Slægtsforskning, det er sådan noget, man bliver grebet af, når man først går i gang med det, hvis man er mig. Forskning er vel at tage munden for fuld, men det er åbenbart den gængse betegnelse, når man for at tilfredsstille sin egen nysgerrighed forsøger at kortlægge anernes gøren og laden gennem tiderne.
Måske en skønne dag mine to børn også vil få interesse for at læse om deres for længst afdøde forfædre, selv om de aldrig har kendt dem.
Så er der lige det, om denne familie er min familie eller ej?
Jeg er født som Hansen, men kom i løbet af tre måneder til at hedde Gjørup. Sagt med andre ord er jeg adopteret, så den familie, jeg graver frem, er jeg ikke på nogen måde blodsbeslægtet med, og i et forum for slægtsforskning kunne jeg i en debat læse, at det simpelthen var no go med adoptivbørn eller -forældre, som ikke var blodbeslægtede, i en anetavle. De kunne komme med i en note, og det var så det.
Der var også en, som mente, at når adoptivbørn absolut ville forbinde sig selv til anerne i adoptivfamilien, måtte det skyldes, at den familie sikkert var finere end den oprindelige familie, aha! Sikkert sagt af en, som ikke selv har problematikken inde på livet, lige som nogle af dem, der mente, at adopterede ikke hører hjemme i anetavler, måtte erkende, at de måske ville have haft en anden holdning, hvis de selv havde haft den problematik på nærmere hold.
Uanset hvad der er korrekt eller ej, er min adoptivfamilie nu engang den familie, jeg kender og kan forholde mig til. Det er den familie, som har medvirket til at forme mig til det menneske, jeg nu engang har udviklet mig til at være, og de tidligere generationer, jeg aldrig har kendt, har på samme vis påvirket og formet generation efter generation.
Hvad betyder et navn i øvrigt? Går man langt nok tilbage, ender en Gjørup med at blive til en ganske almindelig Nielsen, Hansen eller Jensen.
Tidligere relaterede efternavnet sig til faderens fornavn, så sønner og døtre af en Anders Jensen kom til at hedde Andersen eller Andersdatter til efternavn, medmindre slægten tidligere havde erhvervet sig et mere særpræget familienavn, som dermed gik videre til næste generation - og det gjaldt først og fremmest adelen.
Allerede i 1828 påbød staten, at familien skulle have et fast slægtsnavn i stedet for patronymerne, som skiftede fra generation til generation, men bønder tager ikke sådan lige nye skikke til sig, så det varede årtier, førend den nye praksis med at give børnene samme efternavn som faderen slog helt igennem.
Man havde også mulighed for at tage navn efter sit erhverv, sin gård eller en anden lokalitet, og det gjorde en af mine forfædre.
Han hed Niels Nielsen, men tog i slutningen af 1700 tallet slægtsnavnet Gjørup efter en lokalitet i sognet, hvor han var degn og skoleholder, og sådan endte min far, og dermed også jeg, som en Gjørup.
Og her starter historien.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar