tirsdag den 19. maj 2015

Familien Pedersen i Vinderød og Familien Kappen i Hald.


Familien Pedersen i Vinderød.

Peder Ebbesen, far til Maren Pedersdatter, er søn af Ebbe Pedersen og Maren Andersdatter i Vinderød, et sogn der ligger ved Arresø og er nabo til Melby sogn.
 

Ebbe Pedersen og Maren Andersdatter får fire sønner og to døtre, alle født i Vinderød.
Kirkebøgerne i Vinderød starter først i 1717, så alle fødsels- og aldersangivelser er baseret på et skøn ud fra den alder, der er noteret i kirkebogen ved død.
 

Peder Ebbesen o. 1685 - 1757 i Haagendrup, 73år
Anne Ebbesdatter før 1687 - 1719 i Vinderød, +32 år
Jens Ebbesen o. 1691 - 1746 i Evetofte, 55 år
Niels Ebbesen o. 1694 -  1765 i Vinderød  71 år
Bodil Ebbesdatter o. 1697 - 1757 i Vinderød 60 år
Lars Ebbesen o. 1700 - 1769 i Vinderød 69 år
 

Maren Andersdatter dør i 1712 jvfr nedenstående skifte. Idet kirkebogen først starter i 1717 er skiftet er den eneste skriftlige overlevering om Marens eksistens, jeg har kunne finde. Hvad hendes alder angår, har hun næppe været meget over de 50 år ved sin død, taget i betragtning at hendes børn er født i perioden 1685-1700.
 

Notater fra skiftet efter Maren Andersdatter d. 1712-07-18:
"og begge deris sammen Auflede børn som ere peder Ebbes: boende i haagenderop Jens Ebbes: 21 aar gammel værende hiemme hoes faderen Niels Ebbesen gl: 18 aar Lars Ebbesen =gl= paa=12[te]aar Liggeledis begge hiemme hoes faderen Anne Ebbes daatter Egted af peder pedersen boende i fornefnte vinderøed og boedel Ebbes daatter værende hiemme hoes faderen"
 

Ebbe Pedersen gifter sig igen med Karen Hansdatter, og i dette ægteskab bliver det til fem sønner og to døtre. At to af sønnerne fra første ægteskab, Niels og Peder, fortsat lever i bedste velgående er ingen hindring for at genbruge navnene til to sønner fra andet ægteskab
 

Maren Ebbesdatter født o.1714
Hans Ebbesen født o. 1715
Anders Ebbesen født o. 1717
Oluf/Ole Ebbesen døbt 18. december 1718
Peder Ebbesen døbt 1. januar 1721
Birrete døbt 30. marts 1723
Niels Ebbesen døbt 25. februar 1725
 

Ebbe Pedersen afgår ved døden i januar 1726, og enken Karen Hansdatter, der står med en rede fuld af mindre børn, gifter sig efterfølgende med Peder Pedersen af Karsemose.
 

Notater fra skiftet efter Ebbe Pedersen d. 1726-03-04:
Rytterbonde - "og dend Sl: Mans børn som hand udj første egteskab som og nu i Sidste Egte skab med hans eftterladte hustrue auflet haver . . . af dend første kull børn, Peder Ebbesen boende i hogendrop i Melbye Sogn, Jens Ebbesen ibmd, Niels Ebbesen i Kregomme Sogn i winderød Laurs Ebbesen i winderød, Anne Ebbes Daatter som boede i winderød Peder Pedersens Hustrue som ved døden er afgangen og haver eftterladt sig =10: børn, som hun i 2[de] egteskaber haver aulet som arver deres Moders lod, Neml: Knud Jørgensen boende i winderød, anders Jørgensen egen verge, Peder Pedersen 16 aar Jørgen Pedersen 8 aar bodel Jørgens Daatter 24 aar ugiftt Johanne Jørgens datr 20 aar ugiftt Margrete Jørgens daatter 18 aar Kirsten Peders daatter 15 aar, Maren Peders Daatter 13 aar, Ellen Peders Daatter 11 aar, endnu een Daatter bodel Ebbes daatter Jep hansens hustrue i winderød, af dend anden kul dend Sl: mans børn ere hans Ebbesen 11 aar anders Ebbesen 8 aar olle Ebbesen 7 aar Peder Ebbesen 5 aar Niels Ebbesen 1 aar, Maren Ebbes Daatter 12 aar"
 

Kuldet fra andet ægteskab har jeg ikke fulgt til dørs, kun kuldet fra første ægteskab, hvoraf de to ældste brødre bosætter sig i henholdsvis Haagendrup og Evetofte i Melby sogn, mens deres fire søskende bliver i Vinderød.
 

Anne Ebbesdatter må være født før 1687, hvis ellers den opgivne alder på hendes børn i skiftet efter hendes død står til troende. Ægteskabsalderen på den tid var 16 år for piger.
Anne efterlader sig ti børn fra sine to ægteskaber. Fem børn med den første mand, Jørgen, i perioden 1705 - 1709, og fem med Peder Pedersen i perioden 1710 - 1717.
 

Notater fra skiftet efter Anne Ebbesdatter d. 1719-07-04:
"og dend Sal: koenes effterlatte børne, som ere først de udi forrige Egteskab auled, Nafnlig Knud Jørgensen 14 aar gammel, Boedel Jørgensdaatter =13 aar gl: Anders Jørgensen 12 aar gl: Johanne Jørgensdaatter 11 aar gl:, Margrete Jørgensdaatter 10 aar gl: dernest begge deres Sammen aulede børn, Per Persen paa 9[de] Aar gl: Kirsten Pedersdaatter 8 aar gl: Maren Pedersdaatter =7 aar gl: Ellen Pedersdaatter 6 aar gl: og Jørgen Pedersen =1 Aar gl:" - jo det blev til 10 børn inden for 15 år - Ebbe Pedersen i Vinderød var fm for de 5 ældste børn - "og om hand {enkemanden} imod forhaabning iche skulle kunde udstaa {= økonomisk at magte} at have sin stefdaatter Boedel Jørgensdaatter, som en krøbling og vanføer, i huuse__at give hende, klæder til en loulig god seng efter hans efne, da Ebbe Pedersen lovede for sig og de andre paarøerrende at tage hende til sig og see hende tilgode . . .".
 

Jens Ebbesen gifter sig i 1715 med den betydeligt ældre enke Kirsten Larsdatter i Evetofte, Melby sogn. Jens er 24 år, og Kirsten 50 år.
Af gode grunde forbliver ægteskabet barnløst, og efter Kirstens død i 1731, gifter Jens sig med Maren Nielsdatter fra Torplille i Torup sogn, og hun er i al fald ung nok til at føde børn. Ni børn bliver det til i perioden 1732 - 1745. Desværre dør de fleste lige så hurtigt, som de bliver født, og det ser ud til, at kun ét ud af de ni børn overlever.
Jens Ebbesen er 55 år ved sin død i 1746, og året efter gifter hans enke sig påny.
 

Niels Ebbesen gifter sig i 1720 med Anne Lauritsdatter fra Karsemose i Vinderød sogn, og de bosætter sig i Vinderød. Otte børn føder Anne, hvoraf i al fald de tre dør som små.
Anne dør i 1745 og året efter bliver Niels gift med Kirsten Jensdatter i Melby. I 1757 bliver Niels endnu engang enkemand, og det forbliver han til sin død i 1765, 71 år gammel.
 

Bodil Ebbesdatter bliver gift med Jep Hansen i Vinderød o. 1715, og de bliver boende i sognet, hvor de får to sønner og tre døtre. Bodil bliver enke i 1754, og tre år senere afgår hun selv ved døden, 60 år gammel.
 

Lars Ebbesen, den yngste af de seks søskende fra Ebbe Pedersens første ægteskab,  gifter sig i 1726 med Anne Jensdatter fra Evetofte i Melby, og også de bosætter sig i Vinderød. Ni børn får de, en datter og otte sønner, hvoraf to af sønnerne dør i løbet af deres første leveår.
Anne dør i marts 1748, og Lars Ebbesen gifter sig igen med Lisbeth. De får i al fald to børn, men formodentlig bliver de ikke særlig gamle.  Tre af Lars Ebbesens børn er noteret som døde i kirkebogen i 1757 og 1758, men der er hverken opgivet navn eller alder på børnene, så disse børn er ligesom utallige andre børn på den tid døde og begravede navnløse. Lars bliver 69 år.
 

Endelig er der Peder Ebbesen, den ældste af sønnerne i Vinderød. Han bliver gift med Mette Pedersdatter, som stammer fra Hald, en lille landsby ude ved kysten i Torup sogn.
 

Familien Kappen i Hald.
 
Hvorfra tilnavnet Kappen stammer, har jeg ingen ide om, og det har også været lidt af et puslespil at finde ud af, hvem der er hvem, idet slægtens mandlige medlemmer i kirkebøgerne oftest blot benævnes med fornavn plus tilnavnet Kappen, mens de i mandtalslister og skifter benævnes med fornavn plus patronym som tilnavn.
 

Mette er datter af Peder Jensen i Hald, og hans enke finder jeg  på mandtalslisten fra 1700. Hun hedder Karen, og den eneste grund til, at hun overhovedet er nævnt er, at hun fortsat driver afdøde Peder Jensens gård sammen med sine to sønner Niels og Morten.
Kirkebøgerne i Torup sogn starter først i 1716, men på baggrund af Mandtalslister i 1700 og skifter efter afdøde familiemedlemmer tillige med senere optegnelser i kirkebogen, er det lykkedes mig at stykke historien så nogenlunde sammen.
 

Peder Jensen har været gift (mindst) to gange, og i første ægteskab med ukendt hustru er der omtalt to børn i de skriftlige kilder,nemlig Hans Pedersen Kappen og Sidse Pedersdatter.
 

Hans Pedersen Kappen o. 1636 - 1716 i Hald, 80 år
Hans Pedersens hustru  er ukendt, men i al fald er han far til en datter, Ellen, gift med Jens Pedersen i Tømmerup, og derudover to sønner:
Lars Hansen Kappen født o. 1666 i Hald, død 1747 i Melby, 81 år
Jens Hansen Kappen født o. 1678 i Hald, død 1754 i Grønnæsse, 76 år.
 

Sidse Pedersdatter er nævnt i skiftet efter hendes halv-broders død i 1750, hvor hendes søn, Peder Larsen, angives at være 81 år.
 

Notater fra skiftet efter Niels Pedersen d. 1750-03-18:
Indsidder og enkemand - "imellem dend afdødes effterladte nærmeste Arvinger, der er 1) heel Sødskende, a) broderen Morten Pedersen, som ved døden er afgangen og effterladt sig en Søn Peder Mortensen 18 aar gl: hos Stiffaderen __ge Jbsen i Ellinge og en daatter Maren Mortens daatter gifft med Hans Jørgensen i Schverdschildstrup hvilcke 2[de] arver en broderlod i deres faders stæd, b) nok en broder Lars Pedersen, som og ved døden er afgangen og effterladt sig en daatter navnl: Kirsten Lars daatter gift med Niels Hansen her paa stædet, der arver en broder lod; c) 1 Søster Mette Peders daatter gifft med Peder Ebbesen i Haagendrup 2) halv Sødskende, der er 1 halvbroder Hans Pedersen, død og effterladt sig 2[de] Sønner og 1 daatter navnl: Jens Hansen boendes i Grynderse{? vel = Grønnenæsse}} og Lars Hansen, som og er død og effterladt sig 4 Sønner, som arver i deres faders stæd; daatteren Ellen Hans daatter gift med Jens Pedersen i Tommerop, hvilke alle arver en halvbroderloed i Hans Pedersens stæd; 1 halv Søster Sidse Peders daatter, der og ved døden er afgangen og effterladt sig en Søn Peder Larsen 81 aar gl: boendes i Hald"..
 

I Peder Jensens ægteskab med Karen har kun sønnerne Lars, Niels og Morten samt datteren Mette efterladt sig skriftlige spor for eftertiden, i fald der har været flere børn i ægteskabet.
 

Lars Pedersen Kappen o. 1651 - formentlig før 1716 i Hald
 

Niels Pedersen Kappen o. 1666 - 1750 i Hald, 84 år
Niels var gift med Anne Pedersdatter. Ingen levende børn i ægteskabet ved Annes død i 1722, 40 år gammel.
 

Morten Pedersen Kappen o. 1668 - 1733 i Ellinge, 65 år
Morten var gift med Karen Hansdatter, som døde 1721, 58 år. Ingen efterladte børn i ægteskabet.
Efterfølgende giftede Morten sig samme år med Anne Larsdatter, og i det ægteskab var der ved Mortens død i 1733 to børn.
 

Notater fra skiftet efter Morten Pedersen d. 1734-11-26:
"og begge deres Sammen Aulede børn som ere Peder 4 aar, og Maren 9 Aar . . . Deres fader broder Niels Persen Kappen i Hald" -
 

Endelig er der Mette Pedersdatter, yngste datter af Peder Jensen og Karen i Hald, og den eneste af de fire helsøskende, der flytter udensogns, til Haagendrup i Melby sogn.



Alle skifter er hentet fra Erik Reinert Nielsens Genealogisk sider
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#

Mandtalslister 1700 i Frederiksborg Amt findes her:

http://progenealogists.info/denmark/1700/frederiks/index.html

1 kommentar:

  1. Hej novilunio ! Jeg har med stor fornøjelse kigget i dit slægttræ og fundet flere oplysninger om min slægt både på Morfars og Mormors side.
    Jeg ville så gerne printe siderne ud men der kommer til at mangle ca 1/3 del på langs af A4 arkene. Så jeg har ledt efter et mærke til at downloade siderne, men dette mangler øjensynligt. Er du rar at give mig et svar på hvordan jeg så gør for at få hele sider. Med de venligste hilsener fra Bente Lis Ørgaard. bør i 3500 Værløse, Mail: bente-orgaard@mail.dk Tlf. 20316967 ..... PS: Kan det være rigtigt du er fra Præstø 4720, der er jeg flyttet fra for 3 år siden da jeg mistede min mand. Pussigt

    SvarSlet