torsdag den 11. september 2014

Fra Himmerland til Harre.

Niels Nielsen Gjørups yngste søn, Christen Nielsen Gjørup, født i Ulbjerg o. 1787 er min tipoldefar.
 

Da der ingen folketællinger findes mellem 1801, hvor Christen stadig boede sammen med familien i Ulbjerg, til 1834 hvor han var bosat i Hjerk sogn i Salling, var der et ordentlig tidsmæssigt hul, jeg skulle have udfyldt.
 

Nygaards Sedler har været til stor hjælp, ligesom min gode ven Google også har hjulpet mig frem til flere hjemmesider, hvorfra jeg har kunne samle den ene brik efter den anden til puslespillet, som dog langt fra er fuldendt, idet perioden mellem 1801 og 1817 stadig er helt blank.
 

Den 18. juni 1817 indgår Købmand Christen Nielsen Gjørup sit første ægteskab med Maren Springborg, født i 1796 og datter af Lars Springborg og Gjertrud Fomsgaard. Vielsen foregår i Vor Frue Kirke i Aalborg, som er Maren Springborgs hjemby.
Christen og Maren bosætter sig i Skive og får otte børn, hvoraf den ene søn dør inden, han fylder et år.
 

Lauritz Gjørup, født 30. juli 1818.
Niels Christian, født 17. december 1819 , død 25. juni 1820
Niels Christian Gjørup, født 17. november 1820
Som skik og brug var på den tid får den førstkommende søn samme navn som afdøde.                           
Georgine Marie Gjørup, født den 2. april 1822
Andreas Peter Gjørup, født 10. juli 1823
Larsine Frederikke Gjørup, født 4. juli 1824
Nicolai Marinus Gjørup, født 22. oktober 1825
Maren Sophie Gjørup, født 1. september 1827

Maren Springborg dør 27. september 1828, kun 32 år gammel.
 

I 1830 køber Christen Bajlumgaard, beliggende i Hjerk sogn i Salling. Gården er sat på auktion, og Christen erhverver den for 3095 rigsbankdaler.
 

Christen, som nu er proprietær, når dog forinden at indgå et nyt ægteskab, og 16. marts 1832 bliver han 44 år gammel gift med den 22 årige Bodil Pedersdatter Riis i Hjerk Kirke.
Bodil stammer fra Lybye i Salling, hvor hun er født i 1810. Forældrene er Peder Andersen Riis og Birthe Jensdatter.
 

Christen fortsætter, hvor han slap så at sige, og han og Bodil får syv børn med få års mellemrum.
 

Petrine Marie Gjørup, født 11. juli 1833
Gjertrud Magrethe Gjørup, født 9. maj 1835
Christine Augusta Gjørup, født 26. august 1837
Jensine Gjørup, født 30. april 1840
Niels Kjelsen Gjørup 6 år, født 5. april 1844
Arent Lund Gjørup, født 17. januar 1848
Maren Springborg Gjørup, født 18. september 1851
 

Petrine og Gjertrud fødes på Bajlumgaard, men derefter sælges gården, og i 1835 flytter familien til Dalstrup i Harre sogn, hvor Christen erhverver sig en gård og en vandmølle, og her bliver Christen og Bodil resten af deres dage.
 

Allerede i 1834 er Nicolai Marinus fra ægteskabet med Maren Springborg sat i pleje hos Christens søster og svoger i Skive, ElseMarie Gjørup og hendes mand Købmand Niels Kjeldsen, som et par år senere også tager Larsine Frederikke i pleje.
 

Else Marie bliver enke efter Niels Kjeldsens død mellem 1840 og 1844, og Christens førstkommende søn opkaldes efter Niels Kjeldsen, ligesom den yngste datter nogle år senere opkaldes efter Christens første hustru.
 

Også sønnen Andreas Peter fra første ægteskab bliver sat i pleje, og han tilbringer nogle år hos sin morbror, Andreas Springborg, der bor i Skovsted by i Thy. Som 21 årig vender han hjem til Dalstrup, hvor han forpagter Christens mølle i et par år, hvorefter han drager af igen.
 

15, juni 1859 dør Christen 72 år gammel.
Bodil bliver på gården - møllen har været forpagtet ud til forskellige forpagtere i årevis -  og bliver året efter den 19. januar gift med Christen Pedersen.
 

Efter nogle år bliver Bodil enke endnu engang, og selv dør hun 70 år gammel 14. september 1880.
 

Christen Nielsen Gjørups rejse fra Ulbjerg i Himmerland sluttede i Salling i den lille by Dalstrup i Harre sogn.
 

Christen og Bodils yngste søn Arent Lund Gjørup er min oldefar, og han blev i Salling, hvor han bosatte sig i den nærliggende by Nautrup, også i Harre herred. 
Også Arents søn, min farfar blev, om ikke i sognet så dog i herredet og bosatte sig og stiftede familie i Durup, hvor min far kom til verden mange år senere, og han nøjedes ikke med at ture Jylland rundt, men skabte sig en tilværelse helt ovre i hovedstaden.
 

Men hvordan gik det så med Christens øvrige sønner og døtre? De blev spredt for alle vinde, og den historie hører også med her.

7 kommentarer:

  1. Imponeret over det arbejde du har lagt i det,

    SvarSlet
  2. Tak skal du have :-)
    Jeg må indrømme, at jeg er blevet helt grebet af det, og så er det god historieundervisning for mig selv også.

    SvarSlet
  3. Har også i disse coronatider nørklet med slægten. Har en antagelse om at fruentimmer? Christine Augusta Gjørup får et barn (Ane Margrethe Pedersen) uden for ægteskab. Hvis jeg har nørklet rigtigt er det min oldemor. Min morfar hed Magnus Jørgensen. Med venlig hilsen. Bent Vestergaard.

    SvarSlet
    Svar
    1. Bent Vestergaard, igen må jeg beklage, at jeg ikke har set din kommentar før nu. Det var en interessant oplysning om Christine Augusta Gjørup, som jeg ikke kendte til. I hvilket sogn fik hun dette barn?

      Slet
    2. Også noget sen kommentar herfra. Men sognet? Grinderslev Sogn. Med venlig hilsen Bent Vestergaard

      Slet
  4. Din antagelse er helt korrekt. Nu fandt jeg en skiftesagsliste under Sallinglands Herredsfoged i forbindelse med Christine Augustas død 25. januar 1911. Her er barnet nævnt Ane Margrethe Pedersen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=137946#137946,33215819

    SvarSlet
  5. Du kom mig i forkøbet. Skriv til bevcoaching@gmail.com

    SvarSlet