mandag den 25. maj 2015

Fra Hald og Vinderød til Haagendrup.

Mette Pedersdatter fra Hald er gårdmandskone og højgravid enke i Haagendrup, da hun 19. juli 1712 bliver gift med Peder Ebbesen fra Vinderød, og det er formentlig Mettes tredje ægteskab.
Mette er enke efter Lars Olsen, som ved sin død i slutningen af maj samme år var 32 år og altså ni år yngre end Mette, der er født o. 1671.
Lars Olsen er født i Auderød, Kregme sogn, og alderen taget i betragtning lyder det mere sandsynligt, at det var Mette fremfor Lars, der i første omgang giftede sig til en gård i Haagendrup.
 

Notater fra skiftet efter Lars Olsen d. 1712-07-18:
"og begge deres Sammen Auflede børn som er Jørgen laursen paa 3[die] Aar Gammel, og som Enchen, (v/r)eeder fremmelig til barchsel effter hendes Salig Mand kand iche dette skiffte . . ." - enken gift igen med Peder Ebbesen, barnets farfar var Ole Jacobsen - skiftet forsat 17/7 1713: enken fødte en datter døbt Margrethe Larsdatter.
 

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Mette og Lars Olsen får to børn, nemlig Jørgen født januar 1710 og Margrethe født november 1712 efter sin fars død.
 

Også Peder Ebbesen er noget yngre end Mette. Han er 28 år, og Mette 41 år, da de indgår ægteskab, hvor Peders far, Ebbe Pedersen i Vinderød, og Mettes ældre bror, Niels Pedersen Kappen i Hald, er forlovere.
Peder og Mette får kun et enkelt barn, nemlig datteren Maren der kommer til verden juni 1716, og heldigvis er Maren en overlever.
 

Mette Pedersdatter er 84 år ved sin død i 1755, og Peder Ebbesen bliver 73 år, død  maj 1757.

Peder Larsen og Maren Pedersdatter.
 
Mette og Peders eneste datter, Maren, gifter sig 29. juni 1738 med Peder Larsen, søn af Lars Knudsen og Dorthe Rasmusdatter i Evetofte. Maren er da 22 år, og Peder 27 år. Forloverne er brudeparrets fædre.
 

Brudeparret bosætter sig i Haagendrup hvor de formentlig overtager Marens fødegård.
Peder og Maren får ti børn, tre sønner og syv døtre, hvoraf to af sønnerne og to af døtrene dør i løbet af deres første leveår, mens endnu en datter dør som 8-årig.
 

Karen Pedersdatter 1740 - 1785 i Ellinge, 45 år
Niels  1741 - 1742, 17 uger
Margrethe Pedersdatter 1743 - 1816 i St. Havelse, 72 år
Niels 1744 - 1744, 6 uger
Kirsten 1746 - 1746, 18 uger
Mette 1747 - 1756, 8 år, 7 mdr  
Kirsten Pedersdatter 1749 - mellem 1801 og 1815 Ll. Havelse
Maren Pedersdatter 1752 - 1801 i Tisvilde, 53 år
Ane 1754 - 1754, 3 dage
Lars Pedersen 1755 - 1808 i Haagendrup, 54 år
 

Peder Larsen bliver 70 år, død august 1781, og Maren Pedersdatter bliver 82 år. Deres yngste søn, Lars, overtager gården i Haagendrup, hvor Maren fortsat bor som aftægtskone til sin død i 1799.

Maren og Peders børn.

Karen Pedersdatter, Maren og Peders ældste datter, bliver gift som 20-årig med Heie Ibsen fra Ellinge i Torup sogn. Han er 50 år og enkemand ved ægteskabets indgåelse i 1760.
Året efter får parret en søn, Jeppe Heiesen. Formentlig får de flere børn, men kirkebogen er ikke særlig let tilgængelig, og under alle omstændigheder finder jeg ingen søskende til Jeppe, hverken i sognet eller i amtet ved folketællingen i 1787.
Karen er 45 år ved sin død i 1785, og året efter afgår Heie Ibsen ved døden, 76 år gammel.
 

Margrethe Pedersdatter  bliver gift med Lars Ibsen fra Kregme i 1765. Hun er 22 år, og han er 26 år. Forloverne ved brylluppet er brudens far og svogeren Heie Ibsen fra Ellinge.
Lars Ibsen er i øvrigt søn af Jep Larsen, en bror til sognefoged Lars Larsen i Harløse der var gift med Gertrud Andersdatter, som også hører til blandt mine aner.
Efter alt at dømme bosætter Margrethe og Lars sig i Store Havelse i Ølsted sogn, men det kan ikke verificeres, eftersom der ikke eksisterer kirkebøger for Ølsted før 1814, og derudover er Lars Ibsen afgået ved døden inden 1787, hvor jeg finder Margrethe i folketællingen sammen med en ny yngre ægtemand samt en datter fra første ægteskab 
 

Også Niels Jensen, Margrethes anden ægtemand, har forbindelse til en af mine aner, idet han er barnebarn til Jens Laursen i Harløse, som jeg når frem til på et senere tidspunkt.
Tilsyneladende er Niels og Margrethes ægteskab barnløst. Margrethe dør i 1816, 72 år, og Niels er ligeledes 72 år ved sin død seks år senere
 

Maren Pedersdatter , den yngste af søstrene, er 31 år, da hun i 1783 bliver gift med den jævnaldrende enkemand Hans Larsen fra Tisvilde i Tibirke sogn.
Jeg finder dem i Tisvilde ved folketællingen i 1787 sammen med Hans Larsens søn, Søren, fra første ægteskab, samt deres fælles søn, Jørgen, men ved folketællingen 1801 er de væk, og Tibirke er endnu et af de sogne, hvor tidlige kirkebøger er gået tabt på grund af brand i præstegården, hvilket betyder at kirkebøger fra før 1814 ikke længere findes.
Jeg finder imidlertid Maren i et skifteregister, hvor hun er noteret i 1802, så hun må være død omkring 1801-02.
 

Lars Pedersen, yngste og eneste overlevende søn, bliver gift måneden efter sin søster, nemlig i maj 1783. 28 år er han, jævnaldrende med bruden, Karen Rasmusdatter fra Melby. De får to sønner, opkaldt efter farfar og morfar, Peder og Rasmus.
Karen afgår ved døden i november 1805, 49 år, og 31. januar det følgende år gifter Lars sig med endnu en Karen Rasmusdatter, som dog er 30 år yngre end ham selv.
Lars og Karen den 2. får en søn i 1807, men i april året efter afgår Lars ved døden, 54 år. Hans enke gifter sig naturligvis igen senere samme år, og hun når i øvrigt at blive enke endnu engang siden.
 

Kirsten Pedersdatter, den sidste af Maren og Peders døtre, er min 3x tipoldemor og bliver ligesom søsteren Margrethe gårdmandskone i Ølsted sogn, dog ikke i Store Havelse, men i Lille Havelse, hvor min slægt forbliver i tre generationer, inden min oldefar bryder op fra egnen og flytter sydpå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar