torsdag den 16. april 2015

Peder Nielsen og Sidse Rasmusdatter i Freerslev.

Otte år efter at Peder Nielsens mor blev gift med Sidse Rasmusdatters far bliver de to stedsøskende gift i Nørre Herlev kirke den 23. juli 1724. De er begge forholdsvis unge, taget den generelle ægteskabsalder i betragtning - Peder er 22 år, og Sidse er 20 år.
Forklaringen er formentlig, at de allerede har en gård på hånden, idet Sidses far, Rasmus Svendsen er ved at nærme sig de 60 år, godt oppe i årene på den tid, så de har ikke nødig at vente på en ledig fæstegård.
Man kan selvfølgelig også fundere over, om der ligger fornuft eller følelse bag ægteskabet, men i og med, at parrets første barn kommer til verden to uger efter brylluppet, er svaret givetvis det sidste. Barnet dør imidlertid samme dag, det er født.
 

Peder og Sidse får otte børn i årene 1726 til 1743:
 

Margrethe Pedersdatter døbt 14. april 1726 - 22. januar 1808, 81 år
Jens Pedersen døbt 19. april 1729 - ?
Niels Pedersen døbt 20. april 1732 -  december 1780, 48 år
Anne Pedersdatter døbt 2. april 1733 - ?
Hans Pedersen døbt 11. april 1735 - juli 1796, 61 år
Kirsten Pedersdatter døbt 22. december 1737 - december 1822, 85 år
Anders Pedersen døbt 11. december 1740 - maj 1818 - 77 år
Rasmus Pedersen døbt 5. maj 1743 - januar 1785, 41 år
Ole Pedersen døbt 18. december 1746 - død 1 uge gl.

To af børnene, Jens og Anne forsvinder for mig. Hvis de er nævnt i kirkebogen, har jeg overset dem, trods ihærdig søgning.
 

Den ældste datter, Margrethe, bliver i 1750 gift med Peder Larsens søn, Bent, fra en af nabogårdene i Freerslev, Bentsgaarden, som Bent har overtaget efter sin fars død et par år tidligere. De bliver forældre til Peder Bentsen, som fører slægten videre i Lille Havelse, og deres historie vender jeg tilbage til.
 

Niels Pedersen gifter sig med Sidse Nielsdatter i 1761. Niels er 29 år og Sidse 22 år. De får to dødfødte sønner samt to døtre, hvoraf den ene dør ½ år gammel.
Sidse bliver kun 34 år, og efter hendes død i 1773 går der ret usædvanligt over to år inden, Niels gifter sig påny.
 

Det sker først i februar 1776, og bruden Maren Hansdatter er datter af Karen Herløvsdatter og Hans Larsen, som er bror til Peder Larsen i Freerslev, der kom til sognet fra Gørløse.
Heller ikke i dette ægteskab går det så godt med børnefødslerne. En dødfødt pige og en dødfødt dreng samt en enkelt datter, Inger, der i hvert fald stadig lever i 1801, hvor hun er 22 år.
 

Inger bliver tidligt faderløs. Niels Pedersen dør i december 1780, og Maren gifter sig fem uger senere med Bent Thomasen fra Tjæreby. Der har han nu kun været på midlertidigt ophold, for Bent er født i Freerslev, søn af Thomas Arvedsen og Ellen Bentsdatter, der også hører til min slægt. I 1780 er de begge imidlertid for længst døde, så Bents stedfar, Henrik Sørensen er hans forlover ved brylluppet.
Maren og Bent får tre sønner og to døtre, og af folketællingen i 1801 fremgår det, at de er gårdfolk på Rydegården i Freerslev, formodentlig samme gård Niels Pedersen tidligere havde.
 

Hans Pedersen bliver gift med Helvig Andersdatter i 1766, og de bliver gårdfolk på Skovrødgaarden i Freerslev.
Hans og Helvig får børnene Karen, Sidse, Peder, Anders og Lisbeth tilligemed endnu en Karen, der dør som 2 årig, og Jens der dør som spæd.
 

Helvig bliver enke i 1796, og hun gifter sig ikke igen. Ved folketællingen i 1801 bor hun fortsat på Skovrødgaarden med sine efterhånden voksne børn. Helvig er 78 år ved sin død i 1820.
 

Kirsten Pedersdatter bliver gift med Ole Andersen 5. oktober 1766, samme dag som sin ældre bror, Hans, og Kirsten og Ole bliver gårdfolk på Toftegaarden i Freerslev.
Parret får fem døtre, hvoraf den førstefødte dør inden, hun fylder 2 år. Kirsten bliver enke i 1802. Selv er hun 85 år ved sin død i 1822.
 

Anders Pedersen, også kaldet Unge Anders Pedersen, bliver også gift i 1766, dog allerede i april. Bruden er Karen Nielsdatter, og Anders og Karen bliver gårdfolk på Holmerødgaard i Freerslev.
 

Karen og Anders får børnene Niels, Anna, Kirsten og Peder tilligemed endnu en Niels, der kun bliver 1½ år, samt to dødfødte børn.
Ved folketællingen i 1801 bor alle børn endnu hjemme, og noget usædvanligt er datteren Anna opført som skilt. Hun blev gift i 1797, men et eller andet må være gået helt galt siden, en skilsmisse kunne komme på tale.
Anders Pedersen bliver 77 år, og året efter hans død i 1818 dør hans enke, Karen, 73 år.
 

Rasmus Pedersen, den sidste af Peder og Sidses børn, er der ikke meget at sige om. Han er fadder et par gange i 1767 i forbindelse med barnedåb i familien, men herefter forsvinder han tilsyneladende fra sognet.
Han vender dog tilbage som Rasmus Pedersen fra Friderichsborg 16. maj 1780 for at blive gift med enken Sidse Jensdatter fra Slagterhuset - jeg har ikke fundet nogen forklaring på baggrunden for Slagterhusets navn - og hans bror og svoger er forlovere ved brylluppet.
Ægteskabet er tilsyneladende barnløst, og Rasmus afgår ved døden fem år senere.
 

Peder Nielsen bliver 56 år, og efter hans død i sommeren 1759 er Sidse alene nogle år, hvorpå hun 1. februar 1767 gifter sig med Anders Olsen, der blev enkemand to måneder forinden.
Sidse og Anders Olsen får en halv snes år sammen. Først falder Anders fra i foråret 1778, 77 år blev han, og januar 1780 afgår Sidse ved døden, næsten 76 år gammel.


Freerslev havde 262 indbyggere ved folketællingen i 1787, og ved folketællingen i 1801 var indbyggertallet vokset til 315.

Ved folketællingen i 1801 var der - hvis ellers jeg har talt rigtigt - 16 gårde, der hørte til Freerslev. Heraf var i hvert fald de ni af dem koncentreret lige omkring landsbyen, muligvis flere, men det er svært at se på nedenstående matrikelkort fra 1813, som stammer fre Lokalplan 124 i Hillerød Kommune (2001)


Et tilsvarende matrikelkort fra 1980 afviger ikke væsentligt fra ovennævnte.

Bentsgaard og Toftegaard, hvor henholdsvis Margrethe + Bent og Kirsten + Ole bliver gårdfolk, ligger lige overfor hinanden, kun adskilt af vejen, og Bent bliver nabo til sin bror Anders, der gifter sig til Andersgaard.

Holmerødgaard og Skovrødgaard, hvor brødrene unge Anders og Hans bliver gårdmænd ligger vest for landsbyen, og endelig ligger Rydegaard, hvor Niels bliver gårdmand nordøst for landsbyen op mod Freerslev hegn.


Tilbage står spørgsmålet hvilken af gårdene Peder Nielsen og Sidse boede på, og endnu et spørgsmål, hvornår fik gårdenes deres navne? Det kunne være nærliggende at tro, at Andersgaard og Bentsgaard er opkaldt efter netop Anders og Bent i slutningen af 1700-tallet, men det er ikke til at sige med sikkerhed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar