mandag den 8. september 2014

Ulbjerg, en lille by i Himmerland.

Historien om min familie Gjørup starter med Niels Nielsen, der i slutningen af 1700 tallet, lige som andre før ham havde gjort, tog slægtsnavnet Gjørup efter den lille by Gjørup, hvor han i en periode var skoleholder for byens skole. Gjørup, som nu om dage er blevet til det mere mundrette Gørup, ligger i Ulbjerg sogn i Himmerland. 


Byen Gjørup

Gjørup Hospital og Skole


Ovenstående links er til Ulbjerg-Lynderups Lokalhistorisk Arkiv med  billeder fra Gjørup, herunder Gjørup Hospital og skole.
 

Hvem Niels' forældre var, fortaber sig i tågerne, idet præstegården i Ulbjerg i sommeren 1769 brændte ned sammen med de tidligere kirkebøger. Niels kunne såmænd også sagtens være født i et andet sogn, men intet i kirkebøgerne, hverken i Ulbjerg eller i Farsø hvor han henter sin første hustru, indikerer noget definitivt, så det lader jeg ligge.
Under alle omstændigheder er Niels Nielsen født o. 1751, beregnet ud fra den opgivne alder ved hans død i 1822.
Niels er 22 år og skoleholder i Gjørup, da han den 5. februar 1773 bliver trolovet til den seks år ældre Else Marie Jensdatter fra Freberg i Farsø sogn. Samme dag bliver Else Maries far i øvrigt også trolovet, som det står nedfældet i kirkebogen:
 

5. februar blev Jens Sørensen fra Freberg og Inger fra Fragtrup trolovede
Samme dag og tid blev i samme hus i Fragtrup ovenmeldte Jens Sørensens datter Else Marie fra Freberg og Skoleholderen fra Giørup i Ulbjerg sogn nemlig Niels Nielsen trolovede

 

Måske flytter Else Marie med Niels hjem til Gjørup efter trolovelsen, som det var almindelig skik og brug dengang; i al fald finder selve vielsen sted i Ulbjerg Kirke 15. juni 1773.
 

Niels Nielsen og Else Marie Jensdatter får tre døtre:
 

Elisabeth Nielsdatter Gjørup 1774 - 1819 Fovlum, 44 år
Maren Nielsdatter Gjørup 1776 - 1850 Viborg, 73 år
Ane Nielsdatter Gjørup 1779 - 1863 Viborg, 83 år

 

Den 12. januar 1782 afgår Else Marie ved døden efter 5 dages barselsnød uden at blive forløst. Hun bliver 37 år.
 

Den 12. juli samme år trolover Niels Nielsen sig med den to år yngre Kirsten Andersdatter fra Ulstrupgaard, også i Ulbjerg sogn.
Kirsten er datter af Anders Christensen - også kaldet Anders Thyboe - og Maren Nielsdatter, og både de to og Kirstens søskende er med som enten gudmoder eller faddere, når Niels og Kirstens børn døbes i kirken.
 

Anders Thyboes hustru bliver 66 år, død maj 1793, og Anders Thyboe Christensen bliver 82 år, død april 1800.
 

Ved trolovelsen mellem Niels og Kirsten er Niels endnu skoleholder i Gjørup, men inden brylluppet når at finde sted, er degnen i Ulbjerg afgået ved døden, og Niels Nielsen er dermed blevet forfremmet til degn i Ulbjerg, da han 18. oktober 1782 bliver gift med Kirsten Andersdatter.
 

Hvornår Niels Nielsen tager navnet Gjørup er ikke til at sige. I kirkebogen benævnes han som henholdsvis Niels Skoleholder i Gjørup og Degnen i Ulbjerg i forbindelse med børnenes dåb, men han dør i al fald som Niels Nielsen Gjørup. 
Også hans børn får navnet Gjørup, og selv om præsterne ikke altid kan bestemme sig for, om deres efternavn er Nielsen/Nielsdatter eller Gjørup, er flere af dem noteret med efternavnet Gjørup, da de bliver gift nogle år inden faderens død.
 

Niels og Kirsten får to døtre og tre sønner, hvoraf den ene søn kun bliver to år:
 

Niels Andreas Nielsen Gjørup 1783 - 1865 Binderup, 83 år
Marie Nielsdatter Gjørup 1785 - 1861 Viborg, 77 år
Christen Nielsen Gjørup 1787 - 1859 Dalstrup, 71 år
Else Marie Gjørup døbt 13. september 1789 - 1878 Skive, 88 år
Anders 1791 - 1793, 2 år

 

Niels Nielsen Gjørup bliver 71 år, død 16. januar 1822, begravet på Ulbjerg Kirkegård 23. januar.
Efter sin mands død tager Kirsten ophold hos sin datter i Skive, Else Marie, og hun afgår ved døden i Skive 2. februar 1844, 91 år.
 

Almindeligvis kan man regne med, at piger/kvinder bliver gift i deres hjemsogn, hvor de enten er født, eller hvor forældrene har taget bopæl, men ikke et eneste bryllup kommer Niels Nielsen Gjørup til at holde for sine fem døtre, selv om han stadig lever, da de bliver gift.
Den ældste datter, Elisabeth - også kaldet Lisbeth - bliver gift i Farsø sogn, hvor hun er tjenestepige, og de to andre døtre hans fra første ægteskab, Maren og Ane, bliver gift i henholdsvis Viborg og København.
Den ældste søn fra andet ægteskab, Niels, bliver også gift i København, Christen i Aalborg og endelig bliver Marie gift i Viborg og Else Marie i Skive.
 

Niels Nielsen Gjørups børn:
 

Elisabeth Nielsdatter Gjørup, også kaldet Lisbeth og døbt 17. april 1774, finder jeg ved folketællingen 1801 i Freberg i Farsø sogn, hvor hun er tjenestepige hos Christen Andersen og Johanne Poulsdatter,  Christen Andersen kunne meget vel være en bror til Elisabeths stedmor. Om hun fortsat har den plads, da hun endelig som 35-årig bliver gift, ved jeg ikke, men gift bliver hun i al fald i Farsø Kirke i 1809 med Christen Christensen Riisgaard, som også er i tjeneste i sognet.
De slår sig ned i Foulum på et boelssted - en mellemting mellem et husmandsbrug og en gård  - hvor de i 1811 får en datter, Ane Marie, der dør tre måneder efter fødslen. 

Året efter får parret endnu en datter, som også får navnet Ane Marie, og hun er i al fald stadig i live, da hendes mor afgår ved døden i januar 1819, 44 år gammel. Enkemanden gifter sig året efter, og deres førstefødte datter bliver behørigt opkaldt efter den afdøde Lisbeth.
 

Maren Nielsdatter Gjørup, døbt 12. maj 1776, er ligesom sine to søstre fra deres fars første ægteskab fløjet fra reden ved folketællingen i 1801. Formodentlig er hun i Viborg, og  under alle omstændigheder er det i Viborg, hun i april 1803 indgår ægteskab med Knud Pedersen Krogsdal. Maren er da 27 år, og Knud er 40 år.
Hvad Knud angår, er han vist lidt af en altmuligmand. Ved folketællingen i 1801 er han tjenestekarl og kusk hos biskoppen i Viborg. Siden bliver Knuds erhverv angivet som både avlsmand og brændevinsbrænder i forbindelse med børnenes dåb, og ved folketællingen 1834 er han noteret som værtshusholder i Nedergaden. Nedergaden, som siden får navnet St. Ibsgade forbliver Marens bopæl, også efter hendes mands død.
 

Maren og Knud får fire børn:
Else Marie Krogsdal i 1804. Hun bliver siden gift med Skomagermester Hans Holm i Viborg.
Peder Krogsdal i 1808. Han bliver murermester og tager sig af sin mor efter faderens død.
Ane i 1813 bliver kun 5 uger idet hun dør af mæslinger
Og endelig Søren Christian Krogsdal i 1816.
Knud Krogsdal afgår ved døden i 1837, og Maren følger efter 31. januar 1850. Begge bliver 73 år.
 

Ane Nielsdatter Gjørup, døbt 5. december 1779,  ender også med at slå sig ned i Viborg, men inden da har hun været i hovedstaden, hvor hun 10. marts 1811 bliver gift med den jævnaldrende Hans Hansen, som er aftrådt fra 2. Jyske Infanteriregiment. Vielsen finder derfor også sted i Garnisonskirken. 
Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad Jyske Infanteriregiment lavede i København, men det var jo krigstider i disse år, hvor Danmark stillede sig på Frankrigs side, efter at englænderne var draget af med hele den danske flåde. Et ikke særlig klogt valg, som førte til, at Danmark måtte afgive Norge til Sverige i 1814.
 

Hans og Anes første datter, Else Marie, kommer til verden fem måneder efter brylluppet, og hun bliver døbt i Garnisonskirken. Siden flytter den lille familie til Viborg, hvor Hans nedsætter sig som skrædder, og de får endnu en søn og en datter, Niels i 1814 og Lene Kierstine i 1816.
Hans er imidlertid ikke et godt liv, hvilket hans erhverv som skrædder også indikerer, om det så er tiden inden for militæret, der har ødelagt hans helbred. I al fald afgår han ved døden allerede i 1819 - døde af brystsvaghed som det er noteret i kirkebogen.
Ane forsøger at holde skindet på næsen og ernærer sig og sine børn som daglejer ved forefaldende arbejde. Hun gifter sig aldrig igen og må også siden opgive sin bolig på Lille Bradepande (senere omdøbt til Lille Sct. Peder Stræde), og hun dør som almisselem i Fattighuset den 9. juni 1863, 83 år bliver hun.
 

Niels Andreas Nielsen Gjørup, ældste søn i Niels Nielsen Gjørups andet ægteskab og døbt 14. september 1783, bliver som sin svoger også indrulleret i militæret i Jyske Infanteriregiment, og ligesom sin halvsøster bliver han også gift i Garnisonskirken. 
Vielsen finder endda sted samme år kun tre uger før søsterens bryllup, nemlig den 24. februar 1811. Niels er da 27 år, og bruden, Inger Cathrine Hjorth, er 41 år. Tilsyneladende er det et barnløst ægteskab.
Niels bliver skolelærer og kirkesanger i Kongens Tisted sogn, formentlig i 1814, hvor den tidligere sognedegn og skolelærer, Jens Schønning, afgår ved døden. Inger og Niels bosætter sig i Bonderup, hvor sognets skole og degnebolig ligger.
Ved folketællingerne i 1834 og 1840 er Niels fortsat kirkesanger og skolelærer, men i 1845 er han suspenderet fra sit job, selv om han på det tidspunkt endnu bor i degneboligen sammen med sin hustru og den nye konstituerede skolelærer.
Det er ikke godt at vide, hvad der er sket i det lille sogn, men det virker drastisk at suspendere manden fra sin stilling, og i 1850 hedder Niels og Ingers bolig Fattighuset i Tisted, hvor de er almisselemmer.
Inger dør 15. november 1859, 90 år, og siden bliver Niels tilsyneladende "udliciteret" til en husmand i nabosognet Binderup, hvor han dør den 8. december 1865, 83 år.
 

Marie Nielsdatter Gjørup, døbt 13. november 1785, bliver købmandsfrue i Viborg, idet hun bliver gift med 20 år ældre Morten Holmgaard, købmand i Viborg. Som årene går ender han dog som småhandlende i følge folketællingen i 1840.
Morten og Maries første barn kommer til verden i Viborg i 1814, så parret er formentlig blevet gift i 1813, dog ikke i Viborg, og det ser heller ikke ud til, at Morten er barnefødt i Viborg. Det kan også tænkes, at han har taget navnet Holmgaard undervejs, og så er det næsten umuligt at spore ham tilbage i tiden.
Familiens første adresse i Viborg er Østen for St. Mogensgaden, og siden flytter de til Rosenstræde, hvor Marie driver butikken videre i nogle år efter sin mands død.
Marie og Morten får fire børn: Jacobine Petterine Elisabeth i 1814, Niels Peter i 1816, Kirstine i 1819 og Pettrine i 1822.
 

Jacobine bliver også købmandsfrue, idet hun bliver gift med købmand Lauritz Frost, som i en periode har ansat Jacobines fætter, Niels Christian, søn af Christen Gjørup fra Dalstrup i Salling, som handelsbetjent - Niels Christian bliver siden selvstændig købmand i Viborg.
Også Marie og Mortens søn, Niels Peter, bliver købmand i St. Michelsgade i Viborg, og endelig er der Kirstine, som bliver gift med kunstdrejer Niels Møller i Mogensgade. 

En af Niels Møllers svende, Jens Peder Berg, bliver siden gift med en af Christen Gjørups døtre, Maren Sophie som i nogle år efter sin mors død har været i pleje hos Marie og Morten.
Kunstdrejeriet flytter siden til Nytorvet, og her tilbringer også Marie sine sidste år hos datteren og hendes familie.
Morten Holmgaard døde allerede i 1840, 74 år, og 8. december 1861 afgår Marie ved døden, 77 år.
 

Else Marie Nielsdatter, døbt 13. september 1789, er den yngste af Niels Nielsen Gjørups døtre, og hun opholder sig hos sin bror, Christen Gjørup der er købmand i Skive, da hun den 8. oktober 1824 bliver gift med Niels Kjeldsen, som også er købmand i Skive. Vielsen finder ikke sted i kirken, men i hjemmet efter kongelig bevilling.
Hverken Niels eller Else Marie er nogen årsunger længere; Else Marie er 35 år, og ægtemanden 42 år, og ægteskabet forbliver da også barnløst. 

Til gengæld åbner Else Marie og Niels Kjeldsen deres hjem for to af Christen Gjørups børn, da dennes hustru dør i 1828 og efterlader ham som enlig far til syv børn i alderen 1-10 år. Den yngste af Christens børn, Maren Sophie, kommer i pleje hos søsteren Marie i Viborg, og Andreas Peter kommer senere i pleje hos sin morbror, mens Else Marie og Niels Kjeldsen tager Nicolai Marinus og Larsine til sig.
Det honorerer Christen også siden, idet den første søn, han får efter Niels Kjeldsens død, opkaldes efter denne, og det helt bogstaveligt idet han får navnet Niels Kjeldsen Gjørup. I og med at denne søn dør allerede som 34-årig, får hans søn, der først kommer til verden efter hans død, samme navn, Niels Kjeldsen Gjørup.
Else Marie bliver sent gift og også tidligt enke. idet Niels Kjeldsen afgår ved døden 1. maj 1841, 59 år. Else Marie bliver 88 år, lever af sine midler til sin død i Skive 24. januar 1878.
 

Endelig er der Christen Nielsen Gjørup, født i 1787, som er min tipoldefar og jeg vil fortsætte i Christens fodspor på hans videre færd fra Himmerland til både Aalborg og Skive, en rejse som ad åre ender i Harre, en lille by i Salling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar