mandag den 6. april 2015

Gørløse i 1700-tallet, Lars Nielsen og Inger Pedersdatter.


Lige omkring år 1700, sikkert et år eller to forinden, bliver Lars Nielsen og Inger Pedersdatter gift i kirken i Gørløse. Lars er født o. 1672 og Inger o. 1680, så de er cirka 26 år og 18 år, da de indgår ægteskab.
Lars Nielsen er der ikke meget mere at sige om udover, at hans far hedder Niels. Derimod  findes der skifter efter Ingers forældre, som begge afgår ved døden i 1711. Faderen, Peder Nielsen, i februar, 86 år gammel, og moderen, Birgitte eller Birthe Thygesdatter, i august - det kan ind imellem være svært at læse præstens gotiske kragetæer - desværre er hendes alder ikke opgivet.
 

En slægtsforsker, Erik Reinert Nielsen, har tydet og afskrevet utallige uddrag af skifteprotokoller fra blandt andet Frederiksborg Amt og lagt det ud på sin hjemmeside, Erik Reinert Nielsens Genealogiske Sider.
 

http://www.nogn.dk/DB5/index.html
 

Denne hjemmeside har været en uvurderlig hjælp i forhold til dokumentationen.
 

Skiftet efter Peder Nielsen d. 1711-04-17:
 

"Arvinger Som er begge deris Sammen Auflede barn Ved Nafn Jnger Peders Daatter Egted af Lars Nielsen boemand Sammesteds" - en Thyge Larsen havde tjenesteløn til gode; denne Tyge Laursen fæstede gården.
 

Skiftet efter Brigitte Thygesdatter d. 1712-03-05:
 

Måske hed afdøde Birgitte, se Frederiksborg Amt skifter 17/4 1711 - "imellem hindes Effterlatte Daatter og Arfving, Jnger Peder Daatter Egted af Laurds Niels: i fornefnte Giørløse" - boet registreret og vurderet 11/10 1711 - afdøde var vist enke efter Peder Nielsen.
 

Af skifterne fremgår det således, at Inger er deres eneste barn, eller i al fald eneste barn, der endnu er i live.
 

I følge flere kilder er Lars Nielsen fæstebonde på gården Rosenholm, matr. nr. 15, et fæste, han har overtaget efter sin far. Beliggenheden ses her på et gammelt matrikelkort fra 1894.
 

http://skaevingekommune-ejerlav.dk/forside-goerloese-sogn.htm
 

Død Lars Nielsen bgv 25. september 1735, 63 år
 

Notater fra skiftet efter Lars Nielsen d. 1735-11-08:
 

"og begge deres Sammen aulede børn som ere Niels laursen i lille lynbye Per laursen i Fersløf Hans laursen 27 Aar gammel laurs laursen 13 Aar Jens laursen 11 aar gammel Karen laurs Daatter gifft med laurs Nielsen i lystrop birgitte laurs Daatter giftt med anders Nielsen i giørløse Sidse laurs Daatter gifft med Søren arvedsen i Freesløf og Kiersten laurs Daatter 16 aar gammel"
 

Død Inger Pedersdatter bgv 27. september 1761, 81 år
 

I kirkebogen er det noteret således:
"Gl. Jens Larsens mor, Lars [Nielsens] enke
Lidt over 81 år som moder af 12 børn, 70 børnebørn og 36 børnebørns børn, ialt 118"

 

Til trods for at præsten har noteret, at Inger er mor til 12 børn, er hun ikke desto mindre mor til 13 børn i følge samme kirkebog.
Så Lars og Inger får altså i løbet af 23 år i alt 13 børn, hvoraf tre dør som små.
 

Niels Larsen døbt o. 1700
Peder Larsen døbt 23. april 1702
Sidse døbt 19. okt 1704 - Død bgv 27. nov 1707, 3 år
Karen Larsdatter døbt 13. marts 1707
Hans Larsen døbt 2. februar 1709
Lars døbt 22. marts 1711- død bgv 6. sep 1711, ½ år
Lars efterår 1712- død bgv 26. dec 1712, 0 år
Birethe Larsdatter døbt 6. januar 1714
Sidse Larsdatter døbt 9. august 1716
Kirsten Larsdatter døbt 1717
Maren Larsdatter døbt 19. februar 1719
Lars Larsen døbt 3. august 1721
Jens Larsen  døbt 14. november 1723
 

Jeg har ikke fulgt dem alle til dørs. Kirkebogen fra Gørløse i 1700 tallet er ikke den lettest tilgængelige, og derudover er der ingen folketællinger, der kunne have været til hjælp, førend i 1787, hvor der formentlig ikke er mange levende tilbage. Endelig er der også flere sogne, hvor kirkebøgerne først starter længere henne i 1700 tallet, ja nogle endda først i begyndelsen af 1800 tallet.
 

Tre af Lars og Ingers børn ender imidlertid i Nørre Herlev sogn, hvor de indgår ægteskab, nemlig Hans Larsen, Peder Larsen og Sidse Larsdatter. De sidste to er blandt mine aner. 
Hans Jensen i Lille Havelse er en af Peder Larsens efterkommere, og Hans Jensens hustru, Margrethe Jensdatter er en af Sidse Larsdatters efterkommere.
 

Hans Larsen gifter sig med enken Karen Herløvsdatter i Nørre Herlev i 1745. Han er da 36 år og stadig ungkarl.
Karen er født i 1715 og trods sin enkestand alligevel nogle år yngre end Hans. 


Hans giftede sig dermed til en gård - Gerstengaard i Nørre Herlev - og Karen fik en yngre mand i bytte. Hendes afdøde mand, 47 år, døde i maj 1745, og måneden efter trolovede Karen sig med Hans. Ægteskabet blev dog først indgået i oktober senere på året.
 

Hans og Karen får seks børn, hvoraf de fire dør som små. Den førstefødte dør endda i kirken umiddelbart efter dåben og bliver begravet få dage senere.
Hans bliver 62 år og dør i 1771, mens Karen er 79 år ved sin død i 1794. Præsten har ganske vist noteret hende for 84 år, men eftersom Karen er født i 1715, kan det kun blive til 79 år.
Sine sidste år tilbringer Karen som aftægtskone hos svigersønnen og datteren Maren i Freerslev.
 

Lars og Ingers næstældste søn, Peder Larsen, var allerede i 1724 blevet gift med Gertrud Joensdatter i Nørre Herlev, og han blev gårdmand på Bentsgaard i Freerslev.
 

Ti år senere, i 1734, bliver søsteren Sidse Larsdatter også gift i Nørre Herlev, nemlig med Søren Arvedsen, der har en gård i Freerslev. Lidt usædvanligt måske, at Sidse ikke bliver gift i sit fødesogn, som skik og brug er.
 

Den yngste af Lars og Ingers sønner, Jens Larsen, overtager faderens fæstegård, Rosenholm, i Gørløse, og det bliver således også ham, der må tage sig af sin gamle mor, så længe hun lever.
 

At den yngste søn overtager/må overtage sin fars fæstegård er ikke usædvanligt og sikkert en naturlig følge af, at når et ægtepar bliver ved med at få børn gennem både ti og tyve år, er de ældste børn allerede på vej væk fra hjemmet og på udkik efter et godt parti og en givtig gård, når de yngste børn kommer til verden
 

Endnu en af Lars og Ingers døtre vil jeg nævne her, Karen Larsdatter. Hun bliver i 1728 gift med en jævnaldrende enkemand, Lars Nielsen, i Lystrup, Uvelse sogn. Efter hans død i 1741 gifter hun sig med Morten Larsen, som er søn af Laurids Lauridsen i Sperrestrup, Jørlunde sogn, og denne Laurids Lauridsen er også en af anerne til tidligere omtalte Margrethe Jensdatter i Lille Havelse.
Og sådan forekommer det adskillige gange, at unge fra de samme familier med generationers mellemrum gifter sig ind i hinandens familier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar