fredag den 31. oktober 2014

Rasmus Thorsen - Væver, Husmand og Indsidder.

Rasmus Thorsen, Thor Christensens yngste søn og min 2 x tipoldefar er født i Holme i 1783.
Rasmus bliver konfirmeret i Aarhus, Vor Frue sogn i 1799. Ved folketællingen i 1801 er han læredreng hos Farver Wulf Friderich Asmussen - ejeren af Stampemøllen - i Vestergade i Aarhus, så jeg antager, at i og med at konfirmationen fandt sted i Aarhus, var han også i 1799 læredreng samme sted.
 

Hvad Rasmus bedriver i de følgende tyve år, kan man kun gisne om.
I en årrække i 1800 tallet bliver det indført i kirkebøgerne, hvem der rejser til og fra et sogn, og på den måde kan man følge en persons færden og beskæftigelse. Desværre dækker disse lister kun en begrænset periode fra tidligst 1814 til senest omkring 1870 for landsognenes vedkommende. Tilligemed var det først og fremmest tjenestefolk og daglejere, som havde pligt til at melde sig hos præsten, når de rejste fra eller ankom til et sogn - og den kategori hørte Rasmus Thorsen tilsyneladende ikke til - og ej heller hans søster Mette Cathrine i øvrigt - måske i kraft af faderens placering i samfundet.
 

Derudover bliver der i årene 1801- 1834 ikke foretaget folketællinger, som kan placere folk i et bestemt sogn, men optegnelserne i kirkebogen i forbindelse med Rasmus Thorsens første ægteskab indikerer, at han fortsat har bopæl på stampemøllen.
I senere folketællinger registreres han blandt andet som væver, så væveriet bliver hans erhverv, selv om han var i lære som farver.
 

I 1823 bliver Rasmus Thorsen, der nu er 40 år gammel, gift med den kun 19 årige Mariane Sørensdatter fra Kasted. Vielsen finder sted 12. august 1823 i brudens hjemsogn,  som skik og brug var. Trolovelsen blev meddelt kirken to uger tidligere, den 30. juli.
Parret slår sig ned på stampemøllen, hvor Rasmus formodentlig boede i forvejen som indsidder (lejer uden selvstændigt hus som bolig), men det bliver et kortvarigt ægteskab.
7. marts 1825 føder Mariane et dødfødt drengebarn, og Mariane selv afgår ved døden tre uger senere den 20. marts.
 

Et halvt års tid senere, 16. december 1825 bliver Rasmus, der nu er 42 år, gift med 32 årige Ane Marie Jensdatter i Holme. Ane Marie er ganske vist døbt Anne Marie, men i løbet af 1800 tallet ændres stavemåden, så enhver, der i 1700 tallet er døbt Anne, bliver til en Ane.
 

Ane Marie er født uden for ægteskab og døbt 17. januar 1790, og var således hvad man betegnede som et uægte barn. Først 8. juli samme år trolover faderen, Landsoldat Jens Nielsen sig med moderen Johanne Jensdatter, og året efter 6. maj 1791 bliver de  gift. Jens og Johanne får yderligere to børn, Niels i maj 1792 og Maren i maj 1795, inden Jens Nielsen dør 21. juni 1795.
 

Også Ane Marie når at få et uægte barn, inden hun bliver gift, nemlig Jens Pedersen, født 9. august 1824 i Holme. Som barnefader bliver udlagt Peder Davidsen, tjenestekarl på Løveapoteket i Aarhus, men ægteskab blev det altså ikke til, og i stedet tager Rasmus barnet med i købet sammen med moderen, da de indgår ægteskab.
 

Rasmus og Ane Marie får to sønner, begge født i Holme.
Thor Rasmussen - opkaldt efter sin farfar - født 7. november 1826 samt
Friderich Rasmussen, født 22. oktober 1828, og han er min tipoldefar. Også hans døbenavn bliver med årene fordansket til Frederik.
 

Ved folketællingen i 1834 bor Rasmus, der betegnes som væver, og Ane Marie sammen med de tre sønner i et hus i Holme. Det samme i 1840, dog er kun den yngste søn Frederik stadig hjemmeboende, og erhvervsbetegnelsen er denne gang væver og husmand.
 

Det går ikke så godt for Rasmus og Ane Marie, og i 1845 har de ikke længere deres eget hus, men bor til leje hos en familie Rasmussen, og Rasmus er nu blot indsidder og daglejer.
 

Rasmus Thorsen dør 20. juli 1847, 64 år gammel.
 

Dengang var der ikke noget, som hed folkepension, ligesom forløberen for folkepensionen, alderdomsunderstøttelsen til værdigt trængende først blev indført i 1891. 
Så en kvinde var ilde stedt, hvis manden døde først, og de intet ejede, hvad Rasmus og Ane Marie tydeligvis ikke gjorde. I yderste konsekvens endte man på fattiggården, og det var ikke særlig misundelsesværdigt.
 

I 1850 bor Ane Marie fortsat i huset hos familien Rasmussen, registreret som inderste (indsidder) med ubestemt næring, men ved næste folketælling i 1855 er både Ane Marie og familien Rasmussen tilsyneladende forsvundet ud af sognet.
 

Jeg genfinder dog Ane Marie, der 70 år gammel i 1860 bor hos sønnen Jens Pedersen i Jegstrup i Tranbjerg sogn, men endnu er det ikke lykkedes mig at finde frem til, hvad der videre sker med Ane Marie.


Jens Pedersen.
 
Ane Maries ældste søn og Rasmus Thorsens stedsøn Jens Pedersen, født i Holme 9. august 1824, bliver konfirmeret i 1839, ligeledes i Holme.

Efter konfirmationen starter Jens' karriere som tjenestekarl. I første omgang på en gård i Slet og siden går turen til Viby og året efter tilbage til Slet. 
Her bliver han i de næste to år, inden han i november 1843 drager videre til Ingerslev i Tiset sogn med et godt skudsmål.
 

Allerede i maj 1844 går turen tilbage til Slet, og her bliver han indtil maj 1846, hvor turen går til Marselisborg. Her bliver han kun et halvt år, og endnu engang går turen tilbage til Slet.
 

Efter endnu to år i Slet er Jens efterhånden blevet 25 år, og i november 1846 går turen til Viby endnu engang, denne gang med et udmærket skudsmål, formodentlig bedre end bare et godt skudsmål.
Efterfølgende er der nogle huller på til- og afgangslisterne, men i al fald befinder Jens sig i 1850 i Ingerslev, hvorfra han i maj 1851 tager til Slet.

Endelig efter mere end ti år på farten bliver Jens gift i Holme 5. december 1851, 27 år gammel, og bruden er Maren Rasmusdatter fra Viby Mark, og hun er 32 år.
 

I 1852 flytter Jens og Maren til Raunholt Mark i Tiset sogn, og 21. november samme år føder Maren deres eneste barn, sønnen Rasmus Peter Jensen. Begge Jens' brødre, Thor og Frederik Rasmussen er blandt fadderne.
 

I 1855 bor Jens og Maren stadig på Raunholt Mark, men inden 1858 flytter de til Jegstrup i Tranbjerg sogn, hvor moderen Ane Marie, nu almisselem og 70 år gammel, bor hos den lille familie, som lever af deres jordlod.
 

Endnu i 1867, hvor sønnen Rasmus Peter bliver konfirmeret, bor familien i Jegstrup, men inden folketællingen i 1870 må de være flyttet, med eller uden mor og svigermor Ane Marie, og de ender på Aistrup Mark i Malling sogn, hvor de køber hus. 

Her dør Jens Pedersen 1. marts 1877, kun 52 år gammel. 
Hans enke, Maren, bliver boende i huset, og hun er ved folketællingen i 1880 registreret som husejer og jordbruger, mens sønnen Rasmus Peter er træskomand.
Maren Rasmusdatter dør 28. januar 1887, 67 år gammel, og sønnen bliver boende i huset indtil i hvert fald 1890, hvor han er 36 år og stadig ugift.



Thor Rasmussen.
 
Rasmus Thorsen og Ane Marie Jensdatters ældste søn Thor Rasmussen, født 7. november 1826 i Holme, bliver allerede inden sin konfirmation sendt ud for at tjene, idet han allerede i 1840, kun 13 år gammel, er at finde som tjenestekarl på en gård i Viby, og derfor finder Thors konfirmation i 1841 også sted i Viby.

Også i 1845 er Thor tjenestekarl på en gård i Viby, og efter endt militærtjeneste bliver han igen i 1850 tjenestekarl på en anden gård i Viby.

25. november 1854 bliver Thor gift med den to år ældre Ane Catrine Jensdatter fra Kolt. Vielsen finder sted i Viby, hvor ægteparret året efter også køber hus, som jeg var heldig at finde nogle oplysninger om her, oven i købet med billeder, men om husene er de oprindelige fra midten af 1800 tallet er usikkert.

http://www.lokalhistorieiaarhus.dk/viby/Lokalhistorie%20Gaardarkiv/VibyGartHusm/Stamkort_50b.html
 

http://www.lokalhistorieiaarhus.dk/viby/Lokalhistorie%20Gaardarkiv/VibyGartHusm/Stamkort_50a.html
 

Thor køber en grund - med eller uden hus - som han i 1862 udstykker i to, hvoraf han beholder den ene matrikel og sælger den anden. 
Tilsyneladende kan familien ikke leve af jorden alene, og Thor må tage arbejde ved siden af som arbejdsmand.
 

Thor og Ane Catrine får tre døtre:

Petrine Rasmussen, født 2. oktober 1855
Else Marie Rasmussen, født 11. oktober 1858
Maren Rasmussen, født 21. december 1861
 

Thors hustru, Ane Catrine dør 24. november 1886, næsten 70 år gammel.
 

Thor sælger ejendommen i 1889, men hvad han bedriver indtil sin død 24. marts 1903, har jeg ikke fået opklaret. Jeg har ikke kunne finde ham ved folketællingerne i Viby eller de omkringliggende landsogne, hverken i 1890 eller 1901.
 

Hans død er registreret i kirkebogen for Viby sogn, hvor han også begraves. Her er hans erhverv noteret som Vejmand, og hans bopæl opgives at være Dannebrogsgade 27, st i Aarhus. 

I dødsannoncen i Aarhus Stifttidende er Thors erhverv imidlertid noteret som Vognmand, mens adressen er opgivet som Dannebrogsgade 17, men uanset hvad boede han hverken i nr. 17 eller 27 ved seneste folketælling i 1901.
Dannebrogsgade hed i øvrigt Kunstvej indtil 1898 og hørte til Viby sogn indtil 1899.


Rasmus Thorsen og Ane Marie Jensdatters yngste søn, Friederich Rasmussen er min tipoldefar, og hans historie følger.

2 kommentarer:

  1. Den slags historie er altid fascinerende i mine øjne og på en mere direkte måde spændende og meget mere "levende" end den almindelige med de store linier - inponerende arbejde, du har lagt i det.

    SvarSlet
  2. Tak skal du have :-)
    Jeg finder det også selv utroligt spændende selv at få et indblik i, hvordan livet formede sig for almindelige mennesker i de seneste århundreder - et liv som var noget anderledes end det liv, vi lever i dag, kan man vist roligt sige.
    Som ekstra bonus er jeg stødt på adskillige overraskelser undervejs gennem min rejse tilbage i tiden ;-)

    SvarSlet