torsdag den 3. december 2015

Hans Benjamin Rasmussen og Jacobina Schipper i Hostrupskov.

Matz Petersen og Magdalenas søn i Skodsbøl, Peter Matzen, gifter sig første gang som 26-årig med en lidt ældre husmandsenke, og da hun efter  14 års ægteskab afgår ved døden, finder Peter en noget yngre model, nemlig Maren Rasmusdatter som er min 4 x tipoldemor.
 

Hvor præsterne frem til 1780 er noget karrige med oplysningerne i kirkebogen for Broager sogn, er de til gengæld yderst gavmilde efter 1780. Ved dødsfald efter 1780 får man oftest oplysninger om både forældre og svigerforældre, ægtefælle og børn og endda også børnebørn og svigersønner - men ikke svigerdøtre. Ganske vist er ikke alle oplysninger helt korrekte, men dog bedre end ingenting.
 

Hvad Maren Rasmusdatter angår er hun ikke født i sognet, selv om man af indførslen i kirkebogen i forbindelse med hendes død kunne forledes til at tro det. Ved Marens ægtefælles død angives Marens forældre at være Brennmeister Asmus Benjamin og Margrethe i Eckensund, mens de samme forældre ved Marens død fem år senere angives som Brennmeister Asmus Hansen og Gretha født Hansen eller Benjamin i Eckensund.
 

Brennmeister Asmus Hansen optæder også som far i forbindelse med en Dorothea Hennes død, men her hedder moderen Dorothea, og endelig er der en Anna Sabina, som ved sin død angives at være datter af Ziegelmeister Hans Christian Benjamin og Metta Født Boÿsen. Anna Sabina viser sig i øvrigt at være en kusine til både Maren Rasmusdatter og Dorothea, som er en halvsøster til Maren.
Brennmeister og Ziegelmeister er henholdsvis en brændemester og en teglmester, som var ansvarlige for teglovnen og brændingen af teglstenene på et teglværk.
 

Disse forskellige, tilsyneladende modstridende, oplysninger har alligevel bidraget hver især som en brik i puslespillet, og efter søgning i omkringliggende sogne med fokus på "Benjamin" lykkedes det mig at finde frem til Marens forældre og bedsteforældre, dels i Hostrupskov i Ensted sogn ved Aabenraa Fjord, dels i Rinkenæs sogn ved Flensborg Fjord.
 

Hans Benjamin Rasmussen og Jacobina Christensdatter Schipper.
 

Jacobina er født i Rinkenæs sogn, datter af Christen Schipper og hans hustru, hvis navn  er ukendt, idet parret bliver gift før 1682, hvor kirkebogen i Rinkenæs starter, og på det tidspunkt er Christen og hans hustru allerede i fuld gang med at avle børn, hvor jeg har navnene på disse:
 

Anne o. 1680 - 25. marts 1740 i Rinkenæs, 60 år
Hans Christian før 1682 - 26. april 1691 i Rinkenæs
Cathrin Elsch 3. juni 1683 - ?
Ellen 6. marts 1685 - ?
Anne Sophie 16. oktober 1687 - ?
Jacobina  23. september 1688 - 7. november 1745 i Hostrupskov, 57 år
 

Efter Jacobinas fødsel må hendes mor igennem endnu tre børnefødsler i henholdsvis 1692, 1693 og 1695, alle tre dødfødte.
Jeg har ikke fundet hverken Christen Schippers eller hans hustrus død i kirkebogen for Rinkenæs sogn, ligesom jeg, bortset fra Jacobina, ikke har kunne følge nogle af deres  børn.
 

Den 1. august 1706 bliver Jacobina trolovet til Maler Hans Benjamin Rasmussen, og nogle måneder senere, 7. november 1706, bliver parret gift i Rinkenæs Kirke.
Hvis Hans Benjamin er født i Rinkenæs, er det sket før 1682, men han kan også sagtens være født i et andet sogn. 

Parret bliver boende i sognet et par år, hvor deres første to sønner kommer til verden, men derefter flytter de til Hostrupskov, en landsby i Ensted sogn beliggende ved Aabenraa Fjord 6 kilometer syd for Aabenraa.
 

Hans Benjamin Rasmussen og Jacobinas børn:
Hans Christian 4. september 1707 - 7. september 1707 Rinkenæs, 3 dage
Hans Christian Hansen 19. aug 1708 - 3. december 1761 Eckensund, 53 år
Rasmus Hansen 1. oktober 1710 - 27. januar 1765 Eckensund, 54 år
Margrethe Hansdatter o. 1713 - 14. nov 1780 Eckensund, 67 år
Jürgen ??? - 18. oktober 1718 Holstrup Holz
Anne Marie 26. oktober 1719 - 16. september 1722 Hostrup Holz, 3 år
Anne Marie 24. september 1723 - 13. dec 1728 Hostrup Holz, 5 år
Idge/Itche Hansdatter 22. juni 1725 - 1. marts 1776 Eckensund, 50 år
 

Efter fødslen af Rasmus er der et hul indtil Anne Maries fødsel i 1719, men fra andre indførsler i kirkebøgerne ved jeg, at der i de mellemliggende år er født yderligere to børn, Jürgen og Margrethe, om det så skyldes præstens forglemmelse, eller at familien har opholdt sig i et andet sogn i en periode. Under alle omstændigheder får Hans Benjamin og Jacobina mindst otte børn i løbet af 19 år, og heraf dør halvdelen af dem som små.
 

Hans Benjamin Rasmussen afgår ved døden 3. november 1728. Hans alder kan man kun gisne om, da jeg ikke kender hans fødselsår, men hans hustru Jacobina er i al fald 56 år ved sin død 17 år senere, 7. november 1745.
 

Få år efter Hans Benjamins død gifter de to sønner sig, Hans Christian og Rasmus, mens de to døtre, Margrethe og Idge først bliver gift en del år efter Jacobinas død i 1745, hvor alle fire søskende bryder op og flytter til Egernsund på Broagerland. Her er der kommet godt gang i teglværksindustrien, hvor både Hans Christian og Rasmus får beskæftigelse som brændemestre/teglmestre. Erfaringen har de med sig hjemme fra, for også i Ensted sogn fandtes der teglværker, omend næppe i samme omfang som ved Egernsund, og i flere optegnelser i kirkebøger i både Ensted og Rinkenæs omtales de som Ziegler eller Ziegelmeister, og det er sådan de to brødre benævnes i kirkebogen for Broager kort tid efter, de er ankommet til sognet.
 

Hans Benjamin Rasmussen og Jacobinas børn:
 

Hans Christian Hansen, født 19. august 1708 i Rinkenæs, er knap 25 år, da han 1. juli 1733 gifter sig med Metta Hansdatter i Ensted Kirke. Metta er født i Becken, Rinkenæs sogn
Hans Christian og Metta får seks børn i løbet af lige så mange år, de sidste to er dog et tvillingepar.
 

Hans Christian og Mettas børn født i Ensted sogn:
Anna Sabina 13. april 1734 - 27. juni 1819 Broager, 85 år
Cathrine 26. april 1735 - ?
Hans 26. februar 1737 - 5. maj 1737, 2½ måned
Hans og Thomas 17. februar 1738 - ?
Metta 14. december 1739 - 23. januar 1740, 5 uger
 

Metta dør i barsel 29. december 1739, og den nyfødte datter dør tre uger senere, enten fordi hun er svagelig fra fødslen, eller fordi man simpelthen ikke kan holde liv i så lille et barn, der ikke får modermælk.
Efter Mettas død går der tilsyneladende næsten tolv år, førend Hans Christian gifter sig påny. Også broderen Rasmus' hustru afgår ved døden i 1739, og heller ikke Rasmus gifter sig igen, førend der gået nogle år. Det er bemærkelsesværdigt, eftersom begge fædre har småbørn i huset, men endnu er deres mor, Jacobina, i live, og også deres to søstre, Margrethe og Idge, bor stadig i hjemmet, så det kan være en del af forklaringen.
 

Først den 12. april 1751 gifter Hans Christian sig på ny, og bruden er Anne Marie Christiansdatter fra Rinkenæs, hvor vielsen også finder sted. På det tidspunkt er Jacobina død, og Hans Christian slår sig ned ved teglværkerne i Egernsund på den anden side af Flensborg Fjord sammen med sin hustru og sine tre søskende. Endnu engang kommer børnene i en lind strøm, fem børn i løbet af ti år:
Christian 7. maj 1752 - ?
Philipp Ernst 24. februar 1754 - ?
Peter 10 oktober 1756 - 9. januar 1763 Eckensund, 6 år
Paul 30. marts 1760 - ?
Anne Cathrine 15. august 1762 - ?
 

Den yngste datter, Anne Cathrine, bliver født 8½ måned efter faderens død 3. december 1761. Hans Christian bliver 53 år. 
Hans enke, Anne Marie gifter sig igen, men først fire år senere i slutningen af 1765. Brudgommen er enkemand og hedder Peter Asmussen Pilegaard. Han er født i Avnbøl, Ullerup sogn, søn af afdøde Asmus Petersen Pilegaard, som var gift med Idge, søster til Hans Christian og datter af Hans Benjamin Rasmussen. Så det bliver i familien.
Ægteskabet bliver nu ikke af så lang varighed, idet Anne Marie afgår ved døden 17. april 1768, hvorefter Peter Asmussen (naturligvis) gifter sig endnu engang.
 

Den eneste af Hans Christians børn, jeg har kunne følge, er hans førstefødte, Anna Sabina, som også i første omgang i forbindelse med sin død førte mig videre til Hans Christian. Hun skulle vist oprindeligt have haft navnet Jacobina efter sin farmor, eller også har præsten blot troet det, og så efterfølgende måtte rette det skrevne Jacobina til Anna Sabina.
Anna Sabina bliver gift med Christian Alexandersen fra Broager omkring 1760-61. Vielsen har jeg ikke fundet, men de får i al fald deres første barn i 1762.
Christian Alexandersen er 79 år ved sin død i 1814, mens Anna Sabina bliver 85 år. Præsten har ganske vist noteret hende som 88 år, men det var ikke altid, man kunne huske folks nøjagtige alder dengang, og dertil var Anna Sabina født i et andet sogn, dog ikke i Aabenraa, som skrevet, men i Ensted.
 

Død 27. juni 1819 Anna Sabina i Broacker datter af Ziegelmeister Hans Christian Benjamin og Metta født Boÿsen i Apenrade. Gift med afdøde Käthner Christian Alexandersen i Broacker. Fra dette ægteskab efterlader hun sig en datter Metta Maria gift med Käthner Hans Andersen i Broacker med hvem hun har en søn Christian. Alder 88 år.
********************************************************
 

(Anne) Margrethe Hansdatter er født o. 1713, jævnfør alder ved død, men hendes fødsel er ikke noteret i Ensted sogn. Jeg ved heller ikke så meget om hende udover, at hun på et tidspunkt bliver gift med Christian Hansen Schneider, så han er sikkert skrædder. 
Margrethe bliver enke i 1771, mens hun selv afgår ved døden i 1780, og i følge indførslen i kirkebogen ved hendes død efterlader hun sig ingen børn.
 

Død 14. november 1780 Margaretha, datter af afdøde Ziegler og Mahler Hans Benjamin Rudolph og Jacobine født Schipper, gift med Christian Hansen Schneider i Eckensund, 67 år.
********************************************************
 

Idge Hansdatter, Hans Benjamin og Jacobinas yngste datter, født 22. juni 1725, er 25 år, da hun kommer galt afsted, idet hun bliver mor til en datter, født udenfor ægteskab. Faderen til barnet er ovenikøbet stukket af sammen med sin familie inden fødslen, og det er beskrevet således i kirkebogen:
 

Den 25. april 1751, Dom. Miserie blev Idge Hanses i Hostrup Skov forløst med et uægte pigebarn, hvis fader hun siger at være Mickel Rasmussen en gift mand i Hostrup Skov, som også for nogle uger siden med sin kone og barn hemmelig gik bort her af sognet ud ad Jylland. Til hvad by er endnu ikke vitterligt. Dette nu i u-ære avlede barn blev døbt 2. maj Dom. Jubilate med navnet Cathrine Margrethe. Fadderne: Karen Ulrichs i Hostrup Skov, Anne Margrethe Hanses - kvindens søster, Chresten Clausen i Hostrup Skov.
 

Hvad der sker med Idges datter, skal jeg ikke kunne sige; hun ser ikke ud til at være død i Enstrup sogn - en skæbne som overgik en del uægte børn, og jeg har ikke med sikkerhed været i stand til at følge hende, da Idge flyttede til Egernsund med resten af familien.
 

Trods de uheldige omstændigheder bliver Idge gift i Egernsund, inden hun fylder 30 år. Vielsen finder sted 11. august 1754, og brudgommen er Rasmus Hansen Pilegaard fra Avnbøl, enkemand siden januar 1754 og far til Peter Asmussen Pilegaard, der senere gifter sig med Idges brors enke.
 

Idges mand er kommet til Egernsund på nogenlunde samme tidspunkt som Idge og hendes søskende, heriblandt hendes bror, Rasmus Hansen, og da præsten i Broager sogn ikke er særlig konsekvent, når han "navngiver" folk, så har det ikke været helt nemt at skelne mellem den ene og den anden Rasmus Hansen, ligesom der muligvis er en helt tredje Rasmus Hansen i Egernsund på samme tidspunkt, som også optræder i kirkebogen.
 

Idge og Rasmus Hansen Pilegaard får med sikkerhed ét barn, nemlig Hans Benjamin Rudolph, som det dog ikke har været mig muligt at følge, trods det noget særegne navn.
Derudover er der flere børn, både levende og dødfødte, med en far ved navn Rasmus eller Asmus Hansen, hvor det ikke er muligt at afgøre præcist, hvilken Rasmus/Asmus Hansen der er blevet far, især fordi præsten ikke altid specificerer det, når det drejer sig om Rasmus Hansen Pilegaard, selv om det tydeligvis er tilfældet.
Rasmus Hansen Pilegaard afgår ved døden 18. oktober 1764, og Idge forbliver enke til sin død 1. marts 1776. Hun bliver 50 år.
 

Den yngste af Hans Benjamin og Jacobinas sønner, Rasmus Hansen, er min 5 x tipoldefar, og hans historie følger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar