters far er født kan ikke dokumenteres, men hendes mor, Johanne Christensdatter, er født i Hagerup i Jørlunde sogn, hvor kirkebogen påbegyndes allerede i 1645, så her er de skriftlige kilder på plads. Til gengæld står det hen i det uvisse, hvor Johanne Christensdatters forældre er født.

Christen Andersen og Karen Jensdatter i Hagerup.
 
Christen Andersen er født o. 1614, mens Christian den 4. var konge. En konge som to år efter Christens fødsel erhvervede Trankebar, hvilket nok ikke interesserede landbefolkningen synderligt

Ifølge Hjørlunde Sogns Historie af Edvard Carstensen giftede Christen sig med enken Kirsten Ibsdatter på Ellisgaard i Hagerup, og blev dermed fæster på gården. Et ægteskab der må være indgået før 1645. 
Parret bliver ikke forældre til nogen børn mellem 1645 og Kirstens død i 1653, så Kirsten har sikkert været ude over den fødedygtige alder, da hun blev gift med Christen.
 
Hagerup er en lille landsby i Jørlunde sogn. Ved Mandtal 1700 havde Hagerup 15 beboere af hankøn fordelt på tre gårde og et husmandssted, og ved den første egentlige folketælling i 1787 var der stadig de tre gårde og et par huse i landsbyen med tilsammen 36 beboere.
 
Efter Kirstens død gifter Christen sig med Karen Jensdatter, og brylluppet har formentlig stået i Oppe Sundby. I al fald er Jens Andersen og hans hustru Sidsel samt en søn Andris - alle fra Oppe Sundby hvor kirkebøgerne fra før 1813 er gået til - faddere ved flere af Karens børns dåb. 
Vielsen har formentlig fundet sted i 1653 eller 1654, idet deres første barn kommer til verden i april 1655. 
Karen er født o. 1639, beregnet efter alder ved død, så hun har været 15 år, da ægteskabet blev indgået, mens Christen havde 40 år på bagen.
 
Karen og Christen får otte børn i løbet af de næste 14 år, hvoraf de tre dør som spæde. Tre andre har jeg ikke været i stand til at følge, og det er der vist heller ingen andre, der har.
Det skal siges, at i en lang årrække havde sognet en præst, hvis håndskrift er ualmindelig ulæselig, og derudover er der ikke mange sogne i området, som har kirkebøger bevaret fra 1600-tallet, hvorved man taber folk af syne, hvis de flytter udensogns.
 
Christen Andersen og Karen Jensdatters børn:
Kirsten Christensdatter døbt 4. april 1655 - Død ?
Anders døbt 20 december 1657 -  bgv 1. januar 1658, 3 uger
Anders Christensen døbt 1. december 1658 - Død ?
Margrethe døbt 24. februar 1661 - bgv 28. juli 1661, 22 uger
Hans Christensen døbt 25. maj 1662 - bgv 17. april 1728, 65 år
Johanne Christensdatter døbt 30. okt 1664 - bgv 5. marts 1747, 82 år
Margrethe døbt 24. februar 1667 - bgv 17. marts 1667, 4 uger
Karen Christensdatter døbt 19. januar 1668 - Død ?
 
Samme år som den yngste datter kommer til verden, dør Christen Andersen. Han bliver 54 år og bliver begravet på Jørlunde Kirkegård 27. juni 1668.
 
Et halvt år efter, 31. januar 1669, gifter Karen sig med Niels Pedersen, som dermed overtager fæstet af Ellisgaard. Niels er født o. 1628 og dermed en halv snes år ældre end Karen, der nu har rundet de 30 år - efter at have født otte børn - og der venter hende naturligvis flere børnefødsler.
 
Niels og Karen får to sønner og to døtre, hvoraf den første datter dør som spæd, og en søn dør som 16-årig.
 
Karen Jensdatter og Niels Pedersens børn:
Karen døbt 21 november 1669 - bgv februar 1670, 11 uger
Christen Nielsen døbt 27. november 1670 - Død 10. marts 1687, 16 år
Karen Nielsdatter døbt 17. august 1673 - Død ?
Peder Nielsen døbt 6. februar 1676  - bgv 20. februar 1731, 55 år
 
Af de to tilbageværende børn bliver Karen Nielsdatter 19. juni 1695 gift med Jacob Andersen fra Skenkelsø, som nu er gårdmand i Nørre Herlev. Det bliver han dog ikke ved med at være, for ved Mandtal 1700 findes han ikke længere i sognet, og så fører sporet ikke videre.
 
Peder Nielsen bliver gårdmand på en af de tre gårde i Hagerup, og 16. januar 1698 gifter han sig med Johanne Hansdatter fra Paastrup. Parret får seks børn; Karen, Sophia, Anders, Niels, Mette og Hans, men ved Peder Nielsens død i februar 1731, er der kun tre tilbage, og året efter dør den yngste tilbageværende søn endda.
 
Notater fra skiftet efter Peder Nielsen d. 1731-04-02:
Gårdmand - "og begge deris sammenaulede børn . . . som er Niels Pedersen boende i Mørdrop, Anders Pedersen som er hiemme 18: aar, Mette Peders datter som er giftt med Hans Pedersen i hagerop" - for enken Michel Hansen i Påstrup, for Anders hans svoger -

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Endnu engang bliver Karen Jensdatter enke, idet Niels Pedersen afgår ved døden i juni 1680. Han bliver 52 år.
 
Et tredje ægteskab bliver det til for Karen, idet hun 21. november 1680 gifter sig med den unge Jens Hansen. Han er 26 år, og Karen er efterhånden blevet over 40 år, så det ægteskab forbliver barnløst - men efter at have født 12 børn har Karen vel også gjort sin pligt.
Også denne ægtemand gør, trods sin unge alder, Karen til enke. Jens Hansen er kun 35 år og vice-kirkeværge, da han afgår ved døden i maj 1689. 
Karen selv bliver 58 år, død 4. november 1697 og begravet fire dage senere den 8. november.
 
Christen Andersen og Karen Jensdatters børn:
Kun to af Christen og Karens børn har jeg været i stand til at følge, nemlig Johanne som er min 6 x tipoldemor, samt Hans Christensen.
 
Hans Christensen, som er døbt 25. maj 1662, gifter sig med Maren Ibsdatter 24. juni 1687. Parret bliver trolovede måneden før i Hans' stedfar Jens Hansens hus i Hagerup, og Maren Ibsdatter skulle i følge kirkebogen være Jens Hansens søsterdatter.
 
Hans Christensen bliver som sin halvbror Peder gårdmand i Hagerup, på gård nr. 1 i følge Mandtal 1700.
http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/jorlunde.htm
 
Jeg har fundet fire børn i kirkebogen: Hans i 1689, Sidse i 1694 der dør som barn, Karen i 1702 der dør som spæd samt endnu en Karen i 1705.
Maren Ibsdatter bliver 57 år, 2 mdr og 1 uge i følge præsten og bliver begravet 16. december 1720, og af skiftet efter hendes død fremgår det, at der kun er to børn, der endnu lever.
 
Skiftet efter Maren Ibsdatter d. 1721-02-14:
"og begge deres Sammen Aulede børn, Som ere Hans Hansen 30 Aar gammel, og Karen Hans daatter paa 16[de] Aar gammel".
 
Hans Christensen selv bliver 66 år og bliver begravet i Jørlunde 26. april 1728.
 
Endelig er der Johanne Christensdatter, som når gennem to ægteskaber, begge ægtefæller med navnet Niels. I første omgang bliver hun gårdkone på Bakkegården i Sperrestrup, også i Jørlunde sogn, men siden går turen til Ude Sundby.