lørdag den 12. december 2015

Peter Matzen og Maren Rasmusdatter i Skodsbøl.

Peter Matzen 2. januar 1714 - 31. december 1775, Schotzbüll, 61 år
Maren Rasmusdatter 8. februar 1735 - 7. nov 1810, Möllmarck, 75 år
 

Peter Matzen, søn af Matz Petersen og Magdalena, er født 2. januar 1714, og Matzen bliver det slægtsnavn, Peters efterkommere får, enten fra fødslen eller i løbet af deres levetid. 
I 1771, bestemtes det i et kongeligt reskript, at alle børn i hertugdømmet Slesvig ved dåben skulle have et fast og uforanderligt slægtsnavn. Dette i modsætning til tidligere hvor tilnavnet, baseret på faderens fornavn, skiftede for hver generation, medmindre man hørte til de få, der allerede havde et fast slægtsnavn, hvilket de færreste blandt den almindelige befolkning havde.
Initiativtageren var Struensee, og hensigten var givetvis også, at en lignende forordning skulle gælde for hele kongeriget, men inden det kom dertil, havde Struensee mistet hovedet. Så der kom til at gå næsten 60 år, førend en tilsvarende navnelov blev gældende for resten af landet. 

Dog gik der også i Slesvig - som senere i resten af landet - en rum tid, inden den nye navneforordning var slået helt igennem, og forvirringen bliver total, når folk skifter tilnavn i løbet af deres levetid og bliver født som Petersen, men dør som Matzen.
 

Peter Matzen og Sophia Hedewig Jürgensdatter.

Peter Matzen er 26 år, da han 6. november 1740 gifter sig med en enke i Skodsbøl, Sophie Hedewig Hanses, og Hanses refererer til hendes afdøde ægtemand, Hans Jürgensen, som døde året forinden. 
Sophie Hedewig blev viet til Hans Jürgensen i 1727 som Sophie Hedewig Jürgens Tochter, så hendes far hedder altså Jürgen, og nærmere kommer jeg ikke i forhold til Sophie Hedewigs ophav. Hans Jürgensen og Sophie Hedewig er i øvrigt mine 5 x tipoldeforældre, så dem kommer jeg nærmere ind på senere.
Peter Matzen var blot 13 år, da Sophie Hedewig indgik sit første ægteskab, så han er noget yngre end Sophie Hedewig, og da det kun bliver til et enkelt barn i deres 14 år lange ægteskab, kunne det tyde på, at Sophie Hedewig efterhånden er ude over den fødedygtige alder. 

Til gengæld bringer Sophie Hedewig tre børn med sig ind i ægteskabet:  Ingeborg 11 år, Maren 5 år og Jürgen 3 år.
 

Sophie Hedewig og Peters eneste søn hedder Hans Petersen - måske senere Hans Matzen - født 3. september 1741, men det har ikke været muligt at følge ham.
 

Peter Matzen og Maren Rasmusdatter.

Sophie Hedewig afgår ved døden 11. april 1754, og 10. november 1754 gifter Peter Matzen sig med Maren, datter af Rasmus Hansen, som kom til Egernsund sammen med sin familie et par år tidligere. Maren Rasmusdatter er født 8. februar 1735 og er altså endnu ikke fyldt 20 år, da hun bliver viet til Peter, som nu er blevet 40 år.
Af de tre børn Sophie Hedewig bragte med sig ind i ægteskabet, døde Jürgen i 1747, og endnu er de to døtre, Ingeborg og Maren, ikke gift. Det bliver de imidlertid i henholdsvis 1758 og 1759, men om begge svigersønner har et hjem at tilbyde deres udkårne, eller om et af parrene bliver boende på husmandsstedet, kan jeg ikke afgøre. Det eneste, jeg kan sige med sikkerhed er, at begge døtre sammen med deres ægtefæller bliver boende i Skodsbøl.
 

Med sådan en ung hustru skulle man tro, At Peter og Maren ville få større børneflok, men det er ikke tilfældet. Det bliver blot til to sønner, Rasmus og Lorentz:
Rasmus Matzen født 6. februar 1757 - ?
Lorentz født 16. marts 1760 - død 23. august 1767
 

Lorentz bliver kun syv år, og så er der kun Rasmus tilbage, min 3 x tipoldefar.
 

Peter Matzen bliver 61 år, død 31. december 1775 i Skodsbøl. Maren er 40 år, da hun bliver enke, og hendes eneste søn er med sine 18 år så godt som voksen, men endnu ugift, og så ved jeg stadig ikke, om en af Peters steddøtre også bor på stedet med sin familie.
 

Maren Rasmusdatter og Christen Petersen.

Under alle omstændigheder gifter Maren sig igen 1. februar 1777, og brudgommen er den lidt yngre Christen Petersen, der kommer fra Tråsbøl i Felsted sogn. Det bliver naturligt nok et barnløst ægteskab, parrets alder taget i betragtning.
Christen afgår ved døden 5. marts 1805, 68 år gammel i følge kirkebogen. Maren dør fem år senere, 7. november 1810 i Möllmarck, hvor hun efter alt at dømme nyder aftægt hos sin søn Rasmus Matzen og hans familie. 

Det er noteret i kirkebogen, at Maren dør af "brystsyge", den nok almindeligste dødsårsag i den periode, uanset om man var 80 eller 5 år. Præsten angiver Marens alder som 81 år, men eftersom hun er født i 1735, kan det ikke blive til mere end 75 år, hvilket bestemt også var en høj alder på den tid.
 

Maren Petersen, enke i Möllmarck datter af afdøde Brennmeister Asmus Hansen og Gretha født Hansen eller Benjamin i Eckensund. Efterlader sig fra første ægteskab med Käthner Peter Matzen i Schotzbüll en søn Asmus som har to børn, Hans og Maren. Gift 2. gang med afdøde Käthner Christen Petersen i Schotzbüll, i dette ægteskab er der ingen børn. Alder 81 år. Døde i Möllmarck af Brystsyge.
 

Marens eneste overlevende søn, Rasmus Matzen, giftede sig tilbage i 1783 med den fire år ældre gårdmandsenke, Dorothea Maria Hollensen i Mølmark, så inden jeg går videre med Rasmus og Dorotheas historie, går rejsen 100 år tilbage i tiden for at samle op på Dorotheas familie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar