mandag den 18. januar 2016

Peter Jensen Gott og Marine Clausdatter i Skovbøl.


Jens Michelsen Gott og Anna.

Claus Johannsens datter, Marine fra Assenholm, gifter sig i 1711 med Peter Jensen Gott i Skovbøl. Peter er søn af Jens Michelsen Gott, og af en fæsteprotokol for bønder under Søgaard Gods fra 1709, fremgår det, at Jens Michelsen Gott har et helboel og er 60 år og født i Rinkenæs. Endvidere at han har seks børn, hvoraf den ene er en søn, nemlig Peter.
http://kopier.dis-danmark.dk/kop_vis_data.php?nr=89&dir=faesteprotokol-graasten-1709
 

Jeg har forsøgt at finde familie til Jens Michelsen Gott i Rinkenæs, men uden held. Dels er det i 1709 mindst 30 år siden, han forlod Rinkenæs, dels bruger præsten i Rinkenæs ikke slægtsnavnet Gott eller Godt før adskillige år senere, selv om der også findes Godt'er i Rinkenæs i begyndelsen af 1700-tallet. Et eksempel er Sÿnnet Hansdatter Godt, der i 1705 bliver gift med Hans Hollensen fra Smøl.
Den ejendom, familien Gott fæstede, fandt jeg noget om på Felsted Sogns Lokalarkiv, udarbejdet af Historisk Forening for Felsted Sogn.
http://www.felsted-arkiv.dk/frudam/frudam26.html
 

Her fremgår det, at navnet på den fæster, der var på stedet, inden Jens Michelsen Gott, hed Peter Nissen Gott - trods det fælles slægtsnavn har jeg ikke fundet nogen forbindelse mellem de to. Jens Gott fæstede formentlig gården i slutningen af 1670'erne, og siden gik gården i arv fra far til søn eller svigersøn i adskillige generationer frem til 1935.
 

Af Jens Michelsen Gotts - og hustruen Annas - seks børn har jeg kun fundet de fem:
Ingeburg
Margrethe  - død i Bovrup
Dorothea o. 1681 - 8. august 1731, Skovbøl, 48 år
Peter Jensen Gott o. 1682 - 19. juni 1767, Skovbøl, 84 år
Anna Maria 8. februar 1685 -  5. april 1685
Anna Maria 1. november 1686 - ?
 

Døtrene har jeg kun sparsomme oplysninger om.
Ingeburg bliver i 1711 gift med Nis Jessen eller Thomsen i Tumbøl, og de får to døtre og en søn, og derefter forsvinder de tilsyneladende fra sognet.
Margrethe bliver også gift i 1711, nemlig med Hans Rasmussen fra Bovrup i Varnæs sogn, hvor de bosætter sig. Her er der to eller flere mænd med navnet Hans Rasmussen, der bliver fædre i samme periode, og eftersom moderens navn ikke oplyses i forbindelse med børnenes dåb, er det umuligt at skelne den ene fra den anden.
Anna Maria finder jeg ikke yderligere spor af, og endelig er der Dorothea som i 1731 bliver begravet som Peter Gotts søster, 48 år og ugift.
 

Peter Jensen Gott og Marine Clausdatter.

Peter Gott bliver gift samme år som sine to søstre, 25. oktober 1711, efter at være blevet trolovet til Marine to måneder forinden, nemlig den 30. august. I forbindelse med vielsen oprettes en kontraktprotokol, hvor Jens Michelsen Gott går på aftægt og overlader fæstet til sønnen Peter.
 

Peters mor, Anna afgår ved døden i 1712, begravet 8. maj, 70 år, mens Jens holder nogle år endnu. Han er - i følge præsten - 82 år og 8 uger ved sin død, begravet 3. februar 1727.
 

Peter Gott og Marine får ni børn i løbet af 15 år, fem sønner og fire døtre. Anne Marie og Christian dør som spæde, og Peter og Jürgen dør i en ung alder, inden de når at stifte familie.
Cathrin Lisbeth og Anna bliver gift med to brødre i Broager sogn, henholdsvis Thomas og Jens Hollensen. Claus forsvinder for mig, og så er der kun en søn og en datter tilbage, som bliver i sognet, nemlig den ældste søn Michel samt den yngste datter Anna Dorothea.
 

Michel Petersen 23. oktober 1712 - 29. april 1764, Traasbøl, 51 år
Anna Petersdatter 14. marts 1714 - 12. november 1775, Mølmark, 61 år
Cathrin Lisbeth Petersdatter 26. april 1716 - 25. august 1776, Smøl, 60 år
Claus Petersen 14. april 1718 - ?
Anna Marie 1. april 1720 - 2. juni 1720, 2 måneder
Peter Petersen 4. maj 1721 -7. maj 1752, Skovbøl, 31 år 
Jürgen Petersen 1. august 1723 - 18. november 1742, Skovbøl, 18 år
Christian 3. februar 1726 - 17. marts 1726, 6 uger
Anna Dorothea Petersdatter 25. marts 1727 - 27. juni 1771, Skovbøl, 44 år
 

Både Peter og Marina får et længere liv end de fleste på den tid, og eftersom i al fald Marines fødsel også findes i kirkebogen, er der ingen grund til at betvivle, at de virkelig blev så gamle, som præsten noterede i forbindelse med deres død.
Marine bliver 80 år og 8 måneder og bliver begravet 10. september 1766. Peter er 84 år og 6 måneder ved sin død året efter, 19. juni 1767, og han bliver begravet to dage senere.
 

Peter Jensen Gott og Marine Clausdatters søn Michel:
 

Michel Petersen, Peter og Marines ældste søn, bliver født næsten på årsdagen for parrets bryllup, og han er næsten 35 år, da han 7. juli 1747 gifter sig med Sÿnnet, datter af Nis Hansen Toft i Traasbøl. Forinden har Michel  overtaget fæstet af et halvboel i Traasbøl. 
Den tidligere fæster, Hans Hansen Lund giftede sig i 1740 med Michels søster Anna, men allerede i 1745 blev Anna enke, og da hun i juni 1747 - efter syv måneders trolovelse - gifter sig med Jens Hollensen, der allerede har en gård i Mølmark, får Michel chancen, og så er han klar til ægteskab.
Også denne gård kan man læse om på Felsted Sogns Lokalarkivs hjemmeside:
http://www.felsted-arkiv.dk/hovbjergvej/hovbjergvej09.html
 

Michel og Sÿnnet får to sønner, som begge dør i en ung alder, samt to døtre, hvoraf den yngste kun bliver 1½ år.
 

Peter Michelsen 16. december 1748 - 28. januar 1786, Traasbüll, 37 år
Nis Michelsen 29. januar 1751 - 8. maj 1789, Tumbüll, 38 år
Marine Michelsen 16. marts 1753 - 28. august 1818, Tumbüll, 65 år
Bodel 28. marts 1764 - 25. oktober 1765, 1½ år
 

Michel dør måneden efter den yngste datters fødsel. Han bliver 51 år, 6 måneder og 14 dage.
Sÿnnet bliver ikke meget ældre end Michel. Hun er 53 år ved sin død 12 år senere i 1776.
 

Michel og Sÿnnets ældste søn, Peter Michelsen, overtager gården, men det er en tragisk historie. Peter er 25 år, da han 1774 gifter sig med Ingeborg Jessen, men i forbindelse med fødslen af parrets første søn i 1778 dør Ingeborg. Sønnen Nis overlever, og  to måneder senere gifter Peter sig med Anna Nissen. I dette ægteskab bliver det til yderligere tre børn, Ingeborg i 1779, Hans i 1781 og Boel i 1784.
 

Den 20. januar 1786 dør Anna, 34 år, og otte dage senere dør Peter, 37 år og efterlader fire  forældreløse børn i alderen 7, 6, 4 og 1½ år. 
Fire måneder efter forældrenes død dør Ingeborg af kopper, og to år senere dør Nis. Bedsteforældrene har taget sig af den lille Boel, og hun dør som 18-årig.
Endelig er der Hans, som vokser op hos en gårdmand i sognet indtil han kommer ud som tjenestekarl. Soldat er han også et par år, og endelig bliver han gift som 25-årig i december 1806. Et ægteskab, der bliver indgået i sidste øjeblik, idet hans datter kommer til verden halvanden måned senere. Flere børn bliver det ikke til, og Hans afgår ved døden i slutningen af 1809, 30 år gammel.
 

Nis Michelsen, Michel Petersen og Sÿnnets yngste søn er 31 år, da han i 1782 gifter til et halvboel i Tumbøl, og han når at få tre børn inden sin død syv år senere.
http://www.felsted-arkiv.dk/tumbolmollegade/mollevej15.html
 

Marine Michelsen, Michel Petersen og Sÿnnets eneste datter efter den yngste søsters død, er 21 år, da hun i 1774 gifter sig med Jes Jessen, som er halvboelsmand i Tumbøl og en halv snes år ældre end Marine.
http://www.felsted-arkiv.dk/tumbolmollegade/mollevej02.html
 

Marine og Jes får seks børn i løbet af 15 år, Jes, Peter, Hans, Jürgen, Anna Maria og Sÿnnet Catharina. 
Ved Jes Jessens død som 76-årig i 1817 er sønnerne Jes og Hans samt datteren Anna Maria blevet gift og har tilsammen beriget deres forældre med syv børnebørn, mens Jürgen og Sÿnnet Catarina endnu er ugifte, og således er kun en af Jes og Marines sønner død før sine forældre. Marine dør året efter sin mand, 65 år gammel.
 

Peter Jensen Gott og Marine Clausdatters datter Anna Dorothea:

Anna Dorothea Petersdatter, Marine og Peter Gotts yngste datter, er 25 år, da hun 17. november 1752 bliver gift med Friederich Johannsen fra Ny Skovbøl, og det bliver Friederich, der overtager fæstet af gården i Skovbøl efter Peter Gott.
Anna Dorothea og Friederich får fem døtre og en søn:
 

Marine Friederichsen 29. maj 1753 - 31. juli 1810, Tumbøl, 57 år
Anna Maria Friederichsen 7. nov 1754 - 24. sept 1818, Kokær, 64 år 
Cathrine Dorothea Friederichsen 31 dec 1756 - 4. nov 1798, Skovbøl, 41 år
Lisbeth Friederichsen 12. april 1759 - efter 1791
Johann Friederichsen 17. august 1762 - 28. juli 1789, Skovbøl, 27 år
Anna Friederichsen 27. juni 1765 - 26. april 1798, Skovbøl, 33 år
 

Johann og Anna dør i en ung alder, inden de når at blive gift, og Lisbeth har jeg ikke været i stand til at følge efter 1791, hvor hun er fadder ved en dåb.

Anna Dorothea er 44 år og 3 måneder ved sin død 27. juni 1771, og Friederich forbliver enkemand til sin død 5. april 1783, 56 år, 3 måneder og 6 dage bliver han. Endnu er ingen af døtrene blevet gift, men efter Friederichs død begynder der at ske noget.
 

Anna Dorothea og Friederichs Johannsens børn:
 

Marine Friederichsen er 30 år, da hun et halvt år efter faderens død i 1783 gifter sig med Lorentz Thomsen fra Tumbøl. Han er murermester og har tilligemed et boelsted i Tumbøl, hvor det unge par bosætter sig.
http://www.felsted-arkiv.dk/hellinghojvej/hellinghojvej06.html
 

Marine og Lorentz får døtrene Gunder og Anna Dorothea i henholdsvis 1788 og 1791, men Gunder dør 5 år gammel af kopper, og Anna Dorothea dør 16-årig i 1808. To år senere dør Marine, og enkemanden gifter sig igen.
 

Anna Maria Friederichsen er den næste af døtrene, som bliver gift. Det sker 24. marts 1787, og vielsen står i brudgommens hjem, Kockiergaard (som den hed på den tid) i Kokær, beliggende nord for Haderslev. Brudgommen er Johannes Meÿland, bror til præsten i Felsted, Nicolai Meÿland, og han er henved en snes år ældre end Anna Marias 33 år. De bliver viet uden forudgående trolovelse og lysning, og får kongelig allernådigste concession til Huuscopulation.
Ægteskabet er barnløst, og trods aldersforskellen bliver det alligevel Anna Maria, der dør først. 64 år er hun ved sin død i 1818, og to år senere følger den 85-årige Johannes Meÿland.
 

Cathrine Dorothea Friederichsen bliver gift samme år som Anna Maria, kort før hun fylder 30 år. Den 9. november 1787 finder vielsen sted, og brudgommen er Christian Johannsen Schmidt fra Nørballe - som navnet antyder er han søn af en smed. Det bliver Christian, som overtager fæstet af Cathrine Dorotheas fødegård i Skovbøl, og Cathrine Dorothea er dermed fjerde generation i sin familie på gården.

Christian Johannsen og Cathrine Dorothea får fem børn i løbet af seks år, heraf er de to yngste tvillinger. Den ene tvilling og den førstefødte datter dør som spæde. Til gengæld overlever de resterende tre forældrene.
 

Ann Dorthe Christiansen 3. oktober 1788 - 23. april 1789, 30 uger
Johann Christiansen 14. februar 1790
Friederich Christiansen 27. december 1791
Mette Marie Christiansen 27. oktober 1794
Lorentz Christiansen 27. oktober 1794 - 7. november 1794, 12 dage
 

Cathrine Dorothea dør som Cathrin Dorthe i 1798, og det med navne kan være lidt af et dilemma, for de forskellige præster staver folks navne på hver deres facon. Generelt fortysker tysksprogede præster et dansk navn som Cathrin Dorthe til Cathrine Dorothea eller Catharina Dorothea. Derfor vil man almindeligvis bruge døbenavnet som udgangspunkt, men når man så kommer ud for en præst, der konsekvent staver navne som Mette og Anne som Met og An ved dåben, er brug af navnet som noteret ved dåben ikke særlig hensigtsmæssig.
Christian Johannsen er nu blevet alenefar til tre mindre børn, og i slutningen af 1803 gifter han sig med husets tjenestepige, som også hedder Cathrin Dorthe. Det ægteskab varer til Christians død 7. september 1821; han bliver 74 år. 

Inden faderens død er alle tre børn blevet godt gift. Mette Marie er gift med en boelsmand i Nørballe, og Friederich er boelsmand i Felsted. Endelig er Johann nu, sammen med sin hustru, femte generation i sin familie på gården i Skovbøl.
 

Tilbage i 1740'erne blev Peter Gott og Marine Clausdatters døtre Anna og Cathrin Lisbeth  gift med brødrene Hollensen, Jens og Thomas i Broager sogn. Cathrin Lisbeths ægteskab med Thomas Hollensen i Smøl har jeg allerede været inde på, så nu fortsætter jeg sydøstover til Broager og Mølmark, hvor Jens Hollensen og Anna lever sammen i deres 28 år lange ægteskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar