lørdag den 11. april 2015

Hvad et forhold med sammenbragte børn kan føre til.


Peder Larsen og Gertrud Joensdatters søn, Bent Pedersen, bliver gift med Margrethe Pedersdatter i Freerslev.
Margrethe er datter af Peder Nielsen og Sidse Rasmusdatter, og bag Peder og Sidses ægteskab ligger en lidt spøjs historie.
 

Sidses forældre er Rasmus Svendsen og Margrethe Hansdatter.
 

Rasmus Svendsen er født o. 1666, sandsynligvis i Nørre Herlev sogn, idet han har to brødre  i sognet, hvilket fremgår af dette skifte i forbindelse med hans brors død i 1716.
 

Skiftet efter Jens Svendsen d. 1716-06-23 i Herløv:
 

- enkens lv var Hans Nielsen borger i Hillerød - "den Sal: Mands efterladte Børn nafnl: Maren Jens Daatter ægtet af Christen Pedersen i u velse, Karen Jensdatter ægtet af Hans Nielsen i Hillerød, Jørgen Jensen 24 Aar gammel og Hans Jensen gal: 18 Aar" - "den Sal: Mands Brødre nafnl: Hans Svends og Rasmus Svends af Freesløf . . . ingen Moder Broder er i levende lifve . . . Rasmus Svendsen er siug og sengge liggende . . ." - "sine tvende Sønner som ere Jørgen Jens en fattig elendig Krÿbling, som hverchen kand staae eller gaae uden menniskelig hjælp langt mindre fortjenne sig noget til Lifs ophold {"hafver sin fulde fornuft og forstand"}, hannem i arf efter sin Sal: Fader eet hundrede og tÿve Slette daler i rede Penger tid efter anden, som hun det kand af sted komme, Og Hans Jens, som er hendes ÿngste barn og Søn, hvorom hun hafver haab at skal skiche sig saaaledes, hand i fremtiden, om Gud sparer ham livet, kand beholde sin Faders Gaard, vil hun gifve Eet hundrede Slette daler, saasom hand er ved helsen og Sundhed . . ." -

Ovenstående samt følgende skifter er alle fra Erik Reinert Nielsens hjemmeside

http://www.nogn.dk/DB5/frbregister_2.php#
 

Rasmus Svendsens er den yngste af de tre brødre.
Jens Svendsen, sognefoged i Nørre Herlev er født o. 1657 og død marts 1716, 59 år.
Hans Svendsen i Freerslev er født o.1661 og død august 1731, 70 år.
 

Rasmus Svendsen bliver gift med Margrethe Hansdatter et år eller to før århundredeskiftet, men hun er ikke hans første hustru, og han er heller ikke hendes første ægtemand, hvilket fremgår af skifterne i forbindelse med både Margrethes død i juni 1716 og Rasmus Svendsens død i 1740
 

Skiftet efter Margrethe Hansdatter d. 1716-10-07 i Freerslev:
 

"og et begge deris sammen auflede Barn naunlig Sidse Rasmus daatter gl: =12 aar . . . paa Daatterens vegne var tilstede Niels Jensen i Fresløf" - "Rasmus Svendsen angaf at hafve inde i boed under vergemaal, Karen Laurs daatters fæderne, Møderne og broder Arf =28Dr 2m ½sk, Rendten der af udj 18[ten] Aar fra hendes Sal: Moeders dødellig Afgang Anno =1698= dend 21[de] october effter Skiffte boegens indhold findes, beløber aarlig = 5m 9½sk er =25Dr 11s hvor imod faderen Rasmus Svendsen fore giver at have . . . Laurs Laursens fæderne møderne og boreder Arf . . . kand være sin egen værge for medelst hand er langt over dend alder loven tillader og befaller . . . Jligemaade Olle Rasmusens Møederne og broder arf er =10Dr 2m 14sk: Saavel og Jørgen Rasmusens Møderne Arf =5Dr 10sk disse trende Arve lodder som Myndlingerne self ere af dend Alder som effter Loven kand annamme . . .".
 

Det er lidt kringlet, men det ser ud til, at Rasmus' første hustru døde i 1698, og at hun havde været gift en gang tidligere og fra sit første ægteskab havde  tre særbørn, en nu afdød søn samt Karen Laursdatter og Laurs Laursen, hvis fædrene og mødrene arv, Rasmus endnu ikke har udredt til trods for, at det burde være sket for længst.
Derudover har Rasmus to voksne sønner fra tidligere ægteskab, Olle og Jørgen, der også har arv tilgode, som ligeledes burde have været udredt tidligere. Han har siddet tungt på pengekassen, den gode Rasmus.
 

Det fremgår også af skiftet, at Margrethe og Rasmus kun har et enkelt fællesbarn, nemlig Sidse som er 12 år ved moderens død, og det stemmer også overens med kirkebogen, hvoraf det fremgår, at en søn døde i 1701, og efter Sidse kommer der ikke flere børn.
Margrethe Hansdatter er 46 år ved sin død i 1716 og må altså være født o. 1670, så aldersmæssigt burde der ikke have været noget i vejen for, at Sidse kunne have fået nogle søskende, men sådan skulle det ikke være.
 

Nu vil jeg forlade Freerslev for en stund og bevæge mig til Snostrup, hvor Peder Nielsen er født. Snostrup ligger syd for Frederikssund, vel en snes kilometer eller mere fra Freerslev.
 

Peders forældre er Niels Jensen og Birthe/Birrethe Andersdatter.
 

Niels Jensen er født o. 1634 og Birthe o. 1667, beregnet ud fra deres alder ved død.
 

Peder Nielsen er den yngste af Niels og Birthes syv børn, som kommer til verden i perioden 1685-1702, så Niels og Birthe er blevet gift i 1784 eller 1785, hvor Niels var omkring 50 år og Birthe kun 18 år. Man skulle tro, at Niels har været gift før, men jeg har ikke kunne finde nogen afdød hustru, ligesom der heller ikke kan læses noget ud af skiftet i forbindelse med Niels' død.
 

Niels Jensen og Birthe Andersdatters børn:
Kirsten Nielsdatter døbt 12. juli 1685 - død 1741 i Nørre Herlev
Jens Nielsen døbt 16. marts 1687 - død februar 1737 i Svestrup
Maren døbt 22. september 1689 - død før 1716
Anders døbt 8. marts 1691 - død før 1716
Oluf/Ole Nielsen døbt 20. maj 1694 - død 1754 i Snostrup
Anders Nielsen døbt maj 1698 - død december 1739 i Svestrup
Peder Nielsen døbt 12. februar 1702 - død juni 1759 i Freerslev
 

Niels Jensen afgår ved døden i slutningen af februar 1716, 82 år.
 

Skifte efter Niels Jensen i Snostrup d. 1716-04-17:
 

"og begge deris sammenaulede 5 børn anfnl: Kirsten Niels Daatter ægtet af Niels Christnes i Herløf, Jens Nielsen boende i Svendstrop, Oluf Niels 21 Aar gl: værende hiemme hos Moderen, Anders Niels 18 aar gl: og Peder Niels 12 Aar gl: ligeledis begge hjemme paa steden" - "Derefter indfandt sig i Sterfboen Jens Olufsen Huusmand i Snodstrup og paa sin Stifdaatter Karen Pedersdaatter vegne fordrede hendes fæderne Arf, som her i Sterfboet skal inde staae".
 

Af skiftet fremgår det, at to af de syv børn er døde forinden, nemlig Maren og den første Anders.
 

Enken, Birthe Andersdatter, er 49 år, ikke helt ung og heller ikke helt gammel, og minsandten om ikke der melder sig en frier inden året er omme, nemlig Rasmus Svendsen fra Freerslev, hvis hustru, Margrethe, afgår ved døden få måneder efter Niels Jensen i Snostrup.
 

Hvordan Rasmus finder vejen til Snostrup er ikke godt at vide, men eftersom Birthes datter, Kirsten, er gift og bor i Nørre Herlev med sin mand, kunne det være derfra, Rasmus havde hørt om enken i Snostrup. 
I forvejen har Rasmus sin egen fæstegård i Freerslev, så det bør ikke være udsigten til en gård, der driver værket, men uanset årsagen ankommer han til Snostrup, hvor han trolover sig med Birthe kort før jul.
 

21. februar 1717 gifter Rasmus sig med Birthe og tager hende med sig til Freerslev sammen med i hvert fald den yngste søn, Peder, der i øvrigt ikke er 12 år i 1716, som det er angivet i skiftet, men derimod 14 år
 

Og således går det til, at Peder Nielsen og Sidse Rasmusdatter møder hinanden, to sammenbragte børn der få år senere finder sammen i ægteskab.
 

Rasmus og Birthe er jævnaldrende og får over tyve år sammen i Freerslev inden Rasmus' død oktober 1740, 74 år. Få måneder efter, i februar 1741, afgår også Birthe ved døden, ligeledes 74 år.
 

Skiftet efter Rasmus Svendsen d. 1740-12-21 i Freerslev
 

"og dend Sal: Mands Aparte børen, som ere Jørgen Rasmusen boende i Nye Huus, og Ole Rasmusen boende i Herløf, og Sise Rasmus Daatter gifft med Peder Nielsen i Fresløf" der vist fæstede afdødes sted -  

Birthes børn er ikke betænkt i skiftet, og der foreligger ikke noget skifte efter Birthe, men det kan skyldes, at Peder fik fæstegården i Freerslev, og sønnen Ole har formentlig overtaget fæstet af faderens gård i Snostrup, idet han er eneste tilbageværende søn i Snostrup, mens de øvrige - bortset fra Kirsten i Nørre Herlev - er afgået ved døden forinden.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar