onsdag den 22. april 2015

Det bliver i familien - Bent Pedersen og Margrethe Pedersdatter.

Bent Pedersen og Margrethe Pedersdatter er begge i tjeneste på præstegården, da de 22. marts 1750 bliver gift i Nørre Herlev Kirke. Bent er 21 år, og Margrethe er næsten 24 år..
De bliver gift uden forudgående trolovelse efter kongelig bevilling. Hvad grunden til dette hastværk kan være er svært at sige, i og med at deres første barn ikke kommer til verden førend halvandet år efter brylluppet.
Måske præsten blot har observeret, at det unge par har sendt lange blikke efter hinanden, og derfor har gjort noget ved sagen, inden det blev for sent. Eller måske der alligevel har været en graviditet, der har fået en ulykkelig afslutning. Under alle omstændigheder er der ingen optegnelser i kirkebogen, der kan belyse det.
 

Bent og Margrethe bliver i præstegården et par år endnu, og først da deres tredje barn kommer til verden i slutningen af 1754, er de definitivt herre og frue i eget hus på Bentsgaarden. Samtidig er Bent også blevet sognefoged, så hvor han tidligere oftest er blevet benævnt Bent Smed i kirkebogen, hedder det nu Fogeden Bent Pedersen, eller slet og ret fogeden.
 

Bent og Margrethe får ni børn, hvoraf kun et enkelt barn dør som spæd. Til gengæld dør tre af døtrene ret unge, og i al fald de to af dem dør i barsel.
Seks ud af de ni børn bosætter sig udensogns, og tre af børnene gifter sig med deres kusiner og fætter på nabogården, mens to af dem gifter sig med deres fars fætter.
 

Bent Pedersen og Margrethe Pedersdatters børn:
Peder Bentsen døbt 10. okt 1751 - 24. februar 1825 i Lille Havelse, 73 år
Berthe Cathrine døbt 7. februar 1753 - august 1784 i Græse, 31 år
Jens Bentsen døbt 17. november 1754 - december 1754, 3 uger
Giertrud Bentsdatter døbt 21. december 1755 - juli 1787 i Nødebo, 31 år
Karen Bentsdatter døbt 29. jan 1758 - december 1791 i Uvelse, 33 år
Niels Bentsen døbt 16. marts 1760 - februar 1826 i Uvelse, 66 år
Jens Bentsen døbt 11. februar 1764  -  april 1838 i Freerslev, 74 år 

Anna Bentsdatter døbt 15. september 1765 - juli 1847 i Uvelse, 82 år
Sidse Bentsdatter født 18. oktober 1767 - marts 1824 i Freerslev, 57 år

Den ældste søn, Peder Bentsen, gifter sig til en gård i Lille Havelse, i og med at han gifter sig med en gårdmandsenke, Kirsten Pedersdatter. Peder og Kirsten er mine 3 x tipoldeforældre, og den historie vender jeg tilbage til.
 

Berthe Cathrine Bentsdatter bliver som 20 årig gift med den 22 år ældre enkemand og sognefoged af Græse, Jens Jørgensen.
De får fem døtre, hvoraf de  tre dør som små.
Berthe Cathrine bliver kun 31 år, men der er ikke noget, der tyder på, at hun dør i barsel.
Efter hendes død i 1784 gifter enkemanden sig med en 30 år yngre kvinde, og her går det lidt bedre med at føde levedygtige børn, både døtre og sønner. Af folketællingen i 1801 kan jeg se, at Jens Jørgensen sidst blev far som 67 årig i 1798.
 

Giertrud Bentsdatter gifter sig i 1778 med Søren Pedersen fra Porthuset i Nødebo sogn, hvor han er skovfoged og vangmand - eller måske er det vangemand, hvilket i følge Ordnet er en, som skulle passe på, at der ikke kom fremmede Kreaturer ind på marker og græsgange.
Giertrud og Søren får to sønner, men tredje gang går det galt, og i juli 1787 dør Giertrud i barselsseng, 31 år.
 

Karen Bentsdatter er 26 år, da hun efter kongelig bevilling i november 1784 bliver gift med Lars Hansen. Lars er søn af Hans Larsen, bror til Peder Larsen, som er far til Bent Pedersen, så Lars er således Karens fars fætter. Til trods for, at Karen gifter sig med faderens fætter, er denne fætter dog kun et år ældre end Karen.
 

I januar 1785 føder Karen deres første barn, Birthe, hjemme i Freerslev, og i september 1786 datteren Dorthe.
Herefter flytter Karen og Lars til Uvelse, hvor Lars har fæstet en gård, og de tager Dorthe med sig, mens Birthe bliver hos bedsteforældrene i Freerslev
Karen og Lars får endnu en datter i 1788, Giertrud, opkaldt efter Karens nyligt afdøde søster, men fjerde gang er ikke lykkens gang for Karen. 33 år er hun, da hun dør i barsel i december 1791.
 

Anna Bentsdatter. Efter Karens død tager enkemanden, Lars Hansen, tilbage til Freerslev og her gifter han sig med Karens yngre søster, Anna, endnu engang efter kongelig bevilling grundet slægtskabet. 
I følge kirkebogen skulle vielsen have fundet sted 13. juli 1791, men her noget, der tydeligvis ikke passer, om det så er præsten i Uvelse eller i Nørre Herlev, der ikke har helt styr på tingene.
Anna følger med Lars tilbage til Uvelse, og denne gang efterlades også Karens yngste datter, Giertrud, hos bedsteforældrene i Freerslev, mens Dorthe som den eneste af Karens døtre, vokser op hos Lars og Anna i Uvelse.
 

Anna og Lars får to døtre og en søn inden Anna i marts 1797 bliver enke.
Enkestanden varer dog kun en måneds tid, og i slutningen af april gifter Anna sig med den ti år yngre Anders Hansen, søn af sognefogeden i Nørre Herlev.
Anna og Anders får tre børn, Bendt, Lars og Sophie, og det bliver Sophie, som ad åre sammen med sin ægtefælle overtager gården i Uvelse, da forældrene går på aftægt.
Anna bliver 82 år, dør af alderdom - som præsten noterer i kirkebogen - i 1847, og ni år efter  afgår Anders ved døden, 81 år gammel.
 

Niels Bentsen slår sig også ned på en gård i Uvelse, hvor han i 1788 gifter sig med pigen Inger Larsdatter. Niels og Inger når at få fire børn inden Ingers død i slutningen af 1795, 33 år.
Med fire mindre børn i hjemmet gifter Niels sig naturligvis igen inden længe, og bruden henter han hjemme i Freerslev, endda på nabogården til Bentsgaard hvor han voksede op, nemlig en af sine kusiner på Andersgaard, den elleve år yngre Christiane som er datter af Bent Pedersens bror Anders Pedersen.
 

Med Christiane får Niels endnu fire børn samt en dødfødt datter i 1796: Inger Nielsdatter 1798, Anders Nielsen 1800,  Ellen Nielsdatter 1802 og Bent Nielsen 1804.
Niels Bentsens datter, Ellen, bliver i 1825 gift med sin fætter, Anders Jensen, søn af Niels Bentsens bror på Andersgaard, Jens Bentsen.
 
Niels bliver kirkeværge i Uvelse, hvilket betyder, at han fører tilsyn med kirken og varetager sognekirkens økonomi, baseret på tiende. Han bliver 66 år og Christiane bliver 59 år.

 

Jens Bentsen er 30 år, da han i 1794 gifter sig med Birthe, en anden af kusinerne på Andersgaard, og det er også Andersgaard, der bliver Jens og Birthes hjem. De får syv børn, hvoraf de to dør inden de fylder 1 år.
 

Som hans far og farfar tidligere var det, bliver også Jens Bentsen sognefoged. Det sker i 1803 efter den foregående sognefogeds død, og tilligemed bliver han også lægdsmand, et embede som blev oprettet i 1788, som bestod i at føre tilsyn med lægdsrullerne over sognets værnepligtige.
 

I 1834 er Jens stadig sognefoged, men den post bliver snart overtaget af hans søn Anders Jensen, som også overtager Andersgaard. I al fald bor også han på gården sammen med sin hustru i 1834. Det samme gør Anders´yngre bror, Bent Jensen ganske vist også, men han gifter sig senere på året, og får derved sin egen gård.
 

Fire generationer i samme familie har dermed haft hvervet som sognefoged, Peder Larsen, Bent Pedersen, Jens Bentsen og endelig Anders Jensen. 
Anders har dog ikke hvervet længe, for allerede i 1836 afgår han ved døden, kun 30 år gammel. 
Anders er dog nogle år forinden, i 1825, blevet gift med sin kusine, Ellen Nielsdatter. Ægteskabet er barnløst,men de har dog et par piger som plejedøtre på gården.
Efter Anders Jensens død gifter Ellen sig med Frederik Woltoft Wineken fra Hillerød, men også dette ægteskab forbliver barnløst.
Frederik afgår ved døden i 1850, apoplexi er dødsårsagen, noteret i kirkebogen, og senere samme år i oktober følger Ellen efter, 49 år. Dødsårsag: Halssyge, hvilket formentlig er Difteritis.

Både Jens Bentsen og hans hustru Birthe dør i 1838, Jens i januar og Birthe i marts, henholdsvis 74 år og 70 år.
 ÅR

Sidse Bentsdatter, den yngste af Margrethe og Bents børn, gifter sig  i 1794 med den otte år yngre fætter Christian fra Andersgaard, og det bliver Sidse  og Christian som overtager Bentsgaard.
Fem måneder efter brylluppet kommer deres første barn, Karen, til verden, og siden kommer yderligere syv børn til, ét hvert andet år, Kirstine, Bent, Anders, Peder, Jens, Niels  og endelig Margrethe, der dør som spæd. 

Alle navne er som vanligt genbrug af navne, der i forvejen findes i familien.
Hverken Sidse eller Christian bliver særlig gamle, Sidse bliver 57 år, og Christian 53 år.
 

Derimod når både Bent og Margrethe en høj alder. Margrethe er 81 år ved sin død i 1808, og Bent bliver 84 år, død i 1813.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar