søndag den 28. september 2014

Fra Møllerlærling til Skolelærer.

Arent Lund Gjørup og Inger Marie Christensens yngste barn og eneste søn, Kristian Gjørup er min farfar. En farfar jeg kun har kendt som et fotografi i en stor oval guldramme i min farmors hjem, idet han døde mange år før, der var tænkt på mig.


Kristian er født i Nautrup 8. november 1883, konfirmeret i 1898, og efter konfirmationen har han formodentlig været beskæftiget i faderens mølle. Ved folketællingen i 1901 står han i al fald opført som møllerlærling, men enten gik Kristians ambitioner i en anden retning, eller også var mølleriet ikke længere så givtig en forretning som tidligere.
 

Uanset baggrunden vælger Kristian den boglige vej, og i 1906 tager han sin lærereksamen fra Silkeborg Seminarium. Ganske vist er Kristian ikke den første skolelærer i familien, idet hans oldefar, Niels Nielsen Gjørup, i slutningen af 1700 tallet var skoleholder i Ulbjerg, men i modsætning til sin oldefar har Kristian fået en egentlig læreruddannelse på et lærerseminarium. Kristian tager senere, i 1916 en tillægseksamen i engelsk, men forinden får han etableret sig og stiftet familie.
 

I 1907 er Kristian andenlærer på Horne Skole på Vardeegnen. Året efter underviser han på Hørning Skole på Skanderborgegnen, og det er formodentlig i løbet af det halve år, Kristian tilbringer i Hørning, at han møder den unge kvinde, som tre år senere bliver hans hustru.



I september 1908 er Kristian tilbage i Salling, hvor han får job som lærer på Oddense Skole, og endelig året efter i juli 1909 får han stillingen som førstelærer - skolens leder - på Durup Skole, ikke så langt fra fødebyen Nautrup. 

Jobbet som førstelærer i Durup bestrider Kristian til sin død, og tilligemed er han i en årrække medlem af både Sognerådet og Menighedsrådet.
 

Et halvt år inden Kristian endelig får stillingen som førstelærer, dør hans far, Arent, og hans mor Inger Marie flytter ind i lærerboligen i Durup, dog ikke permanent, for siden flytter hun tilbage til Nautrup, hvor hun bor hos sin yngste datter Ane Marie til sin død i 1928.
 

Min farmor, Karen Frederikke Frederiksen, stammer fra Hørning, hvor Kristian var skolelærer gennem et halvt år i 1908.
Karen er født 29. juni 1891 og var således kun 16-17 år gammel, da Kristian var i Hørning, og dermed lige lovlig ung i forhold til at indgå ægteskab.
Karen bliver boende hjemme hos forældrene, Andreas og Nielsine Frederiksen, i Hørning. Måske hun her er travlt beskæftiget med at sy og brodere sit udstyr. 



Familien Frederiksen flytter til Tranbjerg i 1910 - 11, og i Tranbjerg Kirke bliver Karen og Kristian gift på Karens 20 års fødselsdag 29. juni 1911. Forloverne ved brylluppet er brudens far samt Førstelærer Jens Peter Kristensen af Hørning, så alt tyder på, at Kristian har vedligeholdt kontakten til Hørning siden sit ophold i byen i 1908.
 

Året efter, 16. august 1912, føder Karen det første af to børn, Elna Gjørup, og så går der næsten ni år inden, sønnen Henry Lund Gjørup kommer til verden 9. januar 1921.







 



Ovenstående fotografi har jeg i al den tid, jeg har haft billedet, forestillet mig, var et sølvbryllupsbillede. Men i og med at Kristian og Karen får kun 23 år sammen, må det vel være fra deres Kobberbryllup.

1. juli 1934 dør Kristian af et hjerteslag, som man kaldte det dengang, og det var også det, jeg fik at vide som barn, når jeg spurgte.
Kristian blev kun 50 år gammel, og Karen står i en alder af 43 år pludselig alene med en giftemoden datter og en dreng i skolealderen, og uden bolig tilligemed idet lærerne dengang boede i tjenestebolig.
Karen ser det som den bedste løsning at flytte tilbage til familien på sin hjemegn, hvilket jeg vender tilbage til, men trods det at hun flytter længere sydpå, bevarer hun kontakten til Salling resten af sin levetid. Karen gifter sig aldrig igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar