søndag den 5. april 2015

Interlude.

Under krigen passede Henry sine studier på Polyteknisk Læreanstalt, så godt det nu var muligt under krigen, og besættelse eller ej blev der også tid til socialt samvær med venner og studiekammerater, ligesom Henry mødte sin kommende hustru i disse år, Annie Marie Margrethe Riise-Hansen. 

Annies eneste familie var hendes mor. Hendes far - min morfar - var for længst ude af billedet. Så meget ude af billedet at jeg ikke erindrer, at der nogensinde er blevet talt om ham udover en konstatering af, at han var død for længe siden, og det var, hvad jeg vidste om ham. End ikke hans navn kendte jeg indtil for nylig, hvor jeg fandt ud af, at hans navn var Hans. Siden opdagede jeg, at denne Hans var søn af en Hans, der var søn af endnu en Hans, som dog hed Jensen til efternavn, og ikke Hansen som de to førstnævnte.
 

Morfar Hans er født i Næstved, og her førte sporet videre til Lille Havelse, hvor oldefar Hans er født. Lille Havelse havde jeg aldrig hørt om før, men det kom jeg til, ligesom jeg efterhånden er blevet velbevandret i adskillige landsbyer rundt omkring i det nordsjællandske.
Lille Havelse er en landsby i Ølsted sogn, og her levede oldefar Hans for over hundrede år siden sammen med sin hustru, Margrethe, der i øvrigt er født i Grimstrup, endnu en landsby i Ølsted sogn.
 

Ølsted sogn ligger midt imellem Frederikssund og Frederiksværk langs Roskilde Fjord, og udover Ølsted er også landsbyerne Grimstrup samt Store Havelse og Lille Havelse beliggende i sognet.
Ølsted sogn er (eller var) anneks til Lille Lyngby sogn, og uheldigvis brændte præstegården i Lille Lyngby, hvor kirkebøgerne blev opbevaret, flere gange, og ved den seneste brand i 1846 gik kirkebøgerne fra før 1814 desværre tabt, og så havde jeg kun folketællingerne fra 1787 og 1801 at læne mig op af og kunne ikke rigtig komme videre. Troede jeg.
 

Da jeg kiggede på sagerne efter at have ladet det hvile et par måneder, slog det mig, at når Margrethes far i Grimstrup havde hentet sin tredje hustru i Tjæreby sogn, kunne årsagen være, at han kendte nogen i Tjæreby. Det gjorde han i høj grad, for Harløse i Tjæreby sogn var hans fødeby. Han havde blot giftet sig til en gård i Grimstrup.
Jens Andersens farfar var født i Freerslev i Nørre Herlev sogn, og her slog det mig, at der i modsætning til i Ølsted sogn var ualmindeligt mange i Freerslev med navnet Bent, Bentsen eller Bentsdatter, så det kunne jo tænkes, at Peder Bentsen i Lille Havelse, farfar til Hans, var kommet til Lille Havelse fra Freerslev, og det var han minsandten. 

Ligesom Jens Andersen havde også Peder Bentsen giftet sig til en gård udensogns og havde derfor forladt sin fødeby.
 

De fleste af Hans og Margrethes aner stammer fra Freerslev i Nørre Herlev sogn samt Harløse og Ullerød i Tjæreby sogn, men også landsbyerne Evetofte, Haagendrup, Lille Lyngby, Vinderød, Gørløse, Snostrup, Sperrestrup,  Sundbylille, Strø og Skævinge bidrager med aner gennem både 1700 og 1600 tallet, og det var så langt, jeg kunne nå, idet de skriftlige kilder efterhånden helt tørrer ud ved den tid, når det gælder almuen.
 

Alle Hans og Margrethes aner er fæstebønder og senere selvejerbønder, men alle med egen gård. Var livet som fæstebonde hårdt, var livet som evig tjenestekarl eller tjenestepige endnu hårdere, og så tog man gerne en halv- eller helgammel enke eller enkemand med i købet for at blive herre eller frue i eget hus.
 

Hans og Margrethe var heldige, idet de begge var unge og nogenlunde jævnaldrende, da de blev gift, og i modsætning til mange andre på den tid levede de lykkeligt (forhåbentlig) sammen gennem næsten et halvt århundrede.
 

Men foreløbig vil jeg begynde i Gørløse, hvor Hans Jensens tiptipoldeforældre levede et par hundrede år tidligere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar